En nyskabelse har set dagens lys i sundhedsvæsenet. Ny og ny, ja, det er nok for meget sagt, men virkningerne er vi begyndt at se nu.
Jeg taler om sundhedsforsikringerne, som nu over en million danskere er omfattet af oftest i form af et arbejdsgiverbetalt skattefinansieret frynsegode.
LÆS OGSÅ: Lotte Hvas' blog
Sundhedsforsikringerne inddeler nu folk i A- og B-hold, først og fremmest ved at de med forsikringer kan komme hurtigt til på privathospital og hos speciallæge, mens resten pænt må vente længere bag i køen.
Og ikke nok med det, mennesker, der har en sundhedsforsikring, forventer, at de kan opføre sig som kunder i et supermarked, der er i deres gode ret til at kræve forskellige undersøgelser og behandling også selv om der ikke er lægelig begrundelse for det.
Det sidste er ganske vist ikke en ret, de har fået for forsikringsselskaberne har viseligt sagt, at det kun er det, den praktiserende læge skønner, der skal udføres.. Dermed er de praktiserende læger ufrivilligt sat i rollen som forvaltere af forsikringsselskabets ydelser.
Det giver i sagens natur grobund for hyppige konflikter i konsultationerne. Lad mig give et eksempel:
Kan du ikke bare skrive en henvisning til en scanning, så kan jeg komme til undersøgelse på privathospitalet?
Ordene kommer fra en patient, der har ondt i ryggen. Som praktiserende læge har jeg undersøgt ham og konstateret, at der ikke er noget alvorligt i vejen, selv om symptomerne var nok så generende. Jeg har foreslået en kort sygemelding, forskellige øvelser og smertestillende medicin. Men det er ikke nok for patienten.
Han har en privatforsikring, og nu vil han gerne have lavet en scanning. Jeg vil jo gerne vide, hvad det er siger han, og fortsætter: Jeg har lige talt med forsikringsselskabet, og de siger, at jeg godt kan blive scannet, hvis du bare laver en henvisning. På sygehuset har de sagt, at jeg kan komme til med det samme.
Men jeg synes jo netop ikke, at der er nogen grund til at henvise til en dyr undersøgelse, der ikke er behov for. Patienten bliver sur og vred: Jamen, nu har jeg jo fået en forsikring, så skal du vel ikke forhindre mig i at få de undersøgelser, som jeg har krav på?
Jeg bliver frustreret og irriteret, for hvorfor skal jeg være visitationskontor for forsikringsordninger, som jeg dybest set mener, er ødelæggende for hele vores sundhedsvæsen?
Jeg har afgivet lægeløftet, som siger, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse.
Løftet er en grundpille i sundhedsvæsenet, som også understøttes af sundhedslovens krav om, at alle danskere skal have let og lige adgang til sundhedsvæsenet. Men nogen er tilsyneladende mere lige end andre! For i virkelighedens verden sidder jeg den praktiserende læge og skal administrere et system, hvor nogle patienter bliver skubbet foran i køen.
Ordlyden er den samme hver gang: med en sundhedsforsikring kan du komme til behandling med det samme. Især hos speciallægerne understreges denne (u)skik, når de siger: Vi har en ventetid på et par måneder, men hvis du har en forsikring, kan du komme til i løbet af få dage.
Vi har ellers været vant til en god køkultur i det danske samfund, og det må vi ikke give køb på. Når det handler om ydelser i sundhedsvæsenet, skal det være sygdommens alvorlighed, der afgør, hvor hurtigt man skal til.
En forsikring fungerer, ligesom når man står i sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Mens man selv står og tripper i den lange kø, ser man, hvordan de jakkeklædte businessfolk kan gå ind gennem en anden dør i kraft af deres VIP- eller guldkort. Det har garanteret ikke været billigt, men de har dog selv betalt det, med henvisning til at tid er penge.
Men når det gælder sundhed, er vi nødt til at have en solidarisk ordning, hvor det ikke skal være muligt at springe foran i køen med en forsikring, der til og med betales af os alle sammen via skatten.
At forestille sig at hele ordningen med forsikringer bliver rullet tilbage er formentlig for meget at håbe på, men vi kan vel i det mindste bede forsikringselskaberne om selv at administrere, hvem der skal have deres ydelser, så de praktiserende læger kan passe deres arbejde med de syge uden at skele til forsikringsbeviser.
Alternativet bliver det første skridt mod et dyrt sundhedsvæsen som det amerikanske, hvor sundhedsforsikringerne er knyttet op til arbejdspladsen, og resten af befolkningen stilles væsentlig dårligere.