Lad os få landbrugsjorden i fælleseje

Staten må sikre os den fulde råderet over vores land, mener Jens Smærup Sørensen, der ikke ser Danmarks overflade i hænderne på internationale kapitalfonde

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen.

Hvad er Danmark? Det er en stat, et demokratiseret kongerige, og det er i væsentligere forstand en befolkning, dens historie og sprog.

Men i grunden, bogstaveligt talt, er det jo en lille bid af klodens landmasse, det er et areal, og som sådant kan det gøres til genstand for ejerskab. Det kan deles op i ejendomme, og de kan handles. I perioder har vi tilladt, at også andre end landets egne beboere kunne stå som købere.

Nogle husker nok endnu grev Gerhard nede fra Holsten. Vores daværende, stærkt kriseramte kongemagt pantsatte størsteparten af riget til denne mægtige herre. Det kunne vi, folket, jo bare ikke være tilfredse med. Den jord, vi gik på, syntes vi også skulle være vores egen, og en mand heroppe fra Thy, Niels Ebbesen, bestemte sig for at tage affære. Den 1. april 1340 vog han Den Kullede Greve.

I en anden periode af vores historie kunne vi fordele ejerskabet af vores land så godt som ligeligt mellem alle, eller dog det flertal af os, der stadig var bønder. Det var i begyndelsen af 1900-tallet, da selvejet af gårdene ved udstykning af en række godser blev suppleret med tusindvis af små familiebrug. En fordeling, der holdt i mere end et halvt århundrede, og det var godt for vores landbrug, der, så længe det varede, kunne skabe en for et bondesamfund enestående velstand.

Og det er måske ikke alene godt for landbruget, at jorden tilhører flest muligt af os, der går på den. Det kan være, det er bedst for vores land og vores samfund som helhed. Sådan så Niels Ebbesen vist på det, og det gør jeg vist også, nu i 2015, hvor det er muligt for internationale kapitalfonde at opkøbe danske landbrugsejendomme i stor stil.

Mange beskæftiger sig manisk med indvandring. Et engagement, som desværre i sig selv gør det vanskeligere at løse de problemer, der ligger i at modtage flygtninge, samtidig med at det blinder for den gavn, vi, nu som altid før, kan få af tilflyttere.

Mange er også hårdnakkede modstandere af at lade udlændinge købe sommerhuse her i landet. De ser bort fra, at vi selv kan købe ferieboliger alle andre steder, og at tilbagevendende gæster fra udlandet vil kunne fremme erhvervslivet ved vores skønne, men forarmede vandkanter.

Begge hold hævder at tale ud af fædrelandskærlige hjerter. Vel så - jeg er blot ikke enig med dem i, at deres strategier kan bidrage til nationens overlevelse. Jeg vil alligevel være så frimodig at bede dem give mig ret, når jeg mener, at det helt anderledes massive opkøb af landbrugsjord vil kunne skade både vores suverænitet og vores velfærd alvorligt.

Ulykken for landbrugserhvervet er iøjnefaldende. De magtfulde udenlandske kapitalfonde forstærker tendensen til sammenlægning af allerede meget store godser og dermed til affolkning af landområderne. Blokvognslandbrug tager til med transporter fra sted til sted af maskiner og arbejdere til de laveste lønninger, nogen på kontinentet vil gå for. Monokulturerne udpiner de enorme marker på tværs af alle jordbunde, og levende dyr bliver stuvet sammen i lastvogne og kørt så langt som til det slagteri, fondene lettest kan få krammet på.

Danske landmænd bliver smidt ud af erhvervet. For alle unge med mod på og lyst til det fag og den livsform vil det i al fremtid stå som en håbløs drøm. Politisk og for landet som helhed vil det få højst uheldige konsekvenser. Ethvert ønske om regulering og styring ikke alene af landbrugsdrift, men også af jordpriser, af by- og landplanlægning, inklusive ekspropriationer, vil komme til at forme sig en evig og jævnlig tabt krig mod fondenes hærskarer af advokater.

Og det vil tage noget kosteligt fra os alle sammen. For glæden og stoltheden over vores land bygger på mere end dets æstetiske og historiske kvaliteter. Det er følelser, der også beror på bevidstheden om, at dette er vores land. Det er os, der ejer det, og det er os, der bestemmer over det.

Vi har allerede ladet internationale kapitalfonde overtage kontrollen med vores undergrund. Lad os nu gribe ind og sikre os, at i det mindste overfladen kan forblive vores egen.

Aage V. Jensens danske fonde har sørget for, at store naturområder på én gang kan bevares og ligge åbne for os alle.

De godt og vel 60 procent af landet, der anvendes til landbrug, bør heller ikke hverken ødelægges eller glide os af hænde, og det må vi i fællesskab forhindre. Samfundet, det vil her sige staten, må gå ind og opkøbe landbrugsejendomme for næsen af kapitalfondene.

Der vil da kunne etableres landbrugsbedrifter af passende størrelser, som kan forpagtes, gerne på livstid og med arveret, af unge landmænd. De vil kunne leve det liv, de drømmer om uden konstante trusler om tvangsauktioner. Og vi vil kunne stille nogle krav til dem om miljøhensyn og produktion af sunde fødevarer, som de endda med glæde og stolthed vil kunne honorere.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen