”DET ER SIMPELTHEN så morsomt at høre om alt det, der foregår bag kulisserne i folkekirken,” sagde en veninde forleden, mens vi spiste rabarberhorn i mørkningen på Lagkagehuset.
Ja, som regel skulle man faktisk tro, det er løgn. Og morsomhederne var vel at mærke ikke alene fra præsternes interne sladderspalter, men alt det, man kan læse spalte op og ned om i dagspressen.
Og der er stort set ingen grænse for løjerne: I Aarhus har domsognet lagt billet ind på at købe to af arkitekten Bjarke Ingels’ badehuse i det store nye boligområde Aarhus Ø.
Badehuse? Undskyld, står domkirken ikke længere? Jo jo, men folkekirken skal være mere ”udadgående” og ”være med fra starten”, som provst Esben Thusgaard, der er en af kræfterne i projekt ”Kirken i byen”, fortæller til Kristeligt Dagblad den 8. oktober.
DET ER SJOVT, jeg mindes nu faktisk at have hørt, at kirken allerede har været ”med fra starten” – det er i hvert fald den fortælling, konfirmanderne får, når vi gennemgår Adam og Eva. En ”udadgående” kirke – Gud ved, hvordan sådan en ser ud.
I bispekollegiet ser det imidlertid (med få undtagelser) sølle ud. Det er sin sag at klare det teologiske tilsyn, og de har derfor søgt om teologisk rådgivning for 2,6 millioner kroner årligt. Bum.
Ganske vist skriver Ingemann, at ”hver purk kan blive bisp, når Vorherre kun vil”. Det er sandt, men et minimum af teologisk kunnen er vel kun rimelig forventeligt. Teologer, der har en af landets højeste akademiske uddannelser, aner åbenbart ikke, hvad de skal stille op med den. De skal have et teologisk standpunkt – det skal præsterne også.
I præstestanden går det også godt – der er stigende brug for psykologhjælp (på kirkekassens regning) for at klare de almindelige præsterier – fordi man efterhånden er af den opfattelse, at det ikke er evangeliet, men præsten, der bærer embedet. Så tror da pokker at man søger psykologhjælp – ikke mindst for at arbejde med det forstørrede selvbillede.
Nu hvor alle er beskæftiget med badehuse og teologisk bistandshjælp, sætter Folkekirkens Konfirmandcenter skuespilleren Hella Joof til at reformulere Luthers katekismus og ”definere sin kristendom i det offentlige rum”, som lederen af konfirmandcenteret, Finn Andsbjerg Larsen, formulerede det i Kristeligt Dagblad. Sin kristendom? Er kristendommen nu noget, der kommer fra vores eget inderste indre?
TIMEOUT. Det er ved at løbe fuldstændig af sporet (og kirkekassen må snart være slunken).
Hvordan begyndte det egentlig med kirken? Det kan være meget sundt at tænke tilbage på. Det var nogle fattige bønder og fiskere, der blev sendt ud i verden for at forkynde evangeliet om Jesus Kristus. Havde de måske gået syv år på universitetet? Hvordan bar de sig egentlig ad, siden vi både skal have psykologer og rådgivere?
Det forlyder heller ikke, at de havde badehuse. Men de havde Guds Ord – intet andet at gå ud i verden med. Og deres liv. Om de fik lov at beholde det. Kefas, Peter blev han kaldt. Det betyder klippe. Det navn bliver den mand skænket, hvis hjerte vanker og vakler i troen. Han fik hverken psykologhjælp eller rådgivning. Alligevel den klippefaste – for den klippefaste tro kommer ikke fra Peters eget inderste – den skænkes ham udefra.
Indholdet var for 2000 år siden som nu, ikke vores eget – men noget, vi skal give videre. Derfor skal vi ikke skabe os, som om der ikke eksisterer noget i forvejen. Man skal ikke bære sin egen præstation frem, men bære frem, hvad Kristus har udrettet. Sådan bliver det nemlig Gud og ikke præsten, der bærer embedet.
I stedet for hele tiden at tænke, hvordan evangeliet bliver vedkommende, burde enhver præst stille sig det éne sande spørgsmål: Hvordan får jeg forkyndt evangeliet uden at ødelægge det? Evangeliet, der taler til os om vores liv og død – om sorgen og om kærligheden – vedkommer af sig selv ethvert menneske i denne verden. Man skulle jo synes, at det er den evangeliske selvfølgelighed. Det er det bare ikke – det er sygdommen til folkekirkens død, at præster gør evangeliet ringere. Og jo mere institution, vi får – desto mere stiller sig i vejen for evangeliet. Og så er kritikernes kritik berettiget.
Hvis nu vi gjorde som dengang for 2000 år siden – bare forkyndte evangeliet – uden badehuse, rådgivere, skuespillerinder og psykologer. For der er faktisk nogen derude, der trænger til at høre det. Også kritikerne af folkekirken. Det er nemlig ikke altid kun forbenede ateister, der ikke har et medlemskab.
Der er også dem med vaklende liv med urolige hjerter og længsel i brystet, som ikke vil melde sig ind i en tom kirke, der bare larmer og ”gør støj”, som Kierkegaard siger.
Kære præster og forkyndere. Vi har kun Guds Ord og vores liv at gå ud i verden med. Det Ord, der forpligter. Intet er anderledes end dengang på Jesu tid. Også i dag kan det koste liv at forkynde Ordet i verden.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.