Hvor er barmhjertigheden i lægeløftet?

Der skal være mod til at sige det ligeud: Det at ville det gode er sammenhængende med at ville være læge, og det at ville være læge er sammenhængende med at ville det gode, skriver Ole J. Hartling. Foto: Scanpix Danmark

Lægeløftet afspejler kun delvist de idealer, som læger bevidst eller ubevidst bekender sig til. Her ville lignelsen om den barmhjertige samaritaner være mere relevant og dækkende, mener ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling

VED KANCELLI-SKRIVELSE af den 15. august 1815 indførtes lægeløftet på forslag af professor Johan Daniel Herholdt. Det bliver markeret med en artikelserie i næste udgave af verdens ældste eksisterende lægevidenskabelige tidsskrift, det danske Bibliotek for Læger, som er udkommet i en ubrudt linje siden 1809.

I 200 år har nyuddannede læger afgivet lægeløftet, idet de samtidig har rakt rektor magnificus hånden i Universitetets festsal. Men bag sig har løftet en endnu længere historie, for det er udformet efter den hippokratiske ed. Den stammer fra den græske lægeskole omkring 400 år f.Kr. Der findes også et globalt lægeløfte, som omfatter alle læger - Genève-deklarationen, som Verdenslægeforeningen vedtog i 1948. Den bygger også på den oldgræske lægeed og minder meget om det danske lægeløfte, men er revideret flere gange, senest i 2006.

Læger aflægger et løfte ved afslutningen af lægestudiet som begyndelse til deres lægegerning. Lægen indvies på en måde til sit virke. Andre, der afslutter et universitetsstudium, for eksempel jurister, har ikke en sådan ceremoni. Det højtidelige lægeløfte er dog ikke i særlig grad handlingsanvisende for lægen til daglig. Det er ikke sådan, at lægen, som står over for en tilskadekommen patient eller møder en patient under stuegang eller i lægekonsultationen overvejer, hvad det nu er, lægeløftet siger. Et fåtal af læger vil kunne huske ordlyden af det løfte, de i sin tid gav. Men de kan huske, at de afgav løftet.

Mange andre ved også, at der findes et lægeløfte. Som begreb er det kendt, men de færreste ved, hvad der står i det. Der er en udbredt opfattelse af, at det forpligter lægen til at bevare liv. En naturlig forventning til lægen, men det står der ikke noget om. Opfattelsen kommer blandt andet til udtryk i debatten om lovliggørelse af aktiv dødshjælp (eutanasi).

DER ER FLERE GRUNDE TIL, at jeg er modstander af en legalisering af eutanasi, men lægeløftet er ikke en af dem. Jeg oplever indimellem som en slags hjælpsomhed, at folk forklarer: ”Aktiv dødshjælp er vel også imod dit lægeløfte.” Men det er det faktisk ikke. Der står blot i løftet, at jeg ”efter bedste skønnende” skal anvende mine ”kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn”. Og en tilhænger af eutanasi vil sige med overbevisning, at det netop er til gavn - ”efter bedste skønnende”.

En indvending mod lægeløftet er, at det ikke eller kun delvist afspejler de idealer, som læger bevidst eller ubevidst bekender sig til. Her ville lignelsen om den barmhjertige samaritaner være mere relevant og dækkende. Den fyndige lignelse er kulturskabende og kulturbærende for det danske (og det europæiske) sundhedsvæsen. Den tidligere professor i etik, lægen Henrik Wulff kaldte sin bog om det danske sundhedsvæsen for ”Den samaritanske pligt”. Bogen har undertitlen ”Det etiske grundlag for det danske sundhedsvæsen”.

Forhenværende sundhedsminister Arne Rolighed (S) henviser også til grundfortællingen om den barmhjertige samaritan i sin bog ”Sundhedsvæsenets værdier under pres. Udfordringer og dilemmaer”. Han tilføjer, at de oprindelige værdier inkluderer, at patienter skal have lige og fri adgang til sundhedsydelser, og at de skal behandles, hvis de har behov for det.

Men når han allerede i sin bogtitel nævner, at værdierne er under pres, skyldes det blandt andet, at der har udviklet sig en markedsgørelse af sundhedsvæsenet i de senere år - også i Danmark. Det medfører en skævhed i adgangen til sygdomsudredning og -behandling.

Det er en overvejelse værd, om lægeløftet efter 200 år burde omformuleres, så det er tydeligt, at etik defineret som ”læren om det gode” indgår i lægeløftet. Det kunne ske ved, at det pligtetiske element eller den samaritanske pligt udtrykkes mere direkte, fordi det bedre vil omfatte den færdiguddannede læges ønske om at blive ”den gode læge”. Ikke kun den dygtige læge, men først og fremmest et menneske, som qua læge vil det gode og vil gøre det gode for sine medmennesker.

Der skal være mod til at sige det ligeud: Det at ville det gode er sammenhængende med at ville være læge, og det at ville være læge er sammenhængende med at ville det gode.

Nuvel, der er da også andre bevæggrunde til at vælge lægestudiet, men ønsket om at være den gode læge er altid med. Det billede, som lægen har for sig og ønsker at forpligte sig på med lægeløftet, er ”idéen om den gode læge”.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole JensenWWEt fåtal af læger vil kunne huske ordlyden af det løfte, de i sin tid gav. Men de kan huske, at de afgav løftet.