Hele diskussionen om hvordan vi får gjort noget afgørende ved, at der findes folk her i landet, som for eksempel underviser i stening af utro kvinder, rådgiver om, hvordan børn skal slås, og opfordrer til drab på anderledes tænkende, bliver lidt for ofte vendt på hovedet.
Fordi disse mennesker gør det med udgangspunkt i deres religion, må lovgivningsmagten nødvendigvis se på, hvordan statsmagten kan indskrænke religionsfriheden, og det er svært for mange at håndtere, når nu religions- og trosfriheden er rodfæstet i vores grundlov.
Men i realiteten er Dansk Folkepartis synspunkt slet ikke kontroversielt, for Grundloven siger netop, at der er grænser for, hvad man må med henvisning til ens tro.
Med udgangspunkt i Grundloven står jeg da gerne ved, at vi i Dansk Folkeparti vil indskrænke religionsfriheden, og det er altså i min bog ikke spor kontroversielt. For i Grundlovens paragraf 67 lyder det, at ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.
På den baggrund er det noget besynderligt, at kirkeminister Bertel Haarder (V) her i Kristeligt Dagblad den 15. april udtaler, at han ikke med udgangspunkt i Grundloven vil begrænse religionsfriheden. For det er jo faktisk det, som vi lige nu drøfter med regeringen.
Det skal vi turde sige åbent og ærligt til trossamfundene i Danmark, herunder især de muslimske foreninger og trossamfund, for det er jo dem, diskussionen handler om.
Det handler om, at islam som religion på visse strækninger og ved en ortodoks fortolkning er i direkte modstrid med grundlæggende værdier i det danske samfund.
Man må godt være muslim, men det skal ske inden for nogle rammer, som er fastsat af Folketinget. For hvis ens religionsudøvelse strider imod sædeligheden eller forstyrrer den offentlige orden, så må den troende undvære den del af sin tro, i hvert fald i Danmark. Så enkelt er det.
Jeg erkender klart, at det er en indskrænkning af tros- og religionsfriheden, men det er en nødvendig indskrænkning, fordi hensynet til sædeligheden og den offentlige orden må veje tungere. Vi kan ikke tillade det ene og det andet, som vi ellers aldrig ville acceptere, blot fordi det sker i islams navn.
Når vi i de politiske drøftelser sidder og diskuterer, hvordan vi kan sanktionere over for anerkendte og godkendte trossamfund med fratagelse af skattefordele og vielseskompetence, så er det noget nyt, og det er, såfremt vi bliver enige, statsmagten, som vil gå ind og sanktionere de trossamfund, som går ud over rammerne for trosfriheden.
Tilsvarende, når vi skal til at diskutere, hvordan lovgivningsmagten kan kriminalisere de ting, der foregår i moskéerne, ja, så er det de facto en begrænsning af religionsfriheden. Såfremt vi altså kan blive enige.
Dette har Dansk Folkeparti foreslået, og regeringen har faktisk også foreslået at kriminalisere visse ytringer fremsat af imamer, hvilket ligeledes er en begrænsning af religions- og trosfriheden. Dette er i fuld overensstemmelse med Grundloven.
Det spændende i de nuværende drøftelser, hvilket reelt er et nybrud i dansk politik, er, at et bredt flertal nu sidder og drøfter, hvor grænserne for religionsfriheden går.
Det er muligt, at Bertel Haarder ikke vil stå ved det og gerne vil bruge nogle andre ord, fred være med det, men det er ikke desto mindre lige præcis det, vi sidder og drøfter.
Nu er forhandlingerne langt fra afsluttet endnu, og jeg tager ikke glæderne på forskud, men medmindre regeringen nu fuldstændig vil bakke på deres egne forslag, som jo i høj grad er inspireret af nuværende og tidligere DF-forslag, så vil der ske begrænsninger i religions- og trosfriheden i Danmark. Der vil dog fortsat være vide rammer for gudsdyrkelsen i Danmark, men alt med måde.
Martin Henriksen er medlem af Folketinget og udlændingeordfører for Dansk Folkeparti