Når man skal diskutere Svend Brinkmanns sidste bog, ”Ståsteder”, starter man gerne med at sige, at Brinkmann har sat en vigtig dagsorden. Enig.
Samtidig har det fra flere kanter lydt, at hans bud på, hvordan man så skal stå fast, er for overfladisk. Enig. Men hvor halter analysen?
En af dimensionerne i debatten er ældgammel og evig-aktuel: Hvordan kan man forankre etikken? Er etiske normer sociale konstruktioner, eller findes der værdier, der går ud over den specifikke tid, vi lever i? For Brinkmann er etiske ståsteder givne, men han vægrer sig ved at forankre mennesket i enhver form for ydre instans. Ståsteder er der bare. Ligesom tal og molekyler.
Kritik af Brinkmann skal foregå på de præmisser, han stiller op. Han er i sin gode ret til ikke at stille de næste spørgsmål (Hvor kommer molekylerne så fra? Og er morallære virkelig a priori på linje med den fysiske verden?), selvom de unægteligt presser på hans ontologi. Han er også i sin gode ret til at grunde den etiske fordring uden Gud.
Problemet med Brinkmanns religiøse umusikalitet er, at når det kommer til værdier som tilgivelse, så er det simpelthen mangelfuldt på det rent faglige plan at hoppe fra romerske stoikere til Derrida, uden så meget som en henvisning til kristendommen. Det sprog, hvormed vi taler om tilgivelsen, er gennemsyret af kristendom. Brinkmann italesætter ståsteder som (natur?)givne uden at ville røre ved det historiske fundament, der så åbenlyst har præget selvsamme værdigrundlag. Den kritik burde Brinkmann ikke drible uden om, men tage til sig og tænke igennem.
Mere specifikt har teologiske kritikere påpeget, at Brinkmanns ståsteder ville vinde i tyngde, såfremt han åbnede for den lutherske arv. Men den kritik kan vendes på hovedet. For er Brinkmanns tilgang til selvet ikke allerede rendyrket luthersk? Brinkmann skriver, at man ikke kan ”finde sig selv”, men højst ”affinde sig med sig selv”. Der er intet at finde ved at kigge indad andet end vores fysiske organer. Brinkmanns ærinde minder slående om Luthers korstog mod sjæleudvikling. Den lutherske reformation afskaffede med konsekvens de asketiske og spirituelle teknikker, der havde udviklet sig fra antikken frem til 1500-tallet (klostrenes kontemplative livsform, pilgrimsrejsen, konfessionen, bodshandlingen). Fordybelsens kunst blev til negativt tidsfordriv. Luthers angreb på afladstanken var nemlig blot et afsæt for et generelt angreb på selve idéen om sjælens opbyggelighed.
Er selvindsigt problemet? Eller er det snarere nutidens former for funktionel selvindsigt, der, på skuldrene af den lutherske præmis om sjælens ubevægelighed, svinger rundt i et eksistentielt tomrum? Brinkmann+Luther=Brinkmann².
Det største problem med Brinkmanns bog er der vist ingen kritikere, der har fået øje på: hans brug af den klassiske filosofi. Brinkmanns ståsted er ikke religionen, men filosofien. Her henviser han til den franske tænker Pierre Hadot, som i sine værker betonede filosofien som en livsform snarere end en særlig form for logik eller argumentation.
Hadots vej tilbage til filosofien som livspraksis går gennem genopdagelsen af ”spirituelle øvelser”. Hadot ser filosofien som en meditativ transformation af selvet. Denne åbne eksistensattitude var for antikkens tænkere en betingelse for egentlig viden, logos. Her havde den klassiske filosofi en forudsætning, som Brinkmann gør til kontrapunkt: at sjælelig selvransagelse og selvintrospektion er en værdig og nødvendig dyd, der skulle gøre mennesket i stand til at være en god borger. Som praksisform strandede den filosofiske meditation ikke i det fortabte selv, men havde til mål at forene individet med verden. Brinkmanns dikotomi mellem selvindsigt og selvudsigt er både unødvendig og i direkte strid med den klassiske tradition, han vil genoplive. Filosofien som livsform kan man ikke ”stå fast på”, som Brinkmann med slående fejlagtighed siger. En praksis er noget, man står fast med. Men det kræver et subjekt i indre bevægelse. Brinkmann finder alternativet til nutidens krav om selvindsigt i traditioner, der dybdeudviklede selvindsigten hen imod en historisk maksimering af sjælelig og noetisk differentiering. Og det har også med kristendom at gøre. De romerske og hellenistiske traditioner for sjælepleje levede videre (som Foucault havde forstået) i den tidlige kristendom, og nåede med munken Thomas Aquinas nye højder. Disse traditioner fik også nyt liv i den katolske reformation, anført af jesuitterne.
Og således står Brinkmanns dyder nøgne tilbage – blottet for den sjælelige bevægelse, der lå til grund for den klassiske tænkning.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.