Jeg fik en mail i sidste uge fra min bror, som bor i Hamborg. ”800.000 flygtninge tager vi imod i Tyskland. Det står i skærende kontrast til de 300 flygtninge, som er kommet til Rødby. Danmark er for tiden helt til grin i udlandet.”
Så sidder man der og føler sig ussel. Heldigvis er der mange danskere, som ikke deler Inger Støjbergs (V) holdninger, og vi må håbe, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) får krænget både underbukser og jakkesæt af sig og får lavet en human flygtningepolitik, så vi sammen med resten af Europa kan tage imod vores medmennesker, som er flygtet fra blod og lemlæstelse og dehumanisering.
Et land formes af, hvordan det tager sig af sine svageste. Det viser de sidste 100 år i danmarkshistorien, hvor fattigdom og usle livsvilkår er blevet erstattet af en velfungerende stat, hvor vi alle betaler til hinandens liv og værdighed, når livet og værdigheden er i spil.
Og lige nu er de svageste de mennesker, der desperate søger mod vores land for at finde et sted, hvor de kan lægge deres trætte kroppe på en seng og trække deres børn ind til sig og med overbevisning hviske børnene i øret, at nu er vi sikre. Ingen kommer og tager os. Ingen vil bombe vores hus i nat.
900 flygtninge søgte asyl i Danmark i sidste uge. Det er ingenting. Det er knap det antal mennesker, der for tiden flytter til København om måneden. Vi kunne tage imod 100.000, og det ville ikke kunne mærkes. Vi er et land på fem millioner mennesker. 100.000 er 2 procent.
Vi kan lukke grænserne og spærre dem inde i lejre og sende dem videre til mere åbne lande end os selv, men flygtningene bliver ved med at komme. For mennesker har altid vandret. Når livsvilkårene blev for svære, har vi rykket vores teltpæle op og begivet os på vandring mod grønnere enge.
Min oldemor var adelig og kom fra Rusland. Hun måtte flygte, da Den Russiske Revolution begyndte. Hun kom til Aalborg via nogle venner, der kendte nogle venner i Nordjylland. Min oldefar kom fra Bremen og drog herop for at få et bedre arbejde. Og min tipoldemor kom fra Italien og drog til Danmark på grund af kærlighed.
Så jeg er tredje- og fjerdegenerationsindvandrer. Og er nok ikke den eneste med et sådan broget slægtstæppe. Danmark er en konstruktion, som alle andre nationalstater er. Vi er danskere, fordi vi bor her, og selvom jeg ikke har et slægtstræ, der kan dateres tilbage til Gorm den Gamle, så er jeg lige så dansk som kronprinsesse Mary og Naser Khader er det.
At vi ikke behøver at vandre væk for at finde et ordentligt liv til os selv og vores børn, betyder ikke, at vi ikke godt kan være opdagelsesrejsende i næstekærlighed.
Lad os derfor tage imod de mennesker, som vi er så heldige kommer til os her i Solrød Kommune. Lad os række vores hænder frem og sige: Velkommen, kære brødre og søstre.
Kristine Stricker Hestbech er sognepræst i Havdrup
