Lad os bede det samme Fadervor alle steder i folkekirken

Genrebilleder af præst i

Det virker ikke ret godt at have to udgaver af Fadervor, mener debattør. Foto: Paw Wegner Gissel

Lad os vælge, hvordan Fadervor siges i den danske folkekirke! Nedsæt en kommission, lad os stemme om det, overlad det til biskopperne eller lad kirkeminister Bertel Haarder (V) bestemme, foreslår sognepræst Kristian Bøcker

NORMALT BRYDER JEG mig ikke om ensretning. Og jeg synes i den forbindelse, at folkekirken er en god og rummelig ramme om en række fortolkninger af kristendommen, herunder fortolkninger af, hvordan man skal være kirke i dag.

Men der er i folkekirken også en række fællestræk, der binder os sammen. Måske på samme måde som en butikskæde har en række fællestræk og samtidig giver plads til lokale forskelle.

I folkekirken ligner højmesserne søndag formiddag nogenlunde hinanden: Man læser de samme tekster, gudstjenestens forløb er nogenlunde det samme, og selve udgangspunktet - Bibelen, bekendelserne, sakramenterne og trosbekendelse - er vi fælles om. Omend altså fortolkningerne af disse spænder vidt.

Og så er der lige Fadervor - eller Vorfader, skulle man måske kalde den. Den bøn, som Jesus lærte sine disciple, har vi i to udgaver. Det skyldes, at man, da man senest oversatte Bibelen, tilbage i 1992, vist ikke kunne blive enige om, hvordan og hvor meget - eller lidt - denne bøn skulle nyoversættes.

Så man endte med et kompromis, og derfor har vi den i to udgaver - og så kan præst og menighedsråd bestemme, hvilken en af dem de ønsker at bruge.

MEN DET VIRKER IKKE ret godt!

For det første fordi der efterhånden er opstået en række nye udgaver: Nogle siger ”Fadervor”, som den gamle bøn hedder, mens de resten af bønnen bruger den nye oversættelse.

Hvordan vi kommer - eller ikke kommer - ud i fristelser, står heller ikke helt klart: I den ene udgave beder vi om ikke at blive ledt ”ind” i fristelse, mens vi i den anden opgave blot beder om ikke at blive ledt ”i” fristelse. Også her kan man af og til høre forskellige variationer i forhold til bønnens øvrige led.

Og så er der først og fremmest de to steder, hvor det efterhånden er ved at blive helt fjollet: Siger vi ”Helliget vorde dit navn” og ”Thi dit er riget”, som i den gamle oversættelse? Eller bruger man det nye: ”Helliget blive” og ”For dit er riget”? Ja, en del steder er man endt i en helt tredje, lettere komisk udgave: ”Helliget mmm dit navn” og ”mmm dit er riget”, mumles der, fordi ingen ved, hvad der bliver brugt og - og det er det vigtige - fordi der måske egentlig er et ønske om at bede denne bøn sammen - altså på samme vis.

Det er i al fald min fornemmelse og mit ønske og forslag: Lad os tage noget så voldsomt som en beslutning og vælge, hvordan Fadervor siges i den danske folkekirke!

Nedsæt en - gerne hurtigarbejdende - kommission, lad os stemme om det, overlad det til biskopperne eller lad kirkeminister Bertel Haarder (V) bestemme! Det er på tide at træffe et valg i en lille, men alligevel vigtig - fælles - sag.

Kristian Bøcker er sognepræst