Ja, mener Bent Greve, professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet:

MIT JA er med modifikationer, for selvfølgelig må man ikke lyve, det står for eksempel i ministeransvarsloven, at en minister ikke må lyve for Folketinget. Men der er klart nogle steder, hvor man heller ikke behøver sige hele sandheden. For eksempel behøver statsministeren ikke svare konkret på, hvornår hun udskriver valg. Man behøver heller ikke fortælle alle sine overvejelser, når man eksempelvis sidder i en forhandlingssituation i EU og tager stilling til konflikten i Ukraine. Her skal man finde et kompromis med de andre lande, derfor hører man ofte generelle beskrivelser, som kan tolkes bredt. Det betyder ikke, at der bliver løjet, men for at kunne stå stærkt i forhandlingen bliver man nødt til at holde nogle informationer tilbage.

Hvornår bliver noget så en løgn?

Det bliver det, når der bevidst fortælles noget, som ikke er sandt. Det er klart, at man må ikke holde noget tilbage, som gør, at det, man fortæller, i virkeligheden ikke er sandt, eller forsøge at give eller konstruere en forklaring, som blev gjort i Christiania-sagen (justitsminister Morten Bødskov (S) gav en falsk forklaring på, hvorfor Retsudvalget ikke kunne besøge Christiania, red.). Det er okay ikke at sige hele sandheden, hvis det er af hensyn til rigets sikkerhed. Hverken regering eller opposition har pligt til at indvie omverdenen i alle deres overvejelser.

Men er det fair?

Det bliver et demokratisk problem, hvis dem, der træffer beslutningerne, ikke har de nødvendige oplysninger for at træffe den bedste beslutning. Det er ikke nødvendigvis et demokratisk problem, at partier holder overvejelser tilbage. De vil ikke ses som tabere eller bindes op på ting, de ikke kan love, så på den måde er det ikke så mærkeligt. Men set ud fra den almindelige danskers betragtning ville det da være rarere at have flere oplysninger på bordet, så folk kunne træffe et begrundet valg.

Ødelægger det ikke netop demokratiet, hvis danskerne ikke altid har de nødvendige oplysninger?

Jo, men ud over, at det kan være nødvendigt at holde ting tilbage i forhandlingssituationer med stærke økonomiske interesser på spil, kan der jo også være situationer, hvor man holder noget tilbage af hensyn til rigets sikkerhed. Som minister bør man selvfølgelig på et tidspunkt orientere Folketingets udvalg om ens overvejelser. Så kan man nogle gange tillade sig at sige bagefter, at man ikke fortalte det hele, men man bør hurtigst muligt orientere dem af hensyn til rigets sikkerhed, for eksempel ved risiko for terror.

Hvor går så grænsen for, hvornår man lyver for meget?

Christiania-sagen var nok en overtrædelse. På et tidspunkt orienterede justitsministeren formanden for Folketingets Retsudvalg under fortrolighed. Her synes jeg, det rigtige ville have været at orientere hele udvalget om hans sikkerhedsbekymring. Det endte jo også med, at ministeren måtte gå af.

Dong-sagen er også et eksempel, hvor jeg klart mener, der blev holdt for mange oplysninger tilbage. Det gjorde det vanskeligt for Finansudvalget at træffe en korrekt beslutning. Finansministeren (Bjarne Corydon (S), red.) holdt fast i, at der var tale om fortrolige forhandlinger, men det synes jeg ikke er rigtigt. Så må man pålægge udvalget tavshedspligt.

Man taler meget om ”nødløgnen” i disse tider. Synes du ikke, det begreb er ved at blive brugt lidt for meget i dansk politik?

Jo, man skal i hvert fald passe meget på. Jeg synes altid, man bør tale sandt, for jo mere oplyst et grundlag, man har, jo nemmere bliver det for beslutningstagerne og befolkningen at forstå. Og måske man bare skal være mere åbne og erkende, at der næsten altid er fordele og ulemper, at verden sjældent er sort og hvid. nej

Nej, mener Henrik Dahl, sociolog og folketingskandidat for Liberal Alliance:

DET SYNES JEG er selvklart. Man må i det hele taget ikke lyve, derfor selvfølgelig heller ikke i politik.

Men er der ikke situationer, hvor det kan være nødvendigt? Som for eksempel i forhold til rigets sikkerhed eller ved store forhandlinger?

Jo, men det er noget andet. Jeg synes, at i den situation er det helt legitimt bare at sige, at det vil man ikke udtale sig om. Det er helt rimeligt at sige, at forhandlinger er i gang, og at man derfor ikke vil udtale sig. Eller at det kompromitterer landets sikkerhed. Der er der ingen problemer med, og det rammer heller ikke nogle politiske modstandere i den forstand. Det er selvfølgelig klart, at fortrolighed bør man respektere. Men der, hvor jeg synes, der er et problem med politikere, der lyver, er i den direkte konfrontation mellem politiske modstandere. Her er det klart uacceptabelt, at man siger, at den person vil det og det, hvis det slet ikke er tilfældet. Det er utåleligt, når Johanne Schmidt-Nielsen (EL) laver Facebook-opdateringer med, at mit parti vil forringe førtidspensionen - det vil vi ikke. Så skal jeg bruge tid på at forklare den løgn i stedet for at fortælle, hvad vi gerne vil i partiet. Det svarer til grove frispark i fodbold, hvor man bare søger at få en fordel.

Men der er jo forskel på politiske diskussioner og politisk arbejde. Hvor synes du, grænsen for at lyve eller fortie sandheden går i det politiske arbejde?

Det er klart, at ministre ikke må give Folketinget urigtige eller mangelfulde oplysninger. Der er systemet sådan indrettet, at hvis man bevidst giver urigtige oplysninger, altså lyver, eller bevidst fordrejer ved at give mangelfulde oplysninger, så koster det jobbet som minister. Jeg synes, at man skal opføre sig ordentligt. I løbet af en folketingssamling kommer alle til at samarbejde med alle, sådan er det danske folkestyre bygget op. Det er klart, at der bliver nødt til at være et rum til at være fortrolig. Når man har drøftelser, er det nødvendigt at prøve sig lidt frem. Man bliver selvfølgelig nødt til at kunne tale med sine samarbejdspartnere om, hvorvidt man kan blive enige om noget, uden at man skal i avisen med alle overvejelser næste dag. Jeg synes, det er her, grænsen går. Som hovedregel må man holde sig til at fremme ens egen politik, man kan også sige, at de andres planer fører mærkelige steder hen, men at opfinde politiske punkter, som de andre ikke har, er irriterende og forkasteligt.

Hvad betyder det for demokratiet, hvis noget bliver sminket, eller informationer holdes tilbage?

Jeg tror, det er den slags, der er med til at fremme politikerleden, derfor skal man prøve at lade være. Politikere kæmper for deres interesser, det er det, det hele går ud på. Men jeg tror, at langt de fleste mennesker synes, det er utåleligt, når man ser debatudsendelser, og politikere opfører sig barnligt ved bevidst at misforstå, hvad der bliver sagt.

Man taler meget om ”nødløgnen” i disse tider, blandt andet efter Christiania-sagen. Synes du ikke, det begreb er ved at blive brugt lidt for meget i dansk politik?

Jeg synes, at Folketinget har trukket nogle klare grænser. Ingen siger, at du behøver at skrive en hel magisterkonference, hvis du bliver spurgt om noget, mindre kan gøre det. Men det er klart, at det er et problem at sige noget, der ikke har med virkeligheden at gøre. Jeg ved ikke, om der er flere politikere, der lyver, men den nuværende regering har haft en del sager, hvor man har løjet - og det er der også røget ministre på.