Direktøren for Læger uden Grænser har den 23. juni i Kristeligt Dagblad givet sit svar på, hvorfor Læger uden Grænser har takket nej til at modtage støtte fra EU og EU-lande.
Afvisningen sker i protest mod indgåelsen af flygtningeaftalen med Tyrkiet.
EU-støtten svarede i 2015 til 416 millioner kroner.
Jeg vil pointere, at jeg selvfølgelig har stor respekt for det arbejde, organisationen udøver. Det er vanskeligt og farligt at operere i krigszoner. Og der er hårdt brug for al den hjælp, som ydes af organisationens læger og medarbejdere. Ingen tvivl om det.
Men min forundring skyldes den antagelse, at Læger uden Grænser var en helt upartisk, upolitisk og neutral organisation, som havde brug for alle de midler, som blev tilbudt.
Læger uden Grænser har i stedet valgt at tære på reserverne og satse på private donationer og oplyser, at mange har øget deres støtte efterfølgende.
Men jeg kunne forestille mig, at der var lige så mange, som valgte ikke længere at støtte, så resultatet kunne meget vel blive status quo – dog stadig uden EU-midlerne.
Når Læger uden Grænser ikke ønsker at modtage penge fra EU, men stadig gerne vil modtage beløb fra borgere i EU, mener jeg det er lidt ulogisk.
EU-landenes borgere består jo af enkeltpersoner af forskellig politisk orientering, som tilsammen udgør EU-landenes befolkning, hvorfra pengene oprindelig stammer.
EU er jo ikke et mystisk, unaturligt væsen, som sidder på et kontor i Bruxelles, men en forsamling af demokratisk valgte mennesker med forskellige politiske holdninger.
Så for mig at se er forskellen den samme, hvad enten man modtager støtte fra EU eller fra EU-borgere.
Direktør Jesper Brix forklarer videre i sit svar, at når landes politik betyder, at organisationens patienter lider, fravælges disse statsmidler.
Det påpeges også, at det kan være farligt at blive set som part i en konflikt.
Jamen så ville det klogeste vel være at melde klart ud, at man er 100 procent neutral på alle måder?
Dette må vel også kunne ses i praksis, når man behandler alle uanset nationalitet, hvilket jeg går ud fra er tilfældet. Og patienterne, som har brug for lægehjælp, spørger sikkert ikke om, hvorfra pengene kommer, inden de lader sig behandle.
Den 27. juni spørger en læser, som er enig med direktøren for Læger uden Grænser, om, hvilken af de to parter man vil associeres med:
“Den, der bryder menneskerettigheder med mere, eller den, det går ud over?”.
Nu har jeg jo en anden opfattelse af, hvem det er, som forbryder sig mod menneskerettighederne.
Det er i hvert fald ikke EU-landene (eller USA). Så vi er enige om ikke at ville associeres med de, som bryder menneskerettigheder, men ikke om, hvem det er!
Nina Skaaning, korrekturlæser og pensioneret advokatsekretær, Vasevej 99 A, Birkerød