Tilhørende den generation, der er opvokset uden tv, og som stadig hører P1, fra man vågner, til man går i seng, ophober spørgsmålene sig dag for dag til alt det, vi ikke får at vide på Danmarks Radios radio og tv.
Man forbavses over manglen på undersøgende journalistik, mens ligegyldigheder gentages i det uendelige. Tirsdag morgen klokken 9 sidder Steffen Gram parat med oplysninger fra hele verden.
Tirsdag den 26. januar handlede det om Syrien, og minsandten om Gram ikke gentager myten om, at præsident Assad skulle have kastet gas over sin befolkning.
Journalister, militære undersøgelser, Massachusetts Institute of Technology og så videre har lavet rapporter, der påpeger, at det er ikke muligt at fastslå, hvor gassen stammer fra, men at det i hvert fald ikke er fra Assads militær.
Læser journalister som Steffen Gram ikke rapporter af for eksempel den Pulitzer-vindende veteran, journalist Seymour Hersh? Hermed anbefales hans rapport ”The Red Line and the Rat Line”.
Den forklarer ikke alene undersøgelser af disse gasangreb, der er bragt på internationale medier i tidens løb, men også, hvorfor præsident Obama på et øjeblik ændrede taktik fra at angribe Syrien til en meget tøvende rolle.
En anden ting, der undrer mig, er, når journalister ukritisk fortæller, at de vestlige magter siger, at Assad skal fjernes. Er det noget, Vesten skal bestemme? Hvad med den syriske befolkning? Hvad med demokrati?
Et andet tilfælde var DR 2's udsendelse den 21. januar ”Vi går i krig: Libyen”. Jamen, jamen! Her tror man, at man endelig skal få et svar på alle de spørgsmål, der aldrig er taget stilling til i de danske medier. Men DR laver en film, der blot gentager politikernes beslutninger om at sende bombefly med mantraet ”Gaddafi vil bombe befolkningen i Benghazi”.
Indrømmet: Al-Jazeeras nyhedsstrøm om alle de forfærdelige ting, Gaddafi gjorde og havde tænkt sig at gøre, manipulerede fuldstændig verdensopinionen. Det blev til den ”humanitære krig” mod et indbildt folkemord.
Grunden til FN's resolution om flyforbudszonen kunne hverken russerne eller amerikanerne bekræfte. Journalister, der besøgte disse områder, fandt ikke noget, der tydede på libysk flyangreb mod civile.
Sukan Chandan fra en britisk fredsgruppe udtalte: ”Hvad vi har, er en situation, hvor Nato er gået i krig mod en suveræn nation på grundlag af anklager, der ifølge det, vi har set, er helt grundløse.”
Disse oplysninger kan man finde i den svenske fredsforsker Ola Tunanders bog ”Libyenkrigets geopolitik. Humanitär intervention eller kolonialkrig?” fra 2012. Hvorfor hørte og hører vi ikke om disse undersøgelser?
Hvis vore folkevalgte ikke har tid til at finde ud af, hvad der virkelig foregår, men blot kolporterer mediehysteriet videre, burde DR så ikke leve op til den oplysningsrolle, de faktisk har, ved for eksempel at bringe dokumentarer? Der er jo ikke nogen, der forventer, at DR selv går ud og laver dem.
Gode dokumentarer som Oliver Stones serie om de amerikanske præsidenter. Lad os få meget mere af den slags i stedet for ligegyldige amerikanske film i stribevis (fylder de mon ikke omkring 90 procent af de viste film?) Og ikke efter midnat, please.
Nu har vi i årevis set Anden Verdenskrig fra alle mulige vinkler. Hvad med at vise os noget om de lande, vi har været med til at føre krig i? Var det ikke en idé, at vi lærte noget om geografien, kulturen og historien i disse lande, som vi godt må kaste bomber ned over, men er totalt uvidende om?
Hvor ofte ser vi en film fra Mellemøsten eller Afrika? DR er tavs - er virkeligheden for afslørende i forhold til vores egen indblanding?
Brita Bastogi, Breelteparken 203, Hørsholm