Datter efter tabet af sin far: Hvordan får jeg sagt, at lige nu vælter min verden?

Der er ingen løsning, der findes ingen erstatning. Den relation, den kærlighed, der var imellem min far og mig, den kendte kun vi to, mærkede kun vi to. Han var jo min far. En mand, jeg på forunderlig vis havde udødeliggjort, skriver Natasha Holst Bülow

"Jeg forventer at skabe succes for mig selv. Jeg vil være den gode veninde, den dygtige datter, et forbillede for min lillesøster og for min lillebror. Og så vil jeg være frisk og frejdig. Men så mistede jeg min far," skriver Natasha Holst Bülow. Privatfoto.
"Jeg forventer at skabe succes for mig selv. Jeg vil være den gode veninde, den dygtige datter, et forbillede for min lillesøster og for min lillebror. Og så vil jeg være frisk og frejdig. Men så mistede jeg min far," skriver Natasha Holst Bülow. Privatfoto.

Fra en virkelighed, hvor livet er præget af overskud, ambition og præstation, til en anden. En uvant virkelighed, hvor ligegyldighed, frustration og sorg utilsigtet bliver omdrejningspunkt.

Udfordringen er at kombinere de to, fordi den ene ikke kan eksistere uden den anden. Jeg kan ikke eksistere uden dem begge to. Ikke lige nu i hvert fald.

At være ung. Være 25 år. At løbe det årlige halvmaraton, at spurte igennem den gode uddannelse og ende med det drømmejob, der vidner om toppræstation. Det er målet. Det er idealet. Et ideal, der er sat i verden af de forventninger, jeg har til mig selv.

Jeg forventer at skabe succes for mig selv. Jeg vil være den gode veninde, den dygtige datter, et forbillede for min lillesøster og for min lillebror. Og så vil jeg være frisk og frejdig. Hende, der har overskud til at bage proteinholdige boller. Hende, der hopper i løbeskoene hver morgen, går på café, går i byen og går på dates.

Jeg kan sove, når jeg bliver gammel, og slappe af, når jeg bliver ældre. For lige nu har jeg ikke tid. Lige nu flyver tiden af sted, livet sker, og jeg er med - jeg er på. Det lykkes.

Men så mistede jeg min far.

Og pludselig gik alt i stå. Livet gik i stå. Lykken stoppede. En følelse af meningsløshed og ligegyldighed ramlede ind over mig.

Den vinder stadig frem sammen med sorgen. Sorgen over den kærlighed, jeg har mistet.

Ikke at sammenligne med kærestesorg, der har jeg været. Det gør ondt. Men sorgen her er anderledes. Det er den, fordi håbet er forsvundet. Der er ingen løsning, der findes ingen erstatning. Den relation, den kærlighed, der var imellem min far og mig, den kendte kun vi to, mærkede kun vi to. Han var jo min far. En mand, jeg på forunderligvis havde udødeliggjort.

Nok også derfor føler jeg, at jeg har mistet en del af mig selv. Der er noget, der mangler. Noget udefinerbart. Noget, der skaber tomhed. Det i en tid, hvor alle omkring mig er opmærksomme som aldrig før. Og alligevel har jeg aldrig følt mig mere ensom.

Lige nu lever jeg i en boble. Men jeg kan jo ikke bare gå i stå. Ikke nu. Det har jeg ikke tid til. Jeg vil være til stede. Til stede på mit studium og på mit job. Og jeg vil være der. Være der for mine veninder. Vise min familie, at jeg er stærk. Finde kærligheden. Være sund. Dyrke motion. Pleje min omgangskreds.

Så hvad skal jeg fortælle dem? Hvordan får jeg sagt, at lige nu vælter min verden? Lige nu kan jeg ikke rumme livet. Lige nu gør livet ondt. Hvordan får jeg sagt, at lige nu, i dag, måske også i morgen og i overmorgen, kan de ikke regne med mig? For jeg kan ikke engang regne med mig selv. Jeg kender ikke mig selv. Det er uvant. Det er frustrerende. Jeg ved ikke, hvornår jeg krakelerer. Hvornår min energi slipper op. Lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal lykkes.

Måske er jeg gået i stå. Ubevidst. Måske går tiden bare - uden mig. I hvert fald uden det jeg, jeg kender. Det jeg, de kender.

Men måske ved de det godt. Det gør de. Selvfølgelig. De bliver ikke snydt af den facade, jeg prøver at holde. Det falske smil, det anstrengte grin og det fremprovokerede overskud, der dræner mig mere end noget andet.

Jeg må lade følelser være følelser. Acceptere dem. Ikke lukke af for dem. Måske begrænse dem. Til tider. Jeg må forsøge at leve det liv, jeg er i gang med. Ikke gå helt i stå.

Men jeg må holde igen. I en periode. Erkende det. De må få at vide, at jeg nok skal komme igen. At jeg nok snart skal være fuldstædig til stede igen. Men forventningerne må sættes på pause. Lige nu præsterer jeg ikke, jeg er bare til.

Tiden går, og jeg går med - nogle gange. Men jeg flyver ikke, og det er okay.

Fordi jeg er blevet konfronteret med døden. Ved nu med sikkerhed, at intet er udødeligt. Ikke engang min far. Min store kærlighed.

Og det skal jeg bearbejde. Jeg skal placere savnet og frustrationen. Jeg skal placere sorgen. Den skal placeres et sted, hvor jeg kan tage den frem og gemme den væk. Jeg skal lære at tage hensyn til den uden at dyrke den. Og det er en proces, der kræver min fulde opmærksomhed lige nu.

Jeg må kombinere to virkeligheder for at eksistere. Ikke gemme mig bag en facade. Ikke lade, som om alt er fint. Men jeg må heller ikke forsvinde ind i ”ked af det”-heden. Ikke lade ligegyldigheden overtage. Det er en balance - og det er den balance, der lige nu er min virkelighed. Mit liv. Min tid.

Lige nu.

Natasha Holst Bülow er studerende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole