Tak til Mickey Gjerris for igen i Kristeligt Dagblad den 26. september at bruge sin spalteplads til at tale grisenes sag.
Spørgsmålet er da også, om ikke der skal tænkes på grisens velfærd ud fra helt andre parametre end videnskabelige. Fra Vorherres side er grisens fødselsret et liv med trynen godt begravet i jorden og krølle på halen.
Der er ingen tvivl om, at befolkningen direkte adspurgt ville stemme for at forbedre dyrevelfærden markant. At det alligevel ikke sker, hænger som altid sammen med økonomien, som Mickey Gjerris også er inde på.
Da langt hovedparten af svinekødet går til eksport, kan danskeren ikke med pengepungen købe sig til velfærd for grisen og har derfor ad den vej kun ringe indflydelse på produktionen.
Men netop her slår Mickey Gjerris også tonen an ved den myte, jeg kunne tænke mig endegyldigt at få aflivet, nemlig forestillingen om at den enkelte forbruger via pengepungen bærer ansvaret for produktionsforholdene.
Et gennemgående tema i debatter om dyrevelfærd, miljø og økologi er spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret. Jeg ønsker ikke, at nogen skal fravælge det råderum, man som enkeltstående forbruger har, men jeg vil gerne udfordre idéen om ”den politiske forbruger”.
Igen og igen opfordres der på bedste og mest velmenende vis til, at man som forbruger skal vælge at købe sine varer med både omhu og ansvar for dyrevelfærd og økologi. Bag alle disse velmenende formaninger gemmer der sig desværre verdens bedste undskyldning for både producenter og politikere.
Paradoksalt nok synes forbavsende få, at de allersvageste og mest udsatte har krav på lovens beskyttelse mod udnyttelse og misbrug.
I lovens fravær overdrages ansvaret for dyrevelfærd og miljø til den enkelte forbruger. Men denne vrangforestilling om, at den enkelte forbruger skal bære ansvaret for både miljø og dyrevelfærd, har banet vejen for årtiers passivitet og forsømmelse fra de reelle magthaveres side.
Man må som borger kunne forvente, at man kan overlade det til staten at sikre den grundlæggende sundhed og sikkerhed, ved at den sørger for, at de produkter, man køber, er produceret på en etisk og forsvarlig måde, hvor der blandt andet tages de helt nødvendige hensyn til dyrevelfærd og produktionsforhold.
Frem for at lade det enkelte individ tage kampen op mod landbrugets industrimastodonter, burde vi kunne have tillid til, at det mandat, vi har givet de folkevalgte, bliver løftet, så det afspejler vores reelle ønsker og behov. Særligt må lovens intention om at yde beskyttelse til de allersvageste mod misbrug og udnyttelse vægtes højt.
Apatien og ansvarsfralæggelsen har skabt optimale vilkår for spredningen af for eksempel MRSA. Dyrlæger har i årevis pumpet penicillin i smågrise, hvis redning såmænd blot havde været at die hos deres mor. Den menneskelige afstumpethed, som viser sig i alle ”produktionens” faser, er en skamplet på hele vores samfund, og i den forstand er MRSA en helt naturlig følge af lige dele grådighed og afstumpethed.
At tale om forbrugerfrihed er at skamride begrebet frihed. Ingen kan hævde en ret til i frihedens navn at vælge andres lidelse. Samme misbrug af frihed er på spil, når det handler om at købe giftfrit og økologisk. Valget ligger alene hos den, som forurener. Ergo er der ikke noget valg tilbage.
Vi har ikke to jordkloder, en for dem, som fravælger pesticider, og en til de gifttro; ej heller kan den enkeltes fravalg af indstrikød sikre alle grise deres gudgivne ret til et liv i frihed med krølle på halen.
Hvis frihed er frihed til at vælge andres lidelse, vil jeg gerne være fri.
Nina Bjarup Vetter er stud.theol.