Danmark har stadig brug for kvindernes kampdag

I mange lande er kvinders rettigheder ikke-eksisterende, og selvom danske kvinder er bedre stillet, er vi heller ikke i mål med ligestillingen. Kvinder tjener i gennemsnit mellem 17 og 21 procent mindre end mænd, kun 12 af landets 98 borgmestre er kvinder, og kun 14 procent af landets offentlige topstillinger er besat af kvinder, skriver Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp

"Mændene skal være med, hvis traditionelle kønsroller og kvinders vilkår grundlæggende skal forandres," siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
"Mændene skal være med, hvis traditionelle kønsroller og kvinders vilkår grundlæggende skal forandres," siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Foto: Folkekirkens Nødhjælp.

DE FLESTE kvinder i Danmark tager deres lige ret for givet. Ret til uddannelse, ret til at bestemme over egen krop, ret til at vælge, hvem de vil giftes med, ret til at stemme, ret til at tjene deres egne penge. I mange fattige lande har kvinder de samme rettigheder ifølge grundloven. Men i realiteten er kvinders rettigheder ofte ikkeeksisterende. Mange steder lider kvinder under fysisk og psykisk vold og diskrimination - og ofte er de uvidende om, at de overhovedet har rettigheder.

I år falder Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling den 8. marts. Derfor er det oplagt at lade indsamlingens tema være kvinder i verdens fattigste lande. Vi ved, at kvinder spiller en afgørende rolle i både økonomisk og social udvikling. Hvis kvinder ikke har mulighed for at deltage i samfundslivet på lige fod med mænd, kan et samfund ikke udnytte sit potentiale. Folkekirkens Nødhjælp har beregnet, at hvis fattige kvinder, der lever af at dyrke jorden, fik samme mulighed for at eje jord og landbrugsredskaber og samme mulighed for at optage lån som mænd, ville produktionen stige med 20 til 30 procent.

Verdensbanken har dokumenteret, at ligestilling skaber bæredygtig vækst, øger produktiviteten, skaber arbejdspladser og formindsker fattigdom. Og erfaringen viser, at hvis man styrker kvinders uddannelse og sundhed, gavner det ikke kun den enkelte kvinde - det gavner hendes børn og hele hendes familie. Derfor indgår rettigheder og ligestilling mellem kønnene altid i Folkekirkens Nødhjælps arbejde.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder blandt andet med at motivere forældre til at undgå barneægteskaber, oplyse kvinder om deres rettigheder, uddanne kvinder, så de finder styrke og stemme i både familien og samfundet, involvere kvinder i aktiviteter, der forbedrer deres økonomi, fremme kvinders ret til at eje jord og modarbejde misbrug af og vold mod kvinder.

Mændene skal være med, hvis traditionelle kønsroller og kvinders vilkår grundlæggende skal forandres. Derfor inddrager Folkekirkens Nødhjælp altid mænd i arbejdet, især lokale embedsfolk og traditionelle landsbyledere.

Og helt i mål er vi heller ikke i Danmark. Kvinder tjener i gennemsnit mellem 17 og 21 procent mindre end mænd. Kun 12 af landets 98 borgmestre er kvinder, og kun 14 procent af landets offentlige topstillinger er besat af kvinder. Ligesom kvinder stadig tager sig af det meste i hjemmet.

Birgitte Qvist-Sørensen er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp