Kulturel mangfoldighed er en styrke

Evnen til at acceptere forskelligheder gør sig gældende er helt central for alt menneskeligt samvær både i parforhold, familier og i såvel det sociale, kommunalpolitiske liv som i storpolitikken

”Kulturel mangfoldighed er en styrke,” sagde Uffe Østergaard i P1’s søndagsprogram ”Europa lige nu”.
”Kulturel mangfoldighed er en styrke,” sagde Uffe Østergaard i P1’s søndagsprogram ”Europa lige nu”. . Foto: Polfoto.

OVERSKRIFTEN TIL disse spalter er et citat af professor Uffe Østergaard. Det er hentet fra P1’s søndagsprogram ”Europa lige nu”. Værten, Anne Haubek, inviterer i denne tid kendte debattører i studiet til gode, lange samtaler. På næste søndag er det højskoleforstander Jørgen Carlsen.

Jeg noterede mig citatet som udsendelsens pointe. Jeg kunne godt lide Østergaards vurdering af EU og de betragtninger, der også mundede ud i en positiv holdning til den mere bløde betegnelse, fællesmarked. Det er jo alene det, Europas stater i al deres forskelligartethed egner sig til at være.

Som det blev formuleret i weekendens udgave af ”Bagklog på P1”, hvor den hurtigt snakkende vært, Esben Kjær, havde den sindigt talende Niels Hausgaard som gæst, der sagde: ”Vi skal bare vænne os til at acceptere, at vi er forskellige i stedet for at gøre det til et problem.”

Så enkelt kan det siges. Det er ord, der gælder for alt menneskeligt samvær både i parforhold, familier og i såvel det sociale, kommunalpolitiske liv som i storpolitikken. Kun når de benyttes venskabeligt, er folkekarakterer forsvarlige. Ellers er den sprogbrug kun af det onde.

DE TO NÆVNTE SAMTALER blev ført med en eftertænksomhed, som så lidt selvmodsigende her kan karakteriseres som typisk nordjysk. For der er jo tale om abstraktioner, når vi finder på at tale om typiske franskmænd, grønlændere, amerikanere og danskere. I virkeligheden findes de ikke.

Når jeg stilles over for spørgsmål om, hvad vil det sige at være dansk, så henviser jeg altid til Folketingets sammensætning. Dets medlemmer repræsenterer på en anskueligt omfattende måde det typisk danske på godt og ondt. Alle partier er sådan set danske folkepartier.

”Kulturel mangfoldighed er en styrke,” sagde Uffe Østergaard. Han kunne her også have henvist til valghandlingerne den kommende 8. november. Altså til såvel det forestående danske menighedsrådsvalg som til præsidentvalget i USA. Det er i sandhed brogede fællesskaber, der dér skal dannes!

VORES SAMFUND STYRES efter det såkaldt repræsentative demokratis principper. Dog ikke mere, end at den enkelte folkevalgte politiker har ret og pligt til at følge sin egen overbevisning og samvittighed. Det kan få ulykkelige følgevirkninger at have et sjusket forhold til det sidste.

Det gælder såvel i partipolitiske sammenhænge som i det hele taget, at der er en tendens i tiden til, at der sjuskes på alle niveauer. Der er utallige eksempler på byggesjusk, fødevaresjusk, lægesjusk, samt sjusk med bilag, lovgivning, sprogbrug, skatteligning, videnskabelige forsøg og alle tænkelige ressourcer.

Der sjuskes også med kontrollen af sjuskeriet. ”Hvem vogter led hos ledvogterens datter, medens ledvogteren går og vogter led?”, sang Oswald Helmuth i den gamle vise fra Helsingør-Revyen i 1963 ”Det er nerver alt sammen”. Den titel kan meget passende her stå som en karakteristik af Dansk Folkepartis aktuelle situation.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.