Vi oplever det igen og igen. Næsten alt overvåges, registreres, optages og kan på den måde dokumenteres i billeder, tekst og lyd. De såkaldte sociale medier indgår som en slags elektroniske medspillere og kan i afgørende situationer tilmed virke mere pålidelige end de menneskelige.
Når man for eksempel ser svenske tv-serier som ”Wallander”, ”Beck” og ”Johan Falk” kan man ikke lade være med at spørge sig selv: Hvad i alverden gjorde politiet dengang, der ikke fandtes overvågningskameraer, digitaliserende søgemaskiner og mobile telefoner?
Også i den danske tv-serie Arvingerne” kan dramatiske hændelser bevidnes via åbenbart allestedsnærværende mobiltelefoners små kameralinser. I nyere film ses det endog, at ofret lige akkurat når at filme dets bøddel, sådan at politiet senere kan fremkalde mordet på deres computerskærme.
Fortiden får sådan set ikke lov til at være uigenkaldeligt forbi. Den kan i mange sammenhænge gøre sig gældende i både nutiden og fremtiden. Medierne forstærker både den individuelle og den kollektive hukommelse. Optagelser af det gamle kan ligefrem fortrænge oplevelser af det nye.
Når tv i begyndelsen af denne uge for eksempel på DR K sendte en række portrætudsendelser og tv-historiske underholdningsprogrammer for at markere 100-året for DR’s ”underholdningskonge” Otto Leisners fødsel (1917-2008), så optog de plads i nutidens programflade. Som det hedder med et berømt citat af John Lennon (1940-1980): ”Life is what happens to you while you’re busy making other plans.” Lidt frit oversat: Livet er det, der udspiller sig, medens du er travlt optaget af andre ting. Og det er da netop sådan, det forholder sig med vores medieforbrug.
De seneste transmissioner af de i flere tilfælde usædvanligt målrige VM-håndboldkampe for herrer har givet eksempler på, hvor vanskeligt det kan være at opretholde en dobbelttydig indstilling til tilværelsen: De mange scoringer bringer seerne i en særpræget form for tidnød.
Målene sættes ind i så hastig rækkefølge, at vi ikke altid når at få de gentagelser med, vi ellers er blevet vænnet til i en sådan grad, at seerne på tv-skærmen tit får mulighed for at se nærmere på mange flere af kampens detaljer, end det er muligt at få fat i på stedet.
Faktisk er det nu blevet sådan, at en i høj grad nærværende håndbolddommer i enkelte situationer også benytter sig af en ligeledes nærværende tv-skærm for rettelig at kunne bedømme, hvad der ellers lige er sket for øjnene af både ham selv og de involverede spillere.
Sådan også i privatlivet: Vi fotograferer på livet løs for bagefter at kunne se ordentligt efter. For hvad var det egentlig, vi så?
Skellet mellem drømmene, forestillingerne, de idéelle forhold og den rå, ubehandlede virkelighed er opløst. Det kaldte visse billedkunstnere for 100 år siden for surrealisme. Den betegnelse passer i dag også fint til mediernes kunstige overvirkelighed.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.