KAN MAN DØBE til den universelle kirke uden samtidig indlemmelse i et trossamfund? En god kollega, som jeg diskuterede problemet med, foreslog to sætninger: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i. Eller: Lad de små børn blive medlemmer af folkekirken
Sætter vi det op på den måde, kan det tydeligt ses, at den universelle dåb til Kristus har første prioritet. Det har flere i debatten om Massoud Fouroozandehs sag også hævdet. Det skulle så legitimere, at migrantpræsten kan døbe i Church of Love uden medlemskab af folkekirken. Andre har sagt det mere modificeret, at det vigtigste er den universelle dåb, og så kan medlemskab komme efterhånden hos nogle!
LÆS OGSÅ: På frugten skal vi kendes
Man kunne måske snarere sige, at folkekirkens tradition og fortidens erfaring viser, at Kristusdåben og indlemmelsen i en menighed bør ses i sammenhæng. Herom i det følgende.
Martin Luthers dåbsritual fra 1526 indeholder den såkaldte syndflodsbøn om dette bad, den hellige dåb, der betyder renselse fra synden og samtidig betegnes som Jesu Kristi dåb. Luther lever i en tid, hvor den universelle dåb er levende, om end dåben i middelalderen betød indlemmelse i den (katolske) universelle kirke, hvilket stadig hævdes. Siden kom religionskrigene i Vesteuropa, og nu blev konfessionerne for alvor adskilt. Fyrster og konge fik ret til, at deres tro blev rigets tro.
Under den danske enevælde betød denne juridiske virkelighed blandt andet, at der var tale om kongens statskirke, og ved dåben blev enhver undersåt medlem af statskirken også i kolonierne døbte statskirkepræster til medlemskab af statskirken.
De forskellige konfessioner betød en ny virkelighed. I de danske riger groede en luthersk enhedskultur frem, selvom enkelte konfessioner (reformerte og katolikker) blev tolereret af kongen på bestemte steder i landet. Dåben til Kristus var stadig vigtig, og indlemmelse i statskirken var en nødvendig følge. Der var sammenfald mellem et teologisk og et juridisk medlemsbegreb.
I tiden efter Grundloven af 1849 har lovgivningen i princippet fastholdt denne linje, om end der er kommet justeringer og få ændringer i form af skærpelser. Med religionsfriheden lever vi i dag endnu tydeligere i de konfessionelle tider med mange trossamfund.
Problemet med medlemskabet af en bestemt konfessionel menighed eller kirke er altså vokset frem i kølvandet på Europas historie. Det er ikke sådan lige at slette historien, heller ikke i en nutidig kontekst, hvor hele dette problemkompleks om dåb og medlemskab af eksperter regnes for en gråzone både teologisk og kirkeretsligt.
Der kan være hjælp at hente hos Grundtvig. Han var stærkt utilfreds med den lærde professor H.N. Clausen, der mente, at kirken var et synligt samfund, som skulle fremme den almene religiøsitet. En sådan udvandet forståelse af kirken kunne Grundtvig ikke acceptere. Han skrev i Kirkens Gienmæle (1825) og senere i skriftet Om Daabspagten (1832) og i Frisprog (1839) mod J.P. Mynsters dåbsforslag.
Hovedsynspunktet var, at dåben sker i den universelle kirke, men når man tilegner sig hele den apostolske trosbekendelse i kulten, det vil sige sige dåbshandlingen med ja-ordet i dåbspagten, så bliver man også døbt ind i et trossamfund. Menighedens liturgi ved dåben var vigtig for Grundtvig, for den skulle udtrykke, at der oprettes en pagt mellem Gud og den døbte, hvor alt var givet til kristentroen.
Det interessante er, at gaven, altså dåb til Kristus, hans universelle kirke, for Grundtvig er det overordnede, men denne universelle dåb hænger sammen med praksis, altså den udførte dåbshandling (dåbspagten) i en menighed/trossamfund.
Dåbens næring og vækst sker, fordi man i kulten eller gudstjenesten er en del af en bestemt menigheds eller trossamfunds dåb, forkyndelse og nadver.
Derfor må Massoud Fouroozandeh have sin folkekirkelige valgmenighed. Det giver mening. Det er biskoppernes opgave at føre tilsyn med dette, og det har jo nu vist sig, at de gør det. I praksis betyder dåbshandlingen således indlemmelse i et trossamfunds liv.
Selve dåbens gave må altså som en nødvendig konsekvens hænge sammen med dåbens praksis. Det er kunstigt at skille gave og praksis ad. Det har debatten mest gået ud på at ville gøre for at tilpasse vores kirketradition til moderne missionstider. Jeg håber, at der kan findes en mere sammenhængende løsning.
Jens Rasmussen er hospitalspræst i Odense