Mange latterliggøres i debat om homoseksuelle vielser

Homoseksuelle, der lever i cølibat, opfattes som vor tids spedalske, skriver biskop Steen Skovsgaard

Nogle ser det både som deres kald og særlige vilkår ikke at leve deres homoseksuelle tilbøjeligheder ud. Men ve dem, hvis de fremfører det synspunkt, for så risikerer de for alvor at blive stigmatiseret, skriver biskop Steen Skovsgaard
Nogle ser det både som deres kald og særlige vilkår ikke at leve deres homoseksuelle tilbøjeligheder ud. Men ve dem, hvis de fremfører det synspunkt, for så risikerer de for alvor at blive stigmatiseret, skriver biskop Steen Skovsgaard.

TAK TIL Thomas Reinholdt Rasmussen for en velskrevet kronik i Kristeligt Dagblad den 10. februar om skriften, kirken og homoseksualitet.

Når Thomas Reinholdt Rasmussen skriver, at modstanderen af et kirkeligt ritual bør overveje, om man med sin modstand i virkeligheden står evangeliet imod, så rejser det dog nogle alvorlige spørgsmål.

For er det rigtigt, at et nej til en velsignelse/vielse af homoseksuelle parforhold virkelig er en modstand mod evangeliet?

Og er det bare sådan, som Thomas Reinholdt Rasmussen skriver, at tiden nu er moden til, at evangeliets forkyndelse også kan høres her?

Det mener jeg ikke, hvilket jeg har skrevet i mit høringssvar, og det kan også læses i flere andre høringssvar. Men Thomas Reinholdt Rasmussen slutter så med følgende retoriske spørgsmål: "Den estiske evangelisk-lutherske kirke er som helhed nu for at velsigne homoseksuelle. Men Estland som helhed er imod. Kirken er for, og det sekulariserede samfund imod! Hvor mon det sande evangelium finder udtryk?".

Her kan man vel med god ret vende spørgsmålet om og spørge: Når flertallet af den danske befolkning - herunder folketingspolitikerne, de fleste præster, menighedsråd, stiftsråd og så videre - er tilhængere af et ritual, er det mon så, fordi det danske sekulariserede samfund endelig er blevet så gennemsyret af sand luthersk kristendom, at man nu ikke kan andet end at være for?

Giver det ikke anledning til undren eller i det mindste til eftertanke, at en forholdsvis stor del af de kirkeligt aktive og bevidste kristne er imod? Og er Thomas Reinholdt Rasmussens konklusion virkelig, at modstanderne desværre ikke har forstået eller hørt evangeliet endnu, men det har til gengæld flertallet af den danske befolkning og folketingspolitikere? Også uden at mange af dem måske vil drømme om at definere sig som kristne.

Er det ikke en tanke værd, at evangeliet er forstået og troet af de fleste, men ikke af de færre, som er modstandere af et ritual?

DET ER FAKTISK et forhold, som jeg nævner i mit høringssvar på rapporten. For da jeg var præst i Gellerup ved Aarhus i slutningen af 1970?erne havde jeg på forskellig måde hele denne problemstilling tæt inde på livet. En af mine kolleger kastede sig dengang ud i et stort og banebrydende forsvar for homoseksuelle, og han velsignede også enkelte par. Jeg var ikke enig med ham i alt og var også i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt, det han gjorde, men jeg kunne ikke andet end at beundre og anerkende hans mod. Han mødte nemlig stor modstand og fik blandt andet overmalet sit fortov med "Homopræst".

Selvom jeg som sagt ikke støttede hans anliggende, så støttede jeg hans engagement og vilje til at nå ud til dem "uden for lejren". (Hebr. 13, 13). Men i dag må vi jo konstatere, at situationen er en anden. Nu kan man i hvert fald ikke påstå, at homoseksuelle parforhold er "uden for lejren". Nu er det derimod andre, som er udenfor, og som udråbes som værende syge, mærkelige og forkrøblede på sjæl og sind. Ja, som vel næsten opfattes som spedalske: Nemlig de homoseksuelle, som lever i cølibat og mener, at de er uegnede til ægteskab (Matt. 19, 12). De ser det både som deres kald og særlige vilkår ikke at leve deres homoseksuelle tilbøjeligheder ud. Men ve dem, hvis de fremfører det synspunkt, for så risikerer de for alvor at blive stigmatiseret, latterliggjort, ja, sygeliggjort.

DA BOGEN "Mine homoseksuelle venner" udkom, var der for eksempel en anmelder i Kristeligt Dagblad den 13. september 2010, som var så påvirket af at læse den og møde disse menneskers holdninger, at hun "græd som pisket" over det. For den slags mennesker og holdninger kunne hun slet ikke holde til at blive konfronteret med og måtte vige forskrækket tilbage for.

Hvad nu, hvis det er disse mennesker, som er vor tids spedalske? Et tavst mindretal, som ikke tør stå frem af frygt for latterliggørelse, og som ingen ønsker at møde eller lytte til? Skulle der i kirken ikke være støtte, forståelse og omsorg for dem?

Steen Skovsgaard er biskop over Lolland-Falsters Stift