Uhm. Jeg elsker at sætte tænderne i en saftig burger. Især sådan en lun forårsaften, hvor kødet har været en tur på grillen. Og endnu bedre, hvis man kan nyde et glas rødvin til.
Men efterhånden får jeg en lidt dårlig smag i munden, når jeg spiser kød. For vores forbrug er en trussel mod vores fremtid. Det er en direkte alvorlig trussel mod jordkloden, fordi kød foranlediger udledning af kæmpe mængder drivhusgasser.
Allerede i 2011 kunne FN’s fødevareorganisation, FOA, fortælle, at produktionen af kød og mælk stod for 18 procent af verdens udslip af drivhusgasser. Andre kilder vurderer det tal højere. Og de fleste er enige om, at kødforbruget i disse år stiger voldsomt på verdensplan. En af grundene er, at flere og flere mennesker kommer ud af fattigdom og derved efterspørger mere kød og mælk. At folk bliver rigere, kan man jo ikke være imod. Det har bare nogle konsekvenser, vi er nødt til at se i øjnene. F.eks. vurderes det, at cirka 80 procent af verdens landbrugsjord går til at brødføde dyr.
Så færre bøffer, koteletter og kyllingelår er en af de mest effektive måder at nedbringe udslippet af drivhusgasser. Men det er ikke nok, at nogle få af os gør vores tallerken lidt grønnere. Vi skal faktisk have en ændring af millioner – ja milliarder - af menneskers madvaner, før det for alvor nytter.
Og så er det, at det bliver svært. Meget svært.
For det er en meget indgroet del af vores kultur, at vi ikke sådan uden videre skal blande os i andre menneskers madvaner med løftede pegefingre. Vi danskere står meget fast på vores frihed og ret til at spise bøf og flæskesteg – så tit vi vil.
Men hvad i alverden gør vi så?
Jeg tror ikke på en ny lov, som sætter et maksimum på, hvor meget kød vi må spise pr. dansker. Det er alt for indgribende i den personlige frihed.
Men jeg mener, at vi må tage en snak om, hvilke redskaber vi kan tage i brug for samlet set at nedbringe forbruget af kød. Ikke mindst om, hvordan vi bedst motiverer til at servere bønner i stedet for bøf, kartofler i stedet for kylling og salat i stedet for svin. Jeg har et par idéer til den snak:
- Kunne man sætte momsen ned på grønt? En meningsmåling fra 2014 viser, at 87 procent af danskerne gerne vil have momsen sænket på frisk frugt og grønt. Indtil nu har det meget store politiske flertal ment, at det var noget bøvl at røre ved den ensartede moms på 25 procent. Men er truslen mod vores klode ikke et argument for i det mindste at tage snakken?
- Hvad med at satse langt mere på at reducere madspild? Ifølge foreningen ”Stop spild af mad” har Danmark et årligt madspild på 700.000 tons. Det siger sig selv, at gevinsten er enorm, hvis vi lærer at bruge maden bedre i stedet for at smide den ud.
- Hvad nu hvis vi i fællesskab turde sætte et vejledende mål for, hvor meget kød den enkelte dansker ”bør” spise. Ligesom Sundhedsstyrelsen gør med alkohol. De hollandske myndigheder anbefaler eksempelvis, at hver person maksimalt indtager 500 gram kød om ugen.
- Vi bør kigge på andre landes måde at lave mad på. I det fremragende italienske køkken udgør kødet f.eks. en mindre del af retten end i Danmark. Det samme kan man sige om det thailandske køkken. Retterne består mest af grøntsager og lidt kød eller fisk. Og helt ærligt; Det er også meget sundere.
Vi er nødt til at tage diskussionen. Og lad os tage den uden at råbe af hinanden og komme med beskyldninger om det ene eller det andet.
Det er meget let at råbe ”hippie” efter dem, som er kritiske over for kød på tallerknen hver aften. Men diskussionen af vores enorme kødforbrug er faktisk et udtryk for realisme og for kamp for en fælles fremtid.
Vi skal have bøffen på bordet – og turde tale om den. Det haster.
Gitte Seeberg er generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden