DENNE KLUMME er ikke et indlæg i debatten om, hvorvidt der har foregået fusk eller sjusk i forskningsminister Esben Lunde Larsens (V) ph.d-afhandling. Den vurdering - som måske bliver et skøn på de meget små marginaler - bør overlades til fagfolk.
Men i forbindelse med debatten blev jeg opmærksom på, at Esben Lunde Larsen i sin afhandling kaster et kritisk blik på ”21 teser om åndsfrihed” fra 2012.
Han har meget godt at sige om teserne, men efterlyser en tese 22, som kan gøre de i og for sig rigtige tanker brugbare i det moderne samfund. Han spørger: ”Er der en reel demokratisk mulighed i konkurrencestaten for at beskytte åndsfriheden, og er dette den egentlige problemstilling, som tesemagerne undviger?”.
Som en af disse ”tesemagere” lyder mit svar: Det er godt set af Lunde Larsen, og i min optik er det en ren tilståelsessag. Der er nogle nutidige vinkler på spørgsmålet om åndsfrihed, som vi simpelthen ikke fik sat ord på.
Grunden er dels, at vi ikke kunne blive enige om deres vigtighed, og dels at de forsøg, der blev gjort på at formulere dem - fra blandt andre mig - ikke ramte præcis. Derfor bliver nedenstående også en anelse upræcist, selvom jeg er overbevist om, at vi nærmer os de vigtigste faktorer i indskrænkningen af åndsfriheden i vores samfund.
Den ene af de teser, jeg selv ville have tilføjet, skulle handle om sammenhængen mellem velfærdsstat og åndelig frihed. Den har jeg behandlet i en tidligere klumme - ”Hvad gør det høje skattetryk ved landets åndelige økonomi?” den 2. maj 2015 - og springer den derfor over her.
Den anden handler om, hvordan mediernes magt - undertiden kombineret med stærke kommercielle interesser - lægger et utilbørligt pres på minoritetsgrupper. Et pres, som det kan kræve helt ekstrem rygrad at modstå.
Esben Lunde Larsens egen historie over de seneste måneder er et illustrerende eksempel. Ministeren har jo ikke ligefrem pralet med, at han i en periode var indskrevet på Misjonshøgskolen i Stavanger. Han modtog i samme periode det, han beskedent benævner som ”supplerende” undervisning på Dansk Bibel-institut. En institution, jeg for øvrigt i samme periode var rektor for.
NÅR DISSE OPLYSNINGER er så farlige, er det ikke, fordi han kan komme i fængsel for dem. Han har næppe heller været bange for, at statsministeren skulle fyre ham. En statsminister, der - ifølge vedholdende rygter i miljøet - selv skulle have gået i søndagsskole i Luthersk Mission.
Jeg tør æde min nyindkøbte præstekrave på, at det, der har holdt ministeren tilbage, er lige præcis det, der skete: Hans autoritet og manøvremulighed som minister blev undergravet af en mediekampagne. En kampagne, der havde en underforstået antagelse om, at der må være noget suspekt ved en mand, som er blevet set i byen i selskab med folk fra den såkaldte kirkelige højrefløj!
Den slags mediekampagner er et af den danske mainstreamkulturs værktøjer, når det handler om at udøve social kontrol med afvigere. Begrebet ”social kontrol” bruges ganske vist i den offentlige debat mest om minoritetsgruppers metoder. Muslimer og missionsfolk, for eksempel.
Og indrømmet: Den er undertiden en præcis beskrivelse af metoder og mekanismer i disse miljøer. Men denne ensidige anvendelse af begrebet hænger sammen med, at den store offentlighed er aldeles blind, når det handler om de mest udbredte eksempler på social kontrol. Nemlig når mennesker falder uden for mainstreamkulturens alternativløse tvangsforestillinger.
Jeg har færdedes det meste af mit liv i det, man kalder missionske miljøer. Og jeg er overbevist om, at sagen med forskningsministeren ikke er enestående.
Hverken når det handler om den sociale kontrol fra mainstreamsamfundet eller forsøget på at flyve (lidt) under radarhøjde, for at undgå den. Og ingen af delene er befordrende for et sundt klima i åndelige spørgsmål.
En vanskelighed ved at formulere dette problem i teser er også, at det ikke er mekanismer, vi kan lovgive os ud af. Og i et frit samfund bør alle - også minoritetsgrupper - finde sig i modsigelse. Noget af problemet løses kun ved forhøjet robusthed fra minoriteternes side.
Herunder en munter åbenhed angående hvilke kirkelige miljøer, man færdes i. Eller tidligere færdedes i. Og hvilke afvigende synspunkter man har. Eller havde.
Andet kan afhjælpes ved, at mainstreamsamfundet bliver opmærksom på sine egne undertrykkende mekanismer. Det vil være et værdifuldt og generøst bidrag til at værne om åndsfriheden.
Hermed er opfordringen givet videre.
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye