Man er kun sin krop

I ældre tider, da mange flere mennesker led en smertefuld død, var der så godt som ingen, der advokerede for medlidenhedsdrab. Men i dag, hvor lægevidenskaben kan dulme smerter ganske effektivt, og hvor palliativ pleje i livets sidste fase udvirker små mirakler, lyder der krav om indførelse af eutanasi.

Når sundhed og en trimmet krop er det ypperste gode for mennesket, kan det udløse krav om dødshjælp, når smerten og forfaldet sætter ind

I NOVEMBERNUMMERET af det amerikanske magasin First Things skriver juristen Wesley J. Smith om eutanasi eller medlidenhedsdrab. Ja, han har skrevet om emnet siden 1993 og er blandt andet forfatter til bogen Forced Exit: Euthanasia, Assisted Suicide and the New Duty to Die.

Gennem de mange års engagement har han regelmæssigt undret sig over noget gådefuldt: I ældre tider, da mange flere mennesker led en smertefuld død, var der så godt som ingen, der advokerede for medlidenhedsdrab. Men i dag, hvor lægevidenskaben kan dulme smerter ganske effektivt, og hvor palliativ pleje i livets sidste fase udvirker små mirakler, lyder der krav om indførelse af eutanasi. Det burde jo have været omvendt. Store dele af offentligheden forbinder en god død med assisteret selvmord, konstaterer Smith.

Men for nylig faldt Smith over en bog, skrevet af en bioetiker ved navn Yuval Levin, hvori denne understreger, at ethvert samfunds forestilling om det ultimative gode vil forme dets moralske mål. Og i dag er Vestens højeste godeikke retfærdighed eller lighed, men lindring og afværgelse af sygdom og smerte, af sorg og nødvendighed.

LÆS OGSÅ: Svensk skole får lov til at undervise i yoga

Og Wesley J. Smith får en ahaoplevelse: Bingo! Hvis det at eliminere lidelse bliver et samfunds dominerende formål, så kan folk nemt komme til at anse det som acceptabelt at nå det mål ved at eliminere den, der lider.

Yuval Levin har udbygget sin pointe i en artikel i tidsskriftet New Atlantis, hvor han advarer om, at vi snart kan nå et punkt, hvor vi bliver så optagede af vores helbred, at vi faktisk glider ned i en anderledes dekadence. Ikke en, der gennem udskejelser nedbryder helbredet, men en spejlvendt dekadence, som lader os opgive vores forpligtelse på vore højeste principper og belåne fremtiden for at afværge smerte i nutiden.

Wesley J. Smith konstaterer, at vi efterhånden tænker sundhed profylaktisk, altså som noget forebyggende. Sundhed skal afværge mulig, kommende lidelse. Dermed skrider etikken, for så lader vi os lede af, hvad der føles bedst, ikke solide, moralske principper, der altid forlanger, at man evner at se bort fra privat behagelighed eller personligt ubehag.

ENGANG OPFATTEDE MAN sundhed som kagens glasur, men nu er vi begyndt at anse sundheden for kagen selv. Og Smith citerer den amerikanske stamcelleforsker Leon Kass, der i 1975 skrev: Selvfølgelig kan man ikke blive for sund, men man kan godt være for optaget af sundhed. At være for optaget af kroppen, er at forsømme sjælen.

Wilbur J. Smith kunne med god ret også have nævnt det, som er veget til fordel for den halvreligiøse kult omkring sundheden, nemlig troen på Gud og dermed også den anderledes stoiske indsigt i nødvendigheden, den tilbød. De gamle havde nok en anden evne til at tage kors på sig. Er kroppen ens gud, må man blive anderledes frygtsom.

Den franske filosof Rober Redeker udgav for et par år siden bogen Egobody, hvor han påpeger, at kroppen efterhånden har opslugt sjælen. Vi skal alle have en superkrop, toptrimmet for at holde alder og svækkelse fra døren. Og vi begyndte at dyrke den, fordi vi lytter til reklamen i stedet for kirken, bemærker Redeker. Kristendommen anser vel at mærke ikke kun kødet som det lave, drifternes sæde, men også som noget skabt og ukrænkeligt. Heraf jo også den stadigt virksomme hæmning over for dødshjælp.

Lægevidenskaben vristede tolkningsretten til menneskers kroppe fra religionen, og en sen frugt af dette nye tilsyn er blevet denne nye krop, der i al sin materialisme udgør hele vores væsen. Den er hele vores jeg, så derfor kalder Redeker den for egobody. Hjerneideologerne vil samstemme, materien tænker, som den store materialist Lenin sagde.

Og man kan til Redekers analyse tilføje, at når denne krop ikke længere makker ret, når den påbegynder sin uvægerlige nedtur, så ønsker mange at afkorte forfaldet ved ydre assistance. For kroppen var det hele, den gav meningen, og er den ikke funktionsdygtig, kan det være det samme.

Omvendt dengang, da legemet blev forstået som sjælens hylster. Da ønskede et kristenmenneske sig megen tid til at berede sig, som det hed. Ingen udbad sig fremskyndelse, for sig selv eller for andre.

Anders Raahauge er kulturjournalist