Løgn er en sikkerhedspolitisk valuta

I Hellig Kors Kirke på Nørrebro har sognepræst Andreas Christensen arrangeret en mindehøjtidelighed for ofrene for det armenske folkedrab.
I Hellig Kors Kirke på Nørrebro har sognepræst Andreas Christensen arrangeret en mindehøjtidelighed for ofrene for det armenske folkedrab. .

JEG HAR VALGT at afholde et 10 timer langt mindearrangement i Hellig Kors Kirke på Nørrebro den 23. april, dag, aften og nat op til mindedagen for det armenske folkedrab. Der vil blive tændt 1,5 millioner stjerner i kirkens hvælv, og man vil dagen igennem kunne se transmission af helgenkåringen af ofrene.

Jeg gør det ikke for at provokere Tyrkiet eller lægge pres på en bestemt historieskrivning. Jeg er overbevist om, at de fleste tænkende mennesker stoler på de historikere, der ikke er underlagt censur, og som har deres kilder i orden: Folkedrabet har fundet sted.

Jeg gør det for at give herboende armeniere et sted at gå hen med deres historie, deres sår og deres fremtid. Jeg er selv dybt bevæget over denne del af verdenshistorien og er meget optaget af alle de eftervirkninger af Det Osmanniske Riges kollaps, som verden i dag må døje med (for eksempel i Grækenland og Mellemøsten).

Jeg følger med i blandt andre Kristeligt Dagblads artikler om et eventuelt pres på Tyrkiet fra officiel, dansk side. Jeg er ikke helhjertet tilhænger af et stort pres lige nu.

Jeg synes, artiklerne er underholdende, fordi de giver mig ret til at håne et land for at være tilbagestående i forhold til Danmark, hvad angår oplysning: Tyrkiet bygger på en løgn. Mit eget fædreland har også bygget på løgne af praktiske grunde og det er disse grunde, jeg mener, man skal holde sig for øje, inden man stiller krav.

Efter Anden Verdenskrig blev Danmark regnet som ”allieret nation”. Jeg er ked af, at det har været nødvendigt at lyve om Danmarks rolle under Anden Verdenskrig, men jeg er glad for resultatet. Ganske få danske ulovlige kombattanter blev gjort lovlige og fik lov at overstråle 6000 danske i naziuniform og anden støtte til Hitler.

Det har været meget, meget heldigt for Danmark efter krigen at komme til at høre til den rigtige del af verden - og det er kun sket, fordi nogen har villet læse historien på en bestemt måde med spøjse dimensioneringer af indsatsen.

Når danske politikere lige nu ikke har lyst til at melde ud over for Tyrkiet, at man ønsker en officiel anerkendelse af folkedrabet, er det, fordi historisk sandhed og historisk løgn er en sikkerhedspolitisk valuta.

Løgn er noget skidt, men resultaterne kan være at foretrække. Jeg betragter danske politikere som samvittighedsfulde og fornuftige.

Folkedrab må ikke finde sted. Materialet til folkedrab er hele tiden til stede, og der skal holdes øje, så det ikke bliver virkelighed igen. Hvad angår Tyrkiet, tror jeg, det vil tage cirka 10 år fra nu, før de første tegn på en selvransagelse indfinder sig og breder sig - indefra.

Andreas Christensen er sognepræst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro