I FORRIGE UGE blev en 17-årig belgisk dreng det første barn, der har fået aktiv dødshjælp, efter at det belgiske parlament i 2014 siden ophævede aldersgrænsen på 18 år for dødshjælp. I Holland ser vi en opsigtsvækkende udvikling i årlige antal tilfælde af aktiv dødshjælp, fra 3300 i 2010 til flere end 5500 i 2015. En stigning på 67 procent på fem år.
Debatten om aktiv dødshjælp er også særdeles aktuel i Danmark, da der i sidste uge faldt dom i en sag, hvor en mand havde slået sin kone ihjel for at gøre en ende på hendes lidelser. Den store interesse kan opfattes som et tegn på, at mange frygter en svær og smertefuld død. Nogle har måske set pårørende, som har været igennem lange og smertefulde sygdomsforløb og ønsker ikke, at de selv eller andre skal igennem det samme.
Det er ikke svært at leve sig ind i. Jeg betvivler ikke, at fortalerne for aktiv dødshjælp ønsker at hjælpe mennesker, som lider. Der er ingen tvivl om, at sundhedsvæsenet kan blive bedre til at hjælpe patienterne den sidste tid.
Men aktiv dødshjælp er ikke svaret. Eksemplerne fra blandt andet Holland og Belgien viser, at aktiv dødshjælp har udviklet sig til at blive en skræmmende glidebane. De har over tid accepteret aktiv dødshjælp i stadig flere situationer. For nogle patienter er problemet smerte. Andre kan slås med mere eksistentielle problemer. Døden bliver en legal løsning på stadigt flere kategorier af lidelser. Det aspekt overses ofte i debatten om aktiv dødshjælp herhjemme. Siger man ja, siger man også ja til glidebanen. Som nævnt kan børn få aktiv dødshjælp i Holland og Belgien. Det gælder også psykisk syge. Hvem bliver den næste gruppe? De demente? De livstrætte? Hvem skal vælges fra? Perspektiverne er uhyggelige.
Derfor siger Lægeforeningen fortsat nej til aktiv dødshjælp. Det er afgørende for os, at patienter skal kunne være fuldstændig sikre på, at læger ubetinget arbejder for at helbrede dem, hvis det er muligt, og på at lindre deres fysiske og psykiske smerter. Vi ønsker ikke et sundhedsvæsen, hvor patienter, som måske er bange for at være til besvær, presses til at overveje, om ikke det var bedre at dø før tid. Det er helt uacceptabelt at stille et menneske over for et sådant valg. På samme måde ønsker vi heller ikke et sundhedsvæsen, hvor pårørende skal ud i at overveje aktiv dødshjælp som en mulighed for patienten, fordi andre mener, at patienten har et dårligt liv.
Vejen frem er ikke, at sundhedsvæsenet skal tilbyde at tage livet af patienter. Den eneste rigtige vej at gå for sundhedsvæsenet er at sikre, at patienter får lindret deres lidelser effektivt, og at vi tager hensyn til den enkelte patients behov og målretter omsorgen i den sidste tid.
Andreas Rudkjøbing er formand for Lægeforeningen.