Luderens lovprisning

Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er, skriver sognepræst Jesper Bacher

Jesper Bacher, sognepræst i Tirsted-Vejleby- Hillested-Skørringe pastorat.
Jesper Bacher, sognepræst i Tirsted-Vejleby- Hillested-Skørringe pastorat. Foto: Privatfoto.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by.

Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien.

LÆS OGSÅ: Jesper Bachers blog

Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.«

Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.«

Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.«

De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« Luk 7,36-50

Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige sig, hvem du er, sådan lyder en kendt vending. Den udspringer af den mening, at vores omgangskreds fortæller et og andet om os.

Intet menneske er en ø, og så er det sigende, hvem vi hænger sammen eller ud med, som det hedder på moderne dansk. De mennesker, som vi plejer omgang med og gerne kommer nær, påvirker også synet på os i en videre kreds. Det gode selskab kan udmærke os og det dårlige selskab brændemærke os. Det gode selskab kan lukke ind i varmen og det dårlige selskab udelukke. Det gode selskab kan være en anbefaling og det dårlige en advarsel.

Nu er det klart, at der findes mange bud på henholdsvis det gode og det dårlige selskab, det varierer netop fra selskab til selskab. Men det giver nu en særlig glæde at vide sig i det gode selskab og på sikker afstand af det dårlige. Det skaber et vist sammenhold, når man kan lune sig ved hinanden og i fællesskab se ned på nogle andre.

Som teologen K.E. Løgstrup siger et sted: der er få ting, der i den grad hygger som at rose hinanden. Det skulle da lige være fælles uvilje mod tredjeperson. Det kender vi godt, og kendt er også den retorik, som gerne fremhæver egen anstændighed og andres mangel på samme. Vel gives der uanstændighed, men det er synd og skam, når der f.eks. går politisk inflation i anstændigheden, så anderledestænkende stemples som slet og ret uanstændige.

På den anden side er dårligt selskab bestemt ikke en ufarlig affære. Vi prøver at holde børn og unge fra dårligt selskab, for vi ved, hvordan omgangskredsen kan præge et menneske. Det gælder naturligvis ikke bare de yngre. Et råddent miljø er sjæleskadeligt. Uvaner og umoral er smittefarlige.

Når kulturen er formørket, det være sig i familien eller vennekredse, på arbejdspladsen eller i samfundet, er det svært for den enkelte at stå imod og sige fra. Hold jer fra det onde i enhver skikkelse (1. Thessalonikerbrev 5.22) formaner Paulus med god ret.

I evangeliet er Jesus umiddelbart kommet i godt selskab. Farisæerne var jo alvorligt troende mennesker, som bestræbte sig på at leve fromt og gudfrygtigt. Simon, som indbyder, vil gerne have Jesus med til bords, og hvis han virkelig er en profet, må Jesus da passe som fod i hose til det farisæiske middagsselskab. Guds mand i en gudelig forsamling, profeten blandt de lovlydige, sendebuddet hos de lydhøre.

Simon har sikkert glædet sig til den middag, til at høre opbyggelige ord fra Jesus og til drøftelse af lovens bud i det skriftkloge selskab. Det tegner til et spændende konvent, som vi præster plejer at kalde det, når vi mødes til teologisk drøftelse og en bid brød.

Men så kommer hun og forstyrrer! Kvinden, der lever i synd. Dette anløbne fruentimmer, dette uanstændige kvindemenneske, selve indbegrebet af dårligt selskab for en profet og en gudfrygtig forsamling.

Det udpensles ikke, hvori hendes synd består, men der kan meget vel være tale om den lokale luder, en usædelig hore, som ordentlig folk ikke kommer nær i hvert fald ikke i fuld offentlighed. Denne kvinde styrer direkte mod Jesus. Hun græder, og Jesu fødder vædes af hendes tårer, men hun tørrer dem sit hår, kysser og salver dem med olie. Den syndige kvinde ærer den fromme mand, hun skænker ham tårer og kys, kærlighedens hæderstegn.

Og Jesus, han lader hende gøre det. Det anfægter Simon, hvis Jesus nu var en profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham. Burde han ikke gennemskue kvinden og sige hende den barske sandhed om hendes syndige levned? Trække et skel og sætte kvinden på plads? Og lad os ikke være for hurtige til at affærdige Simon som en værre farisæer, som selvretfærdig og fordømmende.

Hvad ville vi tænke, hvis der kom en anstigende fra det, vi betragter som det dårlige, ja, fordærvede selskab og brød i vores gode selskab? Hvis der kom sådan et mørkt, forstyrrende element ind i vores pæne stuer og kirker, overstrømmende af glædestårer og kys? Forhåbentlig ville vi sige halleluja, men måske ville der også blive tænkt og sagt andet.

Forfatteren Martin A. Hansen erindrer et sødladent billede af kvinden i farisæerens hus. En fremstilling, der sylter scenen i pænhed. Martin A. Hansen skriver om billedet: Et spædt, jomfrueligt pigebarn, lige kommet fra damefrisøren sandsynligvis. Dette søde løgnebillede viste man os unge.

Mod dette billede fremholder Martin A. Hansen en rigtig luder, som han engang mødte i en af den indre bys gader. Han beskriver hende som en maskeret dame Masken var af fedt og pudder, som hun ikke havde givet sig tid til at lægge ordentlig på, så den kunne dække den ru, ødelagte hud. Sjusketflot klædt, pletter på den snærende silkekjole, på fødderne lyserøde sutter, den ene havde tabt svanedunene. Der var ingen tvivl om, hvad hun var. Hun bar en mælkespand, der ingen hank havde, og som hun derfor bar i begge hænder. Hun passerede forbi, stirrende fjernt for sig, og dette blik, bart og stift og mælkespanden, hun bar dér, fik den unge fyr til at standse og se efter hende. Og endnu inden han rigtigt selv forstod tanken, spurgte han sig selv: Er hun på vej hen for at salve Guds søn?

Martin A. Hansen så den hærgede kvinde af kød og blod og spurgte sig selv, om hun var på vej hen for at salve Guds søn? Og evangeliet handler netop om mennesker af kød og blod, om det grimmeste, som røres af det største. Det er ikke glansbilleder og nysselige englebasser, det er kærlighed med blod, sved og tårer, det er liv af død, tilgivelsen af ludere, lommetyve og hver en synder, som ikke er for stor til at tage imod en frelsende hånd.

Vi hører, at Jesus fortæller Simon om sammenhængen mellem tilgivelse og kærlighed. Den, som kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt, mens den, der har fået meget tilgivet, elsker meget. Simon har ikke givet Jesus vand til fødderne og ikke overdænget hans fødder med tårer, kys og olie. Han har indbudt Jesus som en from mand, måske en profet, men han har ikke set sin frelser i ham.

Simon har vist Jesus respekt, men han har ikke set, at syndernes forladelse i Jesu navn er den eneste vej ud af mørket. Simon har ikke forstået, hvem han egentlig beværter. Han forholder sig til Jesus som en klog og from mand, men han står overfor menneskers redningsmand, verdens frelsermand. Han er interesseret i Jesus, men Jesus kendes med hjertet. Det sønderknuste hjerte, som er helet i ham.

Jesus siger om kvinden, at hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Det kunne forstås, som om tilgivelsen er frugten af kærligheden, men det skal snarere forstås lige omvendt, som om, kærligheden er frugten af tilgivelsen. Altså sådan, at det netop ses på kvindens kærlighed, at hun har fået meget tilgivet. Og hvem har ikke det?

Hvem har grund til andet end overstrømmende glæde ved mødet med Jesus Kristus? Kvinden møder Jesus som en, der er overvældet af tilgivelse. Hendes handlinger viser, at hun har forstået, hvem hun har med at gøre. Hun aflægger ikke en fin og velklingende bekendelse, men hun bekender sin kærlighed i sin handling.

Hvordan hun mere konkret har erfaret tilgivelsen, hører vi ikke, men hun er i hvert fald ikke i tvivl om, hvem hun skal rette sin taknemmelighed mod.

Jesus udtaler også selv kvindens tilgivelse ved sige: Dine synder er tilgivet. Det er ligesom med os, vi skal høre det flere gange. De tilgivende ord giver anledning til spørgende undren blandt middagsgæsterne. Hvem er han, som endog forlader synder?.

En ting er at tordne mod synden, men sådan at tilgive synder, tilkommer det virkelig denne Jesus? Ja, siger evangeliet, det gør det. Han kan åbne døren for enhver, der er fanget i skyldens mørke og syndens lænker.

Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er hed det, og det kan der være noget om. Se nu på Jesus. Han plejede omgang med menneskeslægten. Han spiste både med farisæere og de sorte får, han kaldte på alle og led for den hele verden. Gud ske lov, sender den gode Gud sin søn i dårligt selskab, sender ham til os med tro, håb og himmelsk kærlighed. Sådan er det med frelseren, han omgås de fortabte, han vil være dem nær og føre til evigt liv. Dengang i Simons hus, i dag i sit kirkehus, og hvor end hans ord måtte lyde. Amen