Mangelfuld terrorforklaring

ISLAM OG TERROR Det virkelig interesante er, hvornår og hvordan muslimer får en koran-kritik, som kan begrunde en afstandtagen til de voldelige udfald i skriftet

Det bedste man kan sige om chefredaktør Erik Bjeragers leder "Islamisk trussel" (den 11. september ) er, at den står under "Debat". Det næstbedste er, at man ikke er i tvivl om hensigten, nemlig at inddrage religion som forklaring. Mere godt er der ikke at sige.

Præmissen er simpelt hen falsk. Det er velformuleret at skrive "Alle muslimer er selvsagt ikke terrorister, men hvorfor er alle terrorister muslimer?" Dette spørgsmål er baggrunden for hele lederen, men det er galt.

Inden man overhovedet kan stille spørgsmålet om islam og terrorisme, må man dog have gjort bare så lidt hjemmearbejde, at man kan skelne. Ganske vist er det gængs også i megen litteratur om emnet, som jo nærmest har karakter af industri, at se bort fra statsterrorisme det som en forsker har kaldt "terrorisme oppefra" og som er den absolut mest udbredte form for terror. Der skal immervæk nogle al-Qaida-angreb til at komme på siden af Stalin, Hitler, Mao, Pol Pot eller aktuelt: Rusland i Tjetjenien.

MEN AT DET er gængs at udblænde denne form for terrorisme fra beskæftigelse med emnet, fjerner jo ikke fænomenet. Ser vi alligevel bort fra denne terrorisme oppefra og koncentrerer os om "terrorismen nedefra", skulle det også være indlysende, at ikke alle terrorister er muslimer. Jeg nævner i flæng: FARC, IRA, ETA, Tamilske Tigre, RSS, Irgun, De røde brigader, Rote Armee Fraktion ingen af disse havde eller har nogen forbindelse med islam.

Og selvom vi lader som om at, Bjeragers uudtalte præmis er, at terrorisme i virkeligheden kun er selvmordsterrorisme, holder det ikke; modeksempler er japanske kamikazepiloter og Tamilske Tigre.

Når det er sagt, er der i disse år mildest talt højkonjunktur i islamistisk begrundet selvmordsterrorisme. Og det kan ikke alene forklares med politiske og sociokulturelle forhold, men også ideologiske/religiøse skal inddrages. Og begrunder man sin terror med islam, må man selvsagt se på dén begrundelse. Ligesom den kristne kirke gennem århundreder begrundede inkvisition, autodafeer og (delvis) heksebrænding med kristendom. Hvorfor det var godt at få det selvkritiske blik, der efterhånden klargjorde det ukristne i disse handlinger.

MEN BJERAGER sidestiller en idealiseret kristendom med en ensidig islam; nemt, men for nemt. Det er godt, at han vil tage islamiske terrorister på ordet, når de påberåber sig islam; men lige så snart de samtidig angiver politiske motiver, for eksempel Palæstina, USA's krige og så videre, så fortrænges det. Selvsagt er den slags begrundelser forskruet; som om den ene uret undskylder den anden. Men at også islamiske selvmordsterrorister agerer politisk, det bør man ikke frakende dem, hvis man vil forstå dem, ligesom man ikke skal miskende deres religiøse begrundelser.

Bjeragers idealiserede modstilling af islam og kristendom er ikke ubegrundet problemet er bare, at de fleste muslimer såvel som kristne i perioder har ligget langt fra deres religions centrum. Det virkelig interessante er ikke, om muslimer kan være fredelige, om de kan udstede fatwa mod terrorisme, om de kan være demokrater for det ved vi, de kan, nej, det virkelig interessante er, hvornår og hvordan de får en Koran-kritik, som kan begrunde en afstandtagen til de voldelige jeg gentager voldelige, ikke terroristiske udfald i skriftet.

Johannes Adamsen,

ph.d.,

Bragesvej 4,

Ry