Det kan være svært at acceptere, at det gode liv kun har en begrænset varighed. Og når man er godt og vel 70 år, så ved man godt, at det lakker mod enden. De spørgsmål, der ligger og lurer i baghovedet på langt de fleste af os, er: Hvornår og hvordan skal det ende?
Jeg tror, at man vænner sig til, at der opstår visse fysiske begrænsninger, og at der kan være behov for en hjælpende hånd til visse gøremål.
Men jeg tror også, at for de fleste handler det ikke kun om at blive oldgamle, men om at forlade livet med en eller anden form for værdighed og selvrespekt. Vi møder næsten dagligt, i medierne, gamle og hjælpeløse mennesker og deres pårørende, der fortæller om et uværdigt liv, og som kræver flere ”varme hænder” til at made og skifte ble på disse gamle mennesker, som har mistet evnen til at tage vare på sig selv og deres kropsfunktioner.
Det kan og skal vel ikke være anderledes? Vi lever i et humanistisk velfærdssamfund, hvor vi tager vare på hinanden - og især de svageste. Et smukt karaktertræk for et land, der vil det bedste for sine borgere.
Men nej tak! Det kan godt være, at jeg er blevet lidt knarvorn og rusten i sindelaget med tiden, men det er ikke den måde, jeg ønsker at slutte mit liv på. Hvis naturen ikke går sin gang og lader mig dø, inden jeg mister min menneskelige værdighed, vil jeg gerne have hjælp til at sove ind i døden.
Kan man overhovedet sige/skrive den slags, uden at det bliver betragtet som egoistisk, kynisk og inhumant?
Når jeg drøfter det med mine jævnaldrende og andre, er reaktionen ofte, at de har det på samme måde som jeg, men det ender som regel altid med den pointe, at der vil være ældre, som vil føle sig presset til at vælge den ultimative sovepille.
Og sådan er det formentlig - og det må aldrig ske. Men hvorom alting er, så findes der altså mennesker, som elsker livet og alle dets muligheder så meget, at når der kun er bleen og de manglende ”varme hænder” tilbage, foretrækker de den evige søvn.
Kan man tale om, at livet og dets afslutning også har disse skyggesider, der næsten er umulige at forholde sig til på en rationel og fornuftig måde? Eller skal vi bare lade, som om de ikke eksisterer, og blive ved med at tale om flere ”varme hænder” og vente på, at Gud tager sig lidt sammen og sørger for, at livet bliver afsluttet på en værdig måde?
Henning Skou, forhenværende familievejleder, erhvervskonsulent, Kastrupkrogen 6, 3. tv., Kastrup