Den etiske fordring, som K.E. Løgstrup har lært os alle at tale om, angår medmennesket, som tilværelsen bringer os i kontakt med. ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”
Spontant kan vi i et sådant møde slet ikke lade være med at vise hinanden tillid. Og er der tale om et medmenneske i nød, kan vi ikke unddrage os impulsen til at hjælpe.
Det er, hvad Løgstrup kalder suveræne livsytringer: de sætter sig igennem, uden at vi først tager stilling til, om vi overhovedet vil vise tillid, vil yde hjælp og så videre.
Denne suverænitet oplever vi igen og igen. I en landsby, hvor folketings- og kommunalvalgene giver stort flertal til politikere, som vil holde flygtninge og indvandrere ude, ændrer tonen sig hurtigt, hvis en flygtning eller flere ankommer i beboernes virkelighed.
Så er borgere, der i forgårs bifaldt fremmedfjendtlig retorik, med ét parate til at begå civil ulydighed for at hjælpe ”deres egne” flygtninge. De er faldet i vores hænder, så må vi også tage vare på dem.
Men hvad så med den flygtning, som endnu ikke er nået frem til vores landsby eller vores boligkvarter, men står blandt hundredvis andre på dækket af et skib ud for Grækenlands kyst eller på en banegård i Budapest?
Ham, som vi kun har set på filmklip i fjernsynet?
Ham kan vi ikke på tilsvarende vis føle os overdraget et ansvar for (med Løgstrups fine udtryk: hans skæbne er ikke blevet os ”overantvordet”).
Vi kan ikke føle empati med alle mennesker på kloden - de hjemløse tiggere i Mumbai, de internt fordrevne i Pakistan og Syrien, de sultende børn i Gaza, ofrene for de mange borgerkrige i Afrika og så videre.
Vi har læst om dem, vi har set billeder af dem, og vi synes alle, at deres skæbne er frygtelig. Men såvel empatien som den etiske fordring bygger på det sanselige møde, ansigt til ansigt. Det er her, en masse humanitær retorik rammer fatalt forkert.
Etik udspringer af magtforhold, men der er forskel på magten i de umiddelbare relationer mellem mennesker og ”magten i de målrettede aktiviteter”, som Løgstrup kalder virkningerne (skjulte såvel som åbenlyse) af forskning, industri og erhvervsliv.
Den første magt har vi lært at håndtere, med bund i både biologi og kulturelle normer. Den anden magt står vi derimod rådvilde over for.
Det er uheldigt, eftersom denne magt nu vokser enormt. Globaliseringen er uigenkaldelig og accelererende, og det påfører os et medansvar, som vi slet ikke har beredskab til.
Det gælder jo både borgerkrigsofrene i Afrika og de hjemløse i Mumbai, at vi faktisk ”holder noget af deres liv i vore hænder”. Vi har nemlig i meget høj grad selv bidraget til deres nuværende skæbne.
Så længe vi i vores del af verden insisterer på en levestandard, der overstiger, hvad kloden kan bære, må det nødvendigvis føre til klimakriser, svigtende fødevareunderlag og ufred i de andre dele af verden. Strømmen af flygtninge mod Europa vil fortsætte, ja den vil tiltage dramatisk.
Derfor er der ingen vej uden om at anerkende en ny type etisk fordring og opøve en ny form for etisk varsomhed. En varsomhed, som ikke kan bygge på den umiddelbare empati, men på det vanskeligere: refleksion og skønsomhed.
Vi har ikke bare et medansvar, vi er i sidste instans kommet i skæbnefællesskab med de mange flygtninge.
Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk og medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris