Lad os få en oplyst debat om imam-uddannelser

Fakta, ikke følelser må regere i debatten om, hvad der sker i de danske moskeer. Ellers løser vi ikke noget som helst

"Det vil være en balancegang mellem på den ene side at oprette en uddannelse, hvis formål er at undervise i danske rettigheder og værdier, og på den anden side at uddanne imamer, som accepteres af de danske muslimer," skriver Alternativets kirke- og trosordfører Ulla Sandbæk.
"Det vil være en balancegang mellem på den ene side at oprette en uddannelse, hvis formål er at undervise i danske rettigheder og værdier, og på den anden side at uddanne imamer, som accepteres af de danske muslimer," skriver Alternativets kirke- og trosordfører Ulla Sandbæk. . Foto: Keld Navntoft, Scanpix.

Det er uden tvivl et kæmpestort problem, at der er nogle imamer i Danmark, som ikke behersker det danske sprog eller besidder en tilstrækkelig viden om samfundsforholdene i det land, de virker i.

Endnu mere problematisk bliver det, når disse imamer skal oplære børn.

Og for at gøre det helt klart: Selvfølgelig er der ingen, der skal fortælle kvinder, at de ikke skal arbejde sammen med mænd, eller at det er i orden at slå sine børn.

Men tror vi, at vi fra statens side kan lovgive os til en løsning, vil der udelukkende være tale om symptombehandling. Ved at lukke moskeer kommer vi hverken social kontrol eller integrationsproblemer til livs. Det gør vi med oplysningsarbejde og holdbare alternativer for de berørte.

I debatterne om radikale imamer, som er kørt i løbet af de sidste to uger, fornemmer jeg en tendens til at fremstille imam-uddannelsen som en slags patentløsning uden at komme tilstrækkelig ind på, hvordan udfordringerne, der givetvis følger, i praksis skal løses.

Dermed ikke sagt, jeg blankt afviser forslaget.

Jeg vil dog advokere for – ud fra et oplyst grundlag – at overveje, hvad det er den mest hensigtsmæssige løsning.

Vi kan ikke forbyde nogen som helst at prædike, undervise eller på andre måder udøve sin religion, så længe vedkommende holder sig inden for de lovgivningsmæssige rammer.

Ifølge grundloven har enhver ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud efter egen overbevisning, så længe intet læres eller foretages, der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Der hersker med andre ord religionsfrihed.

Og begynder vi at forbyde nogle måder at forkynde på, så skal vi i hvert fald overveje nøje, hvor vi så sætter grænsen, og hvem skal bestemme om for eksempel yderligtgående kristne trossamfund så må tale imod homoseksualitet og så videre?

Igen er det vigtigt at huske, at hvis de udsagn, der har startet denne debat er i strid med loven, så har vi jo allerede de værktøjer, der kan forbyde det - og så er det en myndighedsopgave at sætte en stopper for den slags prædikende.

Mens vi har en lov om ansættelser i folkekirken, som fastslår, at man skal have en bestået teologiuddannelse fra et dansk universitet for at kunne fungere som præst, gælder tilsvarende ikke for religiøse forkyndere tilhørende andre trossamfund.

Der er således intet grundlag for at kræve, at trossamfundene udelukkende ansætter folk, som har gennemgået en specifik uddannelse. Og går vi ind for ændrede regler på dette område, så er mit spørgsmål igen, om disse så udelukkende skal gælde islam?

Eller hvordan sætter vi en ny og klart defineret grænse for, hvornår det er politikernes opgave at kræve uddannelse af prædikanterne inden for de forskellige trosretninger?

En mulighed er at tilbyde en imam-uddannelse på frivillig basis.

En udfordring ligger her uden tvivl i at skabe én uddannelse, som tager højde for de forskellige retninger, der er repræsenteret inden for islam.

Det vil være en balancegang mellem på den ene side at oprette en uddannelse, hvis formål er at undervise i danske rettigheder og værdier, og på den anden side at uddanne imamer, som accepteres af de danske muslimer.

Det bliver en svær opgave – i særdeleshed, når det er staten, der udformer en sådan.

Intet vil være mere kontraproduktivt end at uddanne imamer, som ikke anerkendes blandt det muslimske samfund. Desuden bør overvejelser om, hvor mange moskeer, der faktisk har en fast ansat og lønnet imam indgå i drøftelserne, for det vil være afgørende for hvilken effekt uddannelsen reelt vil have.

En anden mulighed kunne være at tilbyde kurser i dansk kultur og samfundsforhold.

Frem for alt skal der dog skabes klarhed over, hvad det nøjagtigt er for problemer, vi står over for. Det, der mangler i diskussionerne, er først og fremmest viden om forholdene i og omkring moskeerne. Den sidste udførlige undersøgelse af de danske moskeer ligger 10 år tilbage.

Der hersker således et helt åbenlyst misforhold mellem vores viden om, hvem der prædiker i moskeerne, hvor mange der rege lmæssigt kommer i moskeerne, og hvor stor betydning imamernes udsagn reelt bliver tillagt i forhold til hvordan muslimer lever deres liv og den interesse, området påtager sig.

Jeg vil derfor opfordre til, at der igangsættes flere undersøgelser, så vi kan forholde os til fakta i stedet for at lade følelserne styre debatterne. Er vi i stand til at diskutere - og ikke mindst handle - ud fra et oplyst udgangspunkt, er der meget større chance for at kunne gribe ind dér, hvor problemerne reelt ligger.