Siden Kristeligt Dagblad den 28. juli gjorde opmærksom på den voksende tendens til at nedrive gamle præstegårde og dermed på skændig vis at fjerne et væsentligt indslag i den lokale kulturhistoriske arv, fra dengang Danmark virkelig var et kristent land, har der allerede vist sig adskillige berettigede protester.
I lederen i samme avis den 30. juli afsluttes med: ”De præstegårde, der rives ned nu, kommer aldrig igen.” I et samtidigt læserbrev skriver et menighedsråds- og provstiudvalgsmedlem: ”Vores folkekirke kan ikke bære fråseri, men heller ikke unødig nedrivning af bevaringsværdige bygninger.”
Dermed er de væsentligste forhold i emnet slået fast. Det uerstattelige, det økonomiske og det bevaringsværdige. Problemerne om ansættelse af nye præster, bopælspligt, tidssvarende faciliteter og husleje er uinteressante i denne sammenhæng. De kan løses på anden måde.
I visse tilfælde er præstegården tillige et minde om de personer, der har boet og virket der, men det er altid et førstehåndsvidne om, hvad en lokalbefolkning har investeret og sat i værk som den daglige ramme for deres åndelige vejleder. Det bør vi værne om i lighed med stendysser, jættestuer og alle kirkebygningerne.
Menighedsrådene har her en enestående mulighed for at være foregangskvinder og mænd i en sag om en forsvarlig bevaring af denne del af vor fælles kulturarv.
Hvis økonomien er det ømme punkt for lokalsamfundet, så er det andetsteds nævnt, at problemet kan falde tilbage på kommunen, og her kan der vise sig en frugtbar og farbar løsning. Mange fremsynede kommuner har gennem de senere år engageret sig stærkt i kulturformidling på mange måder.
Alle ved, at et hus ikke skal stå tomt ret længe, før der indtræder et vist forfald. Altså gælder det om at holde det beboet eller blot i brug, men det kræver selvfølgelig en positiv holdning og aktiv indsats.
Her kunne man foreslå, at man indledningsvis pålægger de gamle præstegårde en vis bevaringsklausul, som primært bevarer det ydre indtryk - herunder den tilliggende have. Det sidste i erkendelse af, at gamle præstegårdshaver har haft og stadig har stor havekulturhistorisk værdi, men nok er lidt uoverskuelige at vedligeholde for en familie uden assistance.
Samtidig kunne man med visse fagligt godkendte indre ændringer gøre boligen det mere attraktiv for den lejer, som ønsker at benytte den. Jeg forestiller mig, at man med fordel kunne tilbyde kreativt arbejdende personer som for eksempel malere og skulptører, grafikere, designere samt forfattere og digtere at slå sig ned og bebo en sådan gammel præstegård med al den atmosfære og kulturelle udstråling, som den rummer. E
jendommens størrelse, der normalt omtales som et problem for en præstefamilie, kunne her meget vel vise sig at være et plus, idet mange af de nævnte funktioner og personer netop ofte har brug for et vist råderum til deres aktiviteter. Og endelig kunne deres blotte nærværelse, måske også i flere sammenhænge, vise sig at være et plus i lokalsamfundet. De skal selvfølgelig vide, at det findes, og her kunne opslag på kunstakademier, håndarbejds-, designer- og forfatterskoler være en vejledning. Muligvis har man allerede indrettet en del af huset til forsamlings- og møderum eller konfirmandstue, som dog udmærket fortsat kan fungere.
Fælles for mange af de omtalte er det, at de sjældent råder over den store økonomi, men her er det så, at menighedsråd i fællesskab med kommunen kan finde en fornuftig lejepris, dækkende for eksempel den løbende vedligeholdelse, mens kommunen overtager sin del af udgiften.
Såvel menighedsråd som kommunalbestyrelser har jo fremsynede, bredt favnende og ansvarsbevidste medlemmer, der har valgt deres arbejde til fordel for deres præstegårde og lokalsamfund, så jeg har de største forhåbninger til, at en sådan løsning vil kunne vise sig at være til både nytte og gavn.
På ovennævnte baggrund vil jeg derfor som medlem af Danmarks ældste registrerede bondeslægt (Øvle-slægten) venligst anmode såvel biskopper og provster samt kirkeordførere i Folketinget og ikke mindst kultur- og kirkeministeriet samt alle med interesse i bevarelsen af disse dele af vor unikke kulturarv om at markere sig og eventuelt medvirke til at oprette et ”bevaringsudvalg for gamle danske præstegårde”.
I mellemtiden er det mit håb, at alle gode og retsindige kræfter vil pålægge sig selv og hinanden besindighed, indtil disse sager er omhyggeligt gennemdrøftede og seriøst behandlede. Småligt økonomifikserede og smarte rethaveriske hastebeslutninger bør ikke forekomme, hverken i kirkelige eller kulturhistoriske sammenhænge.
Palle Øvli Røjgaard, tidligere lærer og museumsmedarbejder, Trige Møllevej 114, Trige