Når velfærd bliver til filantropi

Det appellerende slogan om, at ”man skal klare sig selv, hvis man kan” er ikke så uproblematisk og konsekvensløst, som det måske lyder, skriver debattør

"Det appellerende slogan om, at ”man skal klare sig selv, hvis man kan” er derfor ikke så uproblematisk og konsekvensløst, som det måske lyder," siger Mathias Herup Nielsen, ph.d.-studerende i statskundskab.
"Det appellerende slogan om, at ”man skal klare sig selv, hvis man kan” er derfor ikke så uproblematisk og konsekvensløst, som det måske lyder," siger Mathias Herup Nielsen, ph.d.-studerende i statskundskab. Foto: Asger Ladefoged.

MED JÆVNE mellemrum popper en annonce for Radikale Venstre op i mit Facebook-feed. Det er et sort-hvidt billede af partileder Morten Østergaard ledsaget af et slogan: ”Mit krav. Kan du, skal du. Klare dig selv.”

Sådan står der, og jeg tænker, at annoncen temmelig præcist udtrykker en idé, som har ret meget medvind for tiden - i den brede befolkning så vel som blandt politikere og meningsdannere: Lad os da målrette velfærdsstatens ydelser til dem, der ikke kan klare sig selv.

Eller som det formuleres på partiets hjemmeside: ”Kan du, skal du klare dig selv og tage hånd om din familie. Så vi i fællesskab kan tage os af dem, der ikke kan klare sig selv.”

Reelt er der næppe nogen af os, der klarer os selv. Vi er - på godt og ondt - en del af det favnende fællesskab, som en udbygget velfærdsstat nu engang udgør: Vi går for eksempel på skattefinansierede folkeskoler, gymnasier og universiteter, vi får børnefamilieydelse, når vi får børn, SU, når vi uddanner os og læge- og hospitalshjælp, når vi bliver syge.

Der findes ikke noget ”vi”, som fra en isoleret position klarer os selv og tager hånd om vores familier, og den, der ønsker at skabe noget sådant, er ude i et radikalt samfundsnedbrydende ærinde.

Alt det ved politikere godt, og derfor tages det generelt formulerede princip om, at man skal klare sig selv, hvis man kan, kun i anvendelse lokalt: Selektivt over for udvalgte grupper som for eksempel kontanthjælpsmodtagere eller velstillede ældre. ”Vi skal alle klare os selv, hvis vi kan,” siger vi, men vi tænker egentlig på særligt udvalgte grupper.

På det felt, som jeg selv har studeret (social- og beskæftigelsespolitikken), er der over de seneste årtier blevet eksperimenteret ret heftigt med at overføre logikken til praksis. Nu skal vi mindske hjælpen og højne kravene til de mennesker uden for arbejdsmarkedet, der godt kan, men som alligevel ikke gør!

Men det er ikke uden problemer. Det kan for eksempel være svært at adskille dem, der godt kan, fra dem, der ikke kan. Et godt eksempel er de gældende regler for unge kontanthjælpsmodtagere, som giver en lav ydelse til de stærke unge og en højere ydelse til de mere trængende, der ikke vurderes at kunne starte på en uddannelse inden for et år.

Hidtil har vi set en enorm variation i det procentvise antal af unge, der bliver vurderet uddannelsesparate fra kommune til kommune. Den første opgørelse viste for eksempel, at én kommune vurderede, at 87 procent var uddannelsesparate, mens det tilsvarende tal for en anden kommune var nede på 14 procent.

Med målretningen af ydelser opstår desuden en frygt for, at borgere lyver sig dårligere for at fremstå mere trængende end de egentlig er for at få ret til flere ydelser. For at dulme denne frygt må det offentlige løbende undersøge, om borgere tilraner sig penge, som de slet ikke er berettigede til: Et omfattende kommunalt apparat for nidkær overvågning og kontrol af borgere har rejst sig som et logisk svar på nogle af de spørgsmål, som målretningen af ydelser stiller.

Dertil kommer, at den store diskussion om begrænsningen af ydelser til kun at ramme dem, der ikke kan klare sig selv, bærer brænde til en særlig fortælling om vores samfund, hvor velfærdsstaten ikke står som et fællesskab, men som et filantropisk projekt.

Revet over på midten og opdelt i to mennesketyper, som står i opposition til hinanden: Den givende godgører over for den værdigt trængende med hatten i hånden. Det er, for nu at lyde som et ekko af tonen på diverse debatfora, ”yderen over for nyderen” eller ”skaffedyret over for nasseren”.

Det appellerende slogan om, at ”man skal klare sig selv, hvis man kan” er derfor ikke så uproblematisk og konsekvensløst, som det måske lyder.

I takt med at det omsættes til praksis, graves der kløfter imellem ”os” og ”de andre”, som det bliver stadig sværere for solidariteten at strække sig over.

Mathias Herup Nielsen er ph.d.-studerende ved statskundskab på Aalborg Universitet