Ordene i denne overskrift er Martin Luthers i et trøstebrev fra 1532 til Christian II, da han sad i fængsel på Sønderborg Slot. Luther var klar over, at kongen havde et synderegister, som Gud måtte forholde sig til, herunder det berygtede stockholmske blodbad i 1520. Luther trøstede kongen med, at straffen er Guds vilje, og at det er bedre, at Gud ”for en Tid ydmyger Eders kongelige Majestæt paa Jorden i den Hensigt, at han kan ophøje Eder til evig Tid i Himlen”, end at dø i synd og vantro.
Christian II blev under sit eksil en varm tilhænger af Luthers kristendom og sluttede venskab med reformatoren og opholdt sig i Wittenberg, hvor han flere gange hørte Luther prædike. Det er en sådan situation, August Thomsen viser i sit maleri: ”Den landflygtige Kong Christian den II søger Trøst i Luthers nye Lære”, der blev udstillet på Charlottenborg i 1859. Billedet findes i dag på Sønderborg Museum.
Maleriets hovedpersoner er Christian II og Martin Luther. Kongen sidder fremadlænet på en stol og lytter opmærksomt til Luthers prædiken. Han er klædt i en fornem kongedragt. Han har en medaljon om halsen, som nok skal forestille Den Gyldne Vlies. Martin Luther står op og taler med en opslået bog i venstre hånd og slår deklarerende ud med højre hånd. Hans blik er rettet imod himlen. Bag bordet med den fine dug og hvide løber står to fornemt klædte mænd, som sikkert er kongens embedsmænd. Bag Luther sidder en mand, som opmærksomt følger med i en opslået bog.
Hvor mødet finder sted, kan diskuteres. Måske er det i Lucas Cranach den Ældres hus, hvor Luther boede i en periode under sit ophold i Wittenberg, men det kan også være i Luthers bolig i klosteret. De spidse buer i rummet og glasmosaikken i vinduet med Jomfru Maria i solgisel kunne minde om en klosterbygning. Luther ligner, som det blev bemærket i en samtidig anmeldelse, Adam Müllers fremstilling i det store Lutherbillede i Helligaandskirken. Derimod er det ikke muligt at genkende Christian II ud fra de velkendte fremstillinger af hans ikonografi. August Thomsens billede er et psykologisk historiemaleri, der tegner et menneskeligt ansigt af Christian II.
Christian II har en plads i reformationsfejringen i 2017. Som det ofte ses i forbindelse med store begivenheder, er der tale om en gradvis udvikling, hvortil mange bidrager, inden den leder frem til en ny tilstand; således også ved Reformationens indførelse i Danmark af Christian III i 1536. Luthers forkyndelse gjorde et dybt indtryk på Christian II, og i slutningen af 1523 gik han og dronning Elisabeth over til den evangeliske lære. Det har været diskuteret, om kongen var drevet af sand tro på Luthers kristendomsfortolkning, eller om det var taktiske politiske overvejelser, der lå bag hans begejstring.
Da Christian II blev fordrevet fra Danmark i 1523, søgte han tilflugt i Nederlandene hos sin svoger kejser Karl V, som var en glødende modstander af Luther og kæmpede imod det protestantiske kætteri. Med henblik på at generobre magten i landet var det ikke en god strategi at fatte sympati for Luther, hvilket peger på, at Christian II var en overbevist Luthertilhænger og dermed i opposition til paven og den katolske kirke.
Christian II hører til de handlekraftige mænd fra fortiden, som blev nyfortolket i 1800-tallet. Det var ikke længere eftermælet som ”Christian tyran”, som svenskerne kaldte ham, men den karakterfaste konge, der kæmpede folkets sag mod adel og kirke, man fokuserede på. Således skabtes en myte om kongens lidelsesfulde ophold i fængslet på Sønderborg Slot.
Carl Blochs berømte maleri af ”Christian II i fængslet på Sønderborg Slot” fra 1871 viser, hvorledes kongen går hvileløst omkring et rundt bord i sin fængselscelle. Senere gennemgang af regnskaberne har dog vist, at kongen har ført et ganske komfortabelt liv på trods af sin indespærring. Tilbage står erindringen om en sammensat og gådefuld personlighed, som har spillet en stor rolle for den danske kirkes tilslutning til den evangelisk-lutherske lære.
Knud Børge Pedersen er cand.theol.