Når man vest for Istanbul taler om Tyrkiet, taler man straks om Europas forhold til islam. Man taler om Europas kristne rødder som en betingelse for de europæiske demokratier og retsstater. Og man taler i sidste ende om Europa og kristenheden som synonymer.
"Kristenheden eller Europa" var netop titlen på den tyske romantiker Novalis? sværmeri for et genforenet kontinent under pavestolens tugt. Bogen skrev han i 1799, men også mere end 200 år senere gøres kristendommen hyppigt til en forudsætning for den europæiske kulturs beståen. Også selvom ateister og agnostikere udgør så stor en minoritet, at de sågar er talstærkere end protestanterne.
Engang var det Roma, man som god protestant talte midt imod. I dag er det Bruxelles. Og ikke mindst, når EU-parlamentarikerne flirter med tyrkerne og som medgift stiller dem et medlemskab i udsigt. Selvom de er muslimer.
Tyrkiet er andet end islam. Dets historie er præget af nationalisme og venstreekstremisme, sekularisering og demokratisering. Kampen mellem nationalister og venstreekstremister ledte i 1980 til et militærkup, mens konflikten mellem rabiate sekularister og diskrete demokrater ved en folkeafstemning i søndags førte til en omfattende reform af den bestående forfatning.
Forfatningsændringen blev anbefalet af EU, men under valgkampen har dens betydning for tyrkisk medlemskab stort set intet betydet. Dels har tyrkerne taget til efterretning, at store lande som Frankrig og Tyskland er imod deres optagelse. Dels har de fået færten af, at reformen uafhængigt af Bruxelles? anbefalinger forbedrer kvinders, børns, ældres og handicappedes rettigheder, ligesom den gør op med militærets prærogativer, herunder dets retlige immunitet.
"Kan Tyrkiet ikke liberaliseres uden Europa?", spørger klummeskribenten Ahin Alpay retorisk i den engelsksprogede avis Today's Zaman. 'Europa begår en stor fejl ved at vrage Tyrkiet. For mange lande, muslimske såvel som ikke-muslimske, står Tyrkiet som en ledestjerne, der giver håb om at kunne skabe en fremtid på egne præmisser. Men for tyrkerne vil en mindre afhængighed af EU definitivt afsløre myten om, at kun Europa kan sætte fart i liberaliseringen af Tyrkiet og ydermere af de arabiske lande og Mellemøsten."
Alpay mener desuden, at det folkevalgte parlament i Ankara efter forfatningsændringen vil blive bedre i stand til at løse de problemer, Tyrkiet står over for, herunder med kurderne, alevitterne og de ikke-muslimske minoriteter. Mindre optimistisk er lederskribenten på det regeringskritiske dagblad Hürriyet, der havde anbefalet at stemme nej:
"Som læserne af disse linjer også vil vide, nyder Bruxelles' synspunkter sjældent stor respekt her. Rappenskralderne i Tervuren og Woluwe Saint Pierre har ofte svært ved at forstå vores land. Men vi tilslutter os Europakommissionens appel om 'den størst mulige transparens, dialog og kompromisvilje' i den kommende tid. Sådanne tilkendegivelser fra EU er værdifulde og får vores bifald."
Trods alle sine forbehold over for reformerne og frem for alle deres bagmænd i Ankara ser Hürriyet også tegn på, at en politik hinsides den hidtidige polarisering af befolkningen er mulig, ja endda allerede en realitet:
"Derfor henleder vi opmærksomheden på en anden nyhed, åbningen af Hrant Dink-parken på øen Kinaliada ud for Istanbul. Det er en æresbevisning over for vores faldne kollega" – den armenske journalist Hrant Dink, der i 2007 blev myrdet på åben gade efter at være blevet anklaget af regeringen for krænkelse af tyrkiskheden – 'en påmindelse om omstændighederne ved hans død og et monument over den tolerance, der prægede hans liv. Det bør ikke glemmes, at ledere af både regerings- og oppositionspartierne gik sammen om at lave denne park."
Som et ekko fra Istanbul kendte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dagen efter den tyrkiske regering moralsk medskyldig i Dinks død og krævede, at den sørger for at opklare mordet. Gør den det, tør man måske alligevel tro, at der er harmoni mellem de to parter – Europa og Tyrkiet.
Peter Tudvad er forfatter og filosof og bor i Berlin. På denne plads skriver han hver uge om europæisk værdi- og kulturdebat.