Hvad skylder vi dem, der er truet af krig og vold? Hvad og hvor meget kan vi tåle? Hvornår er den absolutte grænse nået for, hvor mange flygtninge vi kan modtage?
Hvert af disse tre spørgsmål har sin berettigelse. Men hvis debatten kun udspiller sig mellem de mediemæssigt oppiskede ”Vi klarer den” og ”Bægeret er fuldt”, så truer flygtningespørgsmålet med at splitte vores samfund ad. Vi har brug for en ærlig diskussion om realistiske håndteringsmuligheder.
Med til ærligheden hører nogle konstateringer:
Ja, det store flertal af de mennesker, der kommer til os, flygter faktisk fra krigs- og borgerkrigsområder eller naboregionerne til konflikterne.
Ja, vi har haft en stor andel af flygtninge fra det vestlige Balkan. De har dog ingen chance for at opnå asyl. De bør hurtigt vende hjem igen.
Ja, til trods for tyskernes enestående hjælpsomhed og kommunernes overvældende præstationer, skal vi gøre, hvad der er muligt, så indvandringstallene til Tyskland daler igen. For vi kan ikke permanent hvert år tage imod over en million flygtninge og integrere dem.
Med til ærligheden hører indrømmelsen af, at vi ikke kan påvirke migrationens dynamik alene med den tyske indenrigspolitiks værktøjer og da slet ikke uden Europa; og selv da vil vi ikke kunne bryde trenden på en nat.
Tyskland har handlet. Delstater og kommuner bliver aflastet. Vi har med asylpakken (som vedtages i Forbundsdagen i dag, red.) fået skabt nogle nationale forudsætninger for især at kunne hjælpe dem, der virkelig trænger til beskyttelse. Samtidig bliver vores retsstatslige kultur og de forfatningsmæssigt garanterede grundrettigheder ikke kastet over bord.
Men faktum er også: Vi bør med stædighed og beslutsomhed arbejde på at finde frem til internationale og især europæiske løsninger, så presset på Tyskland kan aftage igen. For at opnå det har vi igen brug for mere tillid til, at national egoisme ikke er nogen udvej, men at det gavner alle at handle i fællesskab.
Beslutningen i EU om at fordele 120.000 flygtninge er god, men rækker ikke. Vi har brug for en permanent europæisk fordelingsnøgle.
Vi har funktionsdygtige europæiske institutioner; men de er ikke indstillet på den nuværende flygtningetilstrømning. (Grænseagenturet, red.) Frontex har brug for mere personale til at sikre EU's ydergrænser og bør udbygges til at blive en europæisk grænsesikringsmyndighed.
Det er på høje tid med en fælles grænsebevogtning sammen med Tyrkiet i det østlige middelhav. Det europæiske asylstøttekontor Easo er jo allerede på fosterstadiet til at blive en europæisk asylmyndighed. Også her bør vi tage fat på modige integrationsskridt.
Vi skal hjælpe Grækenland og Italien med oprettelsen af ”europæiske modtagelsescentre”: Det er her, alle tilrejsende flygtninge konsekvent skal registreres for bagefter at blive fordelt retfærdigt rundtom i EU.
Europæiske løsninger kommer dog kun til at virke, hvis vi får landet aftaler med nøglelandene i det europæiske nabolag, først og fremmest Tyrkiet. Her har EU-Kommissionen foreslået en handlingsplan, som vi flankerer med en bilateral migrationsdialog.
Vi skal hjælpe de stater, der for øjeblikket huser størstedelen af flygtningene. Ud over Tyrkiet er det især Jordan og Libanon. (Ved FN's Generalforsamling, red.) i New York lykkedes det at øge vores støtte til de internationale humanitære hjælpeorganisationer med 1,8 milliarder dollars.
Den vigtigste og mest vedvarende opgave for vores udenrigspoltik er fortsat at bekæmpe flygtningekrisen dér, hvor den opstår. Derfor arbejder vi med alle vores kræfter på at få politiske løsninger på Mellemøstens og Nordafrikas store kriser og konflikt-arnesteder.
Hertil hører også samtaler med Rusland, som har ageret konstruktivt ved indgåelsen af atomaftalen med Iran. Samtidig skal det forhindres, at de statslige strukturer i Syrien endegyldigt im- og eksploderer, og at endnu flere mennesker begiver sig på vej til os.
Over alt dette står: Vi opnår kun forståelse og tillid, hvis vi taler om de realistiske handlemuligheder. Derfor har vi brug for begge: optimisme og realisme.
Kun med optimismen i behold kan vi mobilisere en politisk og samfundsmæssig handlekraft for at drage nytte af den store mulighed, som integrationen af disse mennesker giver. Og kun med realisme kan vi få ført vores humanitære mål ud i livet.
Vores politik vil i længden kun blive støttet, hvis vi ikke overbebyrder vores landsmænds hjælpsomhed. Og vi opnår kun accept, hvis folk i vores land ikke bliver svigtet, og også deres helt reelle behov og problemer bliver taget alvorligt.
Vi står ved en skillevej: Vil vi have et kontinent, hvor grænsebomme, hegn og national egoisme igen skiller os ad? Eller et kontinent, hvor det lykkes at finde fælles svar: med en europæisk asylpolitik, med en fælles kamp imod flugtårsagerne? Et kontinent, der gør sig i ærlighed, og som tager fat på denne store udfordring med klarsyn og uden illusioner?
Sigmar Gabriel er tysk økonomiminister, vicekansler og formand for det socialdemokratiske SPD. Hans partifælle Frank-Walter Steinmeier er tysk udenrigsminister. Debatindlægget er oversat af Kerrin Linde.