Martin Henriksen: Jeg er bedøvende ligeglad med, hvilken farve folk har

Vi er som danskere forpligtet på vores familie og på vores land, og udefrakommende skal i respekt for vores gamle nation og i respekt for det danske folk som minimum lade sig assimilere, skriver Martin Henriksen (DF)

Danskheden er meget mere, end om man passer et arbejde, hvilket Semi Kilic gør det til i sit indlæg, skriver Martin Henriksen (DF).
Danskheden er meget mere, end om man passer et arbejde, hvilket Semi Kilic gør det til i sit indlæg, skriver Martin Henriksen (DF).

STUDERENDE SEMI KILIC har et debatindlæg med i lørdagens Kristeligt Dagblad med den ene floskel efter den anden om, hvor fremmedfjendsk jeg er, og hvor meget jeg åbenbart skaber parallelsamfund. Lad mig først lige gøre en ting klart: Jeg er bedøvende ligeglad med, hvilken farve folk har.

Interessant er det dog, at Semi Kilic hele vejen igennem debatindlægget selv skriver om ”os”, hvilket nok er ham selv og andre med baggrunde i andre lande og ”jer” – hvilket jeg går ud fra er mig og andre danskere. Han virker selv en smule farvefikseret, men lad nu det ligge.

Jeg aner ikke, hvem Semi Kilic er – og derfor har jeg – ligesom i tilfældet med elevrådsformanden Jens Philip Yazdani ikke mulighed for at vurdere, om han er dansk eller ej. For jeg kender ham ikke.

Men jeg kan dog sige, at jeg faktisk er glad for, at debatten om danskhed er kommet op igen. For vi får mulighed for at diskutere, hvad danskhed egentlig er for en størrelse.

I mine øjne ligger vores kristne kulturarv til grund for rigtig meget af vores danskhed og hele vores livsopfattelse. 1000 år med kristendom i Danmark med rødder i vikingetiden og den nordiske oldtid har haft en stor indflydelse på vores værdier og vores måde at anskue verden på.

Vores historie har lagt grundstenene til Danmarks Riges Grundlov, som værner om værdier som ytringsfrihed og folkestyre. Danskhed er også det faktum, at vi betragter mænd og kvinder som værende lige meget værd.

Danskheden er derfor meget mere, end om man passer et arbejde, hvilket Semi Kilic gør det til i sit indlæg. Det handler også om kærlighed til fædrelandet. Det handler om at stå ved vores historie og værne om vores traditioner. At man omfavner Danmark, som det er – og ikke forsøger at ændre på kulturen. At man gør sproget til sit eget sprog og accepterer danskheden.

Det er der desværre mange mennesker, der kommer her til landet, der ikke gør. Derfor skabes parallelsamfundene og derfor problemerne. Vi er som danskere forpligtet på vores familie og på vores land, og udefrakommende skal i respekt for vores gamle nation og i respekt for det danske folk som minimum tage dele af kulturpakken til sig.

Man skal lade sig assimilere.

Martin Henriksen er folketingsmedlem og udlændingeordfører for Dansk Folkeparti.

Danskheden er meget mere, end om man passer et arbejde, hvilket Semi Kilic gør det til i sit indlæg, skriver Martin Henriksen (DF).
Danskheden er meget mere, end om man passer et arbejde, hvilket Semi Kilic gør det til i sit indlæg, skriver Martin Henriksen (DF). Foto: Polfoto