I UGENS DEBAT ”Fra terrordom til generationstyveri - hvem betaler gildet?” den 12. december omtaler Kristian Østergaard, at Sam Mansour ved byretten i Frederiksberg er blevet idømt fire års fængsel for at have støttet terrorisme, men beholder sit danske statsborgerskab.
Dommen har givet anledning til kritik, og Kristian Østergaard skriver: ”En række danske folketingspolitikere - blandt andre Pia Kjærsgaard (DF), Inger Støjberg (V) og Trine Bramsen (S) kunne ikke undertrykke deres harme over, at vi fortsat skal trækkes med den nordafrikanske hyggespreder. Men retspræsident Torben Goldin spillede med musklerne og advarede indstændigt mod, at politikerne undergravede magtens tredeling.”
KRISTIAN ØSTERGAARDS omtale af retspræsidenten taler for sig selv og skyldes måske, at retspræsidentens udtalelse ifølge Østergaard har ”vakt vantro forbløffelse i pressen”. Her udmærker Kristeligt Dagblad sig ved sin analyse af ”retspræsidentens aggressive adfærd”, hvor resultatet er, at ”dommerstanden har en klar interesse i ikke at blive underkastet kritik og opmærksomhed”. Hvad der må give anledning til forbløffelse er, at Kristeligt Dagblad ikke har forstået retspræsidentens kritik, som advokat Allan Ohms gør opmærksom på i sit indlæg”Mansour-sagen. Man bør tage domstolenes afgørelse ad notam", (i avisen den 11.december).
Kristian Østergaard forsætter med at omtale, at Mogens Lykketoft (S) ”i et tonefald, der både var misbilligende, overbærende og afvisende, lod samtidig Politikens læsere vide, at bemeldte politikere burde tilbage på skolebænken og terpe Grundloven, så de kunne lære at mene det samme som Goldin”.
Kristian Østergaard savner grundlag for at harcelere over Mogens Lykketoft, som har ret. Men Østergaard giver ikke op og anfører, at Lykketoft i 2010 støttede journalist Jørgen Dragsdahl, som havde fået medhold i byretten i en sag mod Bent Jensen, idet Lykketoft umiddelbart herefter med et indlæg i Politiken ”slog til lyd for, at alle danskere burde samle ind til Dragsdahl, da han jo var helt sagesløs og sloges med store sagsomkostninger. Men Bent Jensen ankede byrettens dom til landsretten og vandt over Dragsdahl”.
Kristian Østergaard fortsætter med at nævne Lykketofts indlæg i BT om Mansour-sagen, hvor Lykketoft tager afstand fra at kommentere domsafgørelser, som ikke er endelige, med begrundelsen at ”det kan tænkes at påvirke domstolenes videre arbejde, og så er man jo i hvert fald ikke i respekt for magtens tredeling”.
Hertil skriver Kristian Østergaard: ”Javel. Men hvorfor nærede Lykketoft ikke disse mange og udtalte betænkeligheder, da det gjaldt Dragsdahl-sagen, hvor dommen netop ikke var endelig?”.
Dragsdahl sagen er stadig ikke endeligt afgjort, idet Kristian Østergaard ikke nævner, at Dragsdahl har fået medhold i, at landsrettens dom kan ankes til Højesteret. Så Dragsdahl-sagen er ligesom Mansour sagen ikke endeligt afgjort.
MEN SAGERNE adskiller sig, og det har betydning for Kristian Østergaards spørgsmål til Lykketoft. For her er svaret, at Lykketofts opfordring til støtte for Dragsdahl handler om en indsamling til dækning af sagens omkostninger. Det er et formelt spørgsmål til forskel fra et materielt spørgsmål om sagens udfald.
Heri ligger Kristian Østergaards vildfarelse, idet han overser, at der er tale om forskellige spørgsmål. Lykketofts opfordring handler om det formelle spørgsmål om sagens omkostninger. Her kan omtale være berettiget, for den handler ikke om sagens udfald. Politikernes kritik af Mansour-sagen handler om det materielle spørgsmål om fastsættelse af hans straf, hvor politikernes kritik af byretsdommen kan få betydning for sagens videre behandling ved landsretten. Det er utilbørligt for politikere, og navnlig for folketingspolitikere. Dermed er Lykketofts kritik også berettiget, ligesom hans opfordring til at hjælpe Dragsdahl.