Lidt klarhed og konsekvens fra Langenæskirken, tak

Langenæskirkens præst mangler klarhed og konsekvens i ord og gerning, mener debattør

"Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på Jesu lignelse om den urene ånd, som efter at være jaget ud af et menneske vender tilbage og finder huset fejet og prydet, hvorpå den inviterer syv ånder værre end den selv indenfor," skriver præst om Black Metal-bandet Solbruds nylige koncert i Langenæskirken.
"Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på Jesu lignelse om den urene ånd, som efter at være jaget ud af et menneske vender tilbage og finder huset fejet og prydet, hvorpå den inviterer syv ånder værre end den selv indenfor," skriver præst om Black Metal-bandet Solbruds nylige koncert i Langenæskirken. Foto: Lars Aarø.

Under overskriften ”Stereotyper om islam trives i folkekirken og i Folketinget” skrev sognepræst ved Langenæskirken i Aarhus Anne Ehlers i Kristeligt Dagblad den 29. august en glimrende replik til tidens islamdebat.

Anne Ehlers anledning er at modvirke fastlåste forestillinger om i dette tilfælde islam og ønsker ”…lidt mere ydmyghed, noget mere indsigt og meget mere moral og frem for alt mindre ideologisk påståelighed, når man udtaler sig om sine medmennesker.”

Det kan jeg kun tilslutte mig; men alligevel blev jeg noget forundret for ikke at sige forvirret, da jeg på DR’s hjemmeside så Anne Ehlers kommentere en koncert med Black Metal-bandet ”Solbrud” i Langenæskirken samme aften.

Black Metal-musikken er ifølge artiklen præget af aggression og had til kristendommen. Det ved jeg ikke, om Solbrud er, men når man læser bandets tekster minder de mig om ”Johannes’ Åbenbaring” blot uden håb og frelse, og tonen er mørk og dyster. Til journalisterne forklarer Anne Ehlers, at det aldrig har ”…været vores hensigt fra Langenæskirken at provokere eller være sensationelle. Det er udelukkende, fordi vi synes, det er spændende, at vores ny-restaurerede rum kan lægge lyd til en helt anden genre, end vi er vant til.”

Det tvivler jeg ikke på er rigtigt; og jeg var ikke til koncerten og kan ikke vide, om der blev sunget salmer tilsat lidt hårde Black Metal-rytmer (jeg har hørt, at der i hvert fald er noget, der hedder kristen heavy metal), og måske blev der også forkyndt et håbefuldt opstandelsesord. Af en eller anden grund kom jeg alligevel til at tænke på Jesu lignelse om den urene ånd, som efter at være jaget ud af et menneske vender tilbage og finder huset fejet og prydet, hvorpå den inviterer syv ånder værre end den selv indenfor.

Jeg er helt med på, at vi skal undgå at låse vore medmennesker fast i stereotyper og helst tage dem alvorligt i ord og handling. Men lidt klarhed og konsekvens i vores egne ord og gerning er nu ikke af vejen.

Lars-Peter Melchiorsen er sognepræst i Halk-Grarup og Vilstrup pastorat.