Lad os i al ubekymrethed løfte blikket

FOLKEKIRKEN: Måden, evangeliet forkyndes på, skal tage form efter den tid og den kultur, det møder, for at forstås. Indholdet må derimod ikke blive kulturkonformt

GODE KRISTNE mennesker må ikke være bekymrede. Det har sognepræst Merete Bøye ret i i sin kronik den 28. juni. Man kan imidlertid lidt for hurtigt prøve at pådutte hinanden bekymring. Man kan se det at klynge sig til uforandret traditionelt kirkeliv som en holdning båret af bekymring.

Merete Bøye ser ukristelig bekymring et andet sted. Hun mener, at den del af kirken, som angiveligt er ved at slå om i aktivistisk modus, i højere grad end andre er drevet af bekymring. Det tvivler jeg egentlig på. Mange steder ligner drivkraften lyst. Man kan ikke lade være med at fortælle i og under de former, som nu ligger for i dag.

Merete Bøye sammenligner med kirkens tidligste mission med henvisning til Apostlenes Gerninger. Den ligner ikke vores overbekymrede crowd pleasing (behage folkemængden). Jamen var og er evangeliet ikke i en vis forstand crowd pleasing? Den første gang, disciplene prædikede, behagede det så meget, at en skare på 3000 mand blev døbt.

Det er rigtigt, at evangeliet vakte også anstød og for forkynderne ofte fatal modstand. Men oftest var det lokale magthavere, forretningsdrivende og skriftkloge og ledere i synagogerne, der var generet af forkyndelsen. Og efterhånden blev det også statsmagten, selvom vi, der ikke selv har apostlenes sko på, kan synes, at den første kirke gjorde alt for meget for at tækkes samme statsmagt.

En tækkelighed som kirken måske som institution tog med sig, da den selv blev statskirke. I hvert fald synes institutionen kirke altid at være truet af at blive systemkonform både udadtil, hvor den under tiden giver kejseren mere af Guds, end godt er, og indadtil, hvor den undertiden bliver mere stiv og konservativ, end den ældste Kristus-bevægelse lagde op til at være.

NOGET AF kristendommens gennemslagskraft skyldtes dens iboende evne til at tilpasse sig. Paulus kerede (for ikke at bruge ordet bekymrede!) sig faktisk om, hvordan hans ord nåede frem. Og han tilpassede sig de forskellige situationer, han kom i. Hans tale på Areopagos er måske det tydeligste eksempel (Ap.G. 17). Måden, evangeliet forkyndes på, skal tage form efter den tid og den kultur, det møder, for at forstås. Indholdet må derimod ikke blive kulturkonformt. Der kan være former og sprog, som drukner evangeliet. Spørgsmålet er så hvilke.

Merete Bøye mener, at en af farerne er, at folkekirken er på vej til at bedømme folks øjenhøjde for lavt. Og hun har da ret i, at der er tiltag, der i forsøg på at imitere professionel underholdning bliver til ufrivillig lavkomik. Men hvor befinder den klassiske højmesse sig? Den imiterer dels den katolske messe, dels senrenæssancens universitetsforelæsninger fra en ophøjet prædikestol tilsat musikledsagelse fra et instrument, som godt nok er et fantastisk instrument, men hvor den musikalske performance landet over må finde sig i at blive sammenlignet med domorganisters ofte ganske sublime indsatser ved de royale kirkeevents. Det hele afviklet i rum med stive bænkerader. Er den form i øjenhøjde med folk og er det nødvendigvis den, evangeliet taler bedst igennem?

Måske skulle vi i al ubekymrethed løfte blikket og grine lidt, når der skal grines. Både når en og anden eventgudstjeneste går helt i fisk, og når højmessen bliver så museal, at den støver. Man kan blive så stramtandet, at ingen ser ens øjne uanset hvad højde, de befinder sig i.

I stedet skal vi give hinanden frihed til at arbejde med de former, som nu falder for og så dog interessere os for, hvornår det faktisk lykkes at møde folk, fordi vi ikke kan lade være med at fortælle (Ap.G. 4.20). Man behøver ikke hverken fokusgrupper eller konsulenter for at finde ud af det. Lidt almindelig fornemmelse er ofte nok.

Kristen Skriver Frandsen,

leder af Folkekirkens Mission,

Østergade 21, Brørup