Dyre kampfly sender de forkerte udenrigspolitiske signaler

Købet af kampfly handler også om, hvilken forsvarspolitik Danmark vil føre. Skal den fortsat være voldelig og kortsigtet, eller burde vi i stedet levere intelligente, innovative og langsigtede løsninger, som vi gør på så mange andre områder?, spørger Loke Nielsen

En større investering i kampfly er en langsigtet investering i et helt specifikt udenrigspolitisk engagement. Ingen kommer til at kunne forsvare at lave en så dyr investering uden at bruge den, skriver Loke Nielsen.
En større investering i kampfly er en langsigtet investering i et helt specifikt udenrigspolitisk engagement. Ingen kommer til at kunne forsvare at lave en så dyr investering uden at bruge den, skriver Loke Nielsen.

KØBET AF KAMPFLY handler også om, hvilken forsvarspolitik Danmark vil føre. Skal den fortsat være voldelig og kortsigtet, eller burde vi i stedet levere intelligente, innovative og langsigtede løsninger, som vi gør på så mange andre områder?

Når vi taler om kampfly, taler vi ofte om de udgifter, der er forbundet med dem: De bliver dyre, og pengene kan bruges på velfærd. Den betragtning er der ikke noget galt i. Men vi overser en mere fundamental pointe: Det handler i bund og grund om en langsigtet investering, som kommer til at præge dansk forsvarspolitik og derved dansk engagement i verden.

Spørgsmålene om velfærdsgoder og forsvarspolitik kan i princippet adskilles. Vi kan godt både investere i forsvaret og sikre velfærden. Det er et politisk spørgsmål, et spørgsmål om omfordelingen. Men det bliver klart nemmere at sikre velfærden, hvis vi ikke laver en kæmpe investering i kampfly eller andet forsvarsrelateret.

Hvis vi siger, at det giver mening at investere i forsvaret, som for eksempel Taksøe-rapporten anbefaler, og som forsvaret selv har efterspurgt, hvis det skal opretholde det engagement, som Danmark kræver af det, bliver vi nødt til at diskutere, hvilket engagement Danmark ønsker i verden.

En større investering i kampfly er en langsigtet investering i et helt specifikt udenrigspolitisk engagement. Ingen kommer til at kunne forsvare at lave en så dyr investering uden at bruge den. Investeringen bliver derfor en forlængelse, hvis ikke en forstærkning, af den såkaldte aktivistiske danske udenrigspolitik, som har præget Danmark, siden vi i 2003 gik med i Afghanistan- krigen.

Et vigtigt element i den aktivistiske udenrigspolitik har været Danmarks villighed til at sende kampfly til krigszoner. Vi har som lille, velstående land kunnet lege med de store ved at sende et højteknologisk, dyrt og hårdtslående bidrag, som giver politisk signalværdi for pengene.

Men at bombe andre lande og de mennesker, som bor der, er blevet en alt for nem beslutning. Danmark har betalt for sit bombeengagement med et distanceret forhold til den virkelighed, bomberne skaber.

Der er udbredt enighed om, at bomber ikke har haft en positiv, langsigtet effekt i hverken Afghanistan, Irak eller Libyen. I Syrien har de måske været med til at stoppe Islamisk Stats ekspansion, men de har både fra russisk, amerikansk og saudiarabisk side medført massive civile tab. Læger uden Grænser har meldt ud, at de nægter at deltage i et forestående FN-udviklingstopmøde, da ingen tager ansvar for de over 70 hospitaler, organisationen har fået bombet i krigszoner.

Derudover er kampfly og bomber blevet et redskab, danske politikere kan bruge uden at tage hensyn til den folkestemning, de repræsenterer, til at lege et politisk, internationalt og af og til personligt stormagtsspil. Således viser flere meningsmålinger (Wilke, Gallup), at et flertal af befolkningen er imod købet. Den seneste fra Norstat viser, at kun 25 procent af befolkningen er for et indkøb af kampfly. 59 procent er imod.

Det er ikke et spørgsmål om, at Danmark ikke skal engagere sig, at vi skal se indad og kun tænke på os selv, hospitaler, børnehaver og æl-drepleje. Det skal vi selvfølgelig også, men det giver mening, at Danmark engagerer sig internationalt. Spørgsmålet er blot hvordan.

Her er kampfly ikke svaret på Danmarks engagement. På alle andre områder bryster Danmark sig af at være et intelligent, kreativt og højteknologisk land. Dertil var vi kendt for at være fredelige og omgivet af vand. Det kan derfor undre, at vi vælger den distancerede hårde vold som en bærende bjælke i vores forsvarspolitik. Hvorfor ikke indføre de elementer, vi allerede er kendt for?

I stedet for kortsigtede, voldsomme løsninger kunne Danmark være med til at levere de intelligente og langsigtede. I stedet for det distancerede, kunne vi vælge det nærværende. I stedet for at tænke symbolsk og slagkraftigt kunne vi tænke konkret og innovativt. I stedet for at tænke luft kunne vi tænke vand og land (ligesom Danmark historisk set altid har gjort som søfartsnation).

Kort sagt: Lad os gøre det, Danmark er bedst til, lad os tænke nyt. Også når det gælder forsvarspolitik. Lad os ikke binde os op på en dyr investering i kampfly.

Loke Nielsen er stud.mag. på Afrikastudier ved Københavns Universitet