Man flygter ikke for sjov, men for sit liv

Illustration: Rasmus

Mens vi lå på standen en dag, kom et højttalende par gående forbi og sagde, efter at have nærstuderet den forladte grå flygtningebåd på dansk: ”De rejser jo med fly nu om dage. Og har penge på lommen. Og så er de krævende, når de kommer frem.” Jeg skammede mig da over at være landsmand med det kvindfolk, skriver Peter Olesen. Illustration: Rasmus Juul

For hvorfor lå her forladt tøj og sko? Hvem kommer levende i land efter en farefuld færd og smider så tøj og sko? Hvad blev skæbnen for de mennesker på flugt? Jeg gruede, hver gang jeg kikkede i den retning
Peter Olesen

Er man flygtning fra det sønderknuste og livsfarlige Syrien, så er det ikke for sjov, at man flygter. Så er det for livet. Et spørgsmål om liv eller død, skriver forfatter og journalist Peter Olesen

Flygtningedebatten raser, meningerne er delte, problemerne nærmest totalt uoverskuelige og medmenneskeligheden og næstekærligheden under stærkt pres.

Jeg skrev sidste gang på denne plads også om flygtninge. Nogle var imod, men over 1500 af Kristeligt Dagblads læsere sympatiserede med artiklens indhold på avisens facebookside. Det var mange.

Jeg vover at tage emnet op igen efter en ferie på den græske ø Samos, hvortil der netop nu dagligt strømmer cirka 1000 flygtninge fra det meget nærliggende Tyrkiet. Strømmer dertil som til mange andre græske øer - i usle og livsfarlige gummibåde fyldt til over bristepunktet. Det er sammentalt mange tusinde hver dag til det land i EU, der er økonomisk mest i knæ og har mange andre problemet at skulle tackle.

Da jeg ankom til den strand, vi har besøgt mindst 17 år i træk, mødte jeg straks en flig af problemet. I den ene ende af stranden lå opskyllet en stor, sammenbrudt, grå gummibåd, mindst 10 redningsveste, en del tøj som bukser, bluser og strømper, forladte sko - og en enkeltflybillet fra Bagdad i Irak til Istanbul i Tyrkiet, fortalte en, der vovede at rode i efterladenskaberne. Jeg skulle ikke selv have pillet ved noget, eller - som indtil flere gjorde - have scoret mig en gratis redningsvest.

For hvorfor lå her forladt tøj og sko? Hvem kommer levende i land efter en farefuld færd og smider så tøj og sko? Hvad blev skæbnen for de mennesker på flugt? Jeg gruede, hver gang jeg kikkede i den retning.

Men ikke nok med det. På den strand, hvor velstillede turister ligger og nyder livet, kom der også en dag en gruppe flygtninge i land midt på dagen med stranden fyldt med solbadende turister. Vi så dem ikke komme ind, men på vej ned ad den stejle skrænt til stranden fornemmede vi, at noget anderledes var på færde.

Nogle store velvoksne mænd kom løbende ned i fuld fart. Og næsten nede så vi så en officiel person ledsage seks let påklædte personer op ad skrænten. Først ud for dem gik det op for os, hvad vi var vidne til. Forhutlede mænd med helt tomme blikke blev ledsaget op til videre ”forsendelse” til først Samos by og så Athen.

Jeg nåede at nikke til to unge mænd, men ikke, som jeg ville have ønsket, at stikke en af dem en euro-seddel. Hvad det egentlig handlede om, gik først rigtigt op for os, da de var mindst 10-20 meter oppe ad skrænten. Den sidste og nok yngste bukkede sig et kort øjeblik mod jorden, i udmattelse eller i taknemmelighed over at være nået levende i land og til EU med de kun få muligheder - eller begge dele?

Vi talte med mange på stranden, der havde set dem komme i land. Alle var præget af synet og afmagten, og de næste timer lignede slet ikke de andre glade timer på stranden. Fra da af spejdede jeg resten af ferien efter flere store, grå gummibåde på vej mod stranden, men så ikke andre.

Et er at læse om flygtningeproblemet i aviser og se skræmmende reportager om det på tv, noget andet er at have kikket ind i øjnene på bare et par af dem, det handler om.

Hvem flygter monstro bare for sjov? Bevar os, der er nok nogle såkaldte bekvemmelighedsflygtninge iblandt i de store strømme, der er på vej mod EU nu.

Men er man flygtning fra det sønderknuste og livsfarlige Syrien, fra Irak eller Libyen, eller fra andre områder, hvor man bogstaveligt talt må flygte for livet, så er det ikke for sjov. Så er det for livet. Et spørgsmål om liv eller død. Men det er det nok ikke alle, der fatter.

Mens vi lå på standen en dag, kom et højttalende par gående forbi og sagde, efter at have nærstuderet den forladte grå flygtningebåd på dansk: ”De rejser jo med fly nu om dage. Og har penge på lommen. Og så er de krævende, når de kommer frem.”

Jeg skammede mig da over at være landsmand med det kvindfolk, der i sin store visdom og formentlig i velstand udtalte ordene. Hun var i øvrigt udstyret med en såkaldt Amager-nummerplade tatoveret hen over lænden (tatovering over bagdelen, red.) Jeg håber, vi var de eneste, der forstod.

Hvis udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og ligesindede stadig mener, at folk flygter for sjov og for deres fornøjelses skyld, så skam jer! Ikke så lidt endda.

Problemet er selvfølgelig uoverskueligt. Men medmenneskeligheden og næstekærligheden, hvad med den? Kan den bare vupti sættes helt og aldeles ud af kraft?

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen