Nyuddannede læger er snotforkælede

Jeg finder, det er en snotforkælet holdning hos vore nyuddannede læger, og for resten også vore nyuddannede lærere, at de fra første dag som en selvfølge er frit stillet med hensyn til, hvor de vil bruge deres uddannelse, skriver Niels O. Fruensgaard

Klarer man lægeuddannelsen, hvilket langtfra er umenneskeligt svært, giver den billet til et af de erhverv, der har de højeste livstidsindkomster her i landet, skriver Niels O. Fruensgaard, der finder nyuddannede læger forkælede. Arkivfoto
Klarer man lægeuddannelsen, hvilket langtfra er umenneskeligt svært, giver den billet til et af de erhverv, der har de højeste livstidsindkomster her i landet, skriver Niels O. Fruensgaard, der finder nyuddannede læger forkælede. Arkivfoto. Foto: Morten Stricker

I KRISTELIGT DAGBLAD den 17. august havde en praktiserende læge, Daniel Rotenberg, et indlæg, hvor han foreslår at løse problemet med lægedækning i landets yderområder ved at indføre forskellige præmieordninger til de læger, der ofrer sig for samfundet ved at lave lægearbejde i disse gudsforladte og tyndtbefolkede randområder, hvor indtjeningen er ”mærkbart mindre”.

I Danmark skal man have studentereksamen for at blive optaget på et universitet. Både gymnasietiden og universitetstiden er gratis her i landet.

Oven i købet kan man få SU, lige fra man har forladt folkeskolen. Jeg ved ikke, hvad det koster staten at uddanne en læge, men mon ikke det ligger et sted mellem 2 og 10 millioner kroner?

Klarer man lægeuddannelsen, hvilket langtfra er umenneskeligt svært, giver den billet til et af de erhverv, der har de højeste livstidsindkomster her i landet.

JEG LÆSTE ENGANG i en avis et interview med en amerikansk medicinstuderende, der var på besøg her i landet. Han var mildt forbløffet over de danske lægestuderendes – for ham ufattelige – økonomiske vilkår.

Selv betalte han over 2000 dollars om måneden for sit universitetsstudium, og økonomisk støtte under studiet fandtes så godt som ikke i USA.

Jeg finder, det er en snotforkælet holdning hos vore nyuddannede læger, og for resten også vore nyuddannede lærere, at de fra første dag som en selvfølge er frit stillet med hensyn til, hvor de vil bruge deres uddannelse.

Ville det ikke være rimeligt, at staten sagde til de unge læger: Vi har lige foræret dig en særdeles kostbar uddannelse, til gengæld forlanger vi kun, at du, som en symbolsk betaling for den, i de første fem år tager stilling på det sted, vi anviser?

Alt andet er noget pjat.

Niels O. Fruensgaard er civilingeniør, universitetslektor emeritus