Debatten om aktiv dødshjælp er blevet sensommerens etiske problemstilling, som rigtig mange giver deres besyv med om.
Ikke mindst fortalerne, som slet ikke kan forstå, hvorfor det ikke er tilladt at slå mennesker ihjel, som selv beder om det, i forbindelse med svær lidelse.
Når noget bliver fremstillet så selvindlysende rigtigt, som det gøres i den her debat, er der grund til at granske lidt nøjere, hvad det er, vi egentlig taler om.
Aktiv dødshjælp bliver fremstillet som en service, en lægelig service, som helt og holdent er bundet op på modernitetens forståelse af lægehjælp og de redskaber, som hører til den verden. Bliver aktiv dødshjælp legaliseret, bliver det med instrukser og procedurer som i enhver anden behandlingsform. Det bliver gjort til en klinisk opgave, som skal håndteres på lige fod med dét, der er lægens kald, nemlig at lindre og hjælpe mennesker til at blive raske.
Det er lægens opgave at ville livet, og ikke lægens lod at skulle være med til at vurdere, hvornår et menneskets liv er så uværdigt og dårligt, at det skal afsluttes ved aktiv dødshjælp. Vi fjerner ikke lidelsen ved at give lægen lov til at slå folk ihjel.
Det er fejlagtigt at fremstille aktiv dødshjælp som et valg; valg er mellem forskellige muligheder, men aktiv dødshjælp er valget mellem alt eller intet. Hvad så med den suveræne selvbestemmelsesret for det enkelte menneske? Jeg tvivler på, at man er i suveræn selvkontrol, når man er så fortvivlet, at man tænker på døden som den eneste udvej.
Aktiv dødshjælp bliver det samme som et ”siciliansk tilbud”: et tilbud, man ikke kan afslå. Din lidelse er til besvær, du er til besvær, du kan undværes, og det bliver bedre, hvis du ikke er her. Der sker en motivforskydning, hvor vi går fra at hjælpe dem, der er til besvær for sig selv, til at hjælpe dem, der til besvær for andre.
Som historiker undrer det mig såre, hvor stor tillid mine medmennesker har til deres egen samtid og fremtid. I min verden er en legalisering af aktiv dødshjælp det samme som at give vores myndigheder en stor magt. En alt for stor magt. Vi lever i den bedste af alle verdener, men har af gode grunde ingen viden om, hvilken samfundsform vores efterkommere kommer til at leve under. Det bør aldrig være statens opgave at have et sådant magtmonopol.
Menneskelivet er desværre også, for nogle, ensomhed, social isolation, uhelbredelige sygdomme af fysisk og psykisk karakter. Og ja, det er et kæmpe dilemma, at der er mennesker, der lider, er ensomme og synes, livet er ubærligt. Fortalerne for aktiv dødshjælp vil det gode. De mener, det handler om at legalisere et tilbud, som bekæmper lidelsen.
Men gør vi det gode ved at slå ihjel? Og hvad bliver det næste, vi vurderer er uværdigt og så lidelsesfuldt, at det også skal kunne ”behandles” med aktiv dødshjælp? Kig på Holland, hvor raske personer får aktiv dødshjælp, fordi livet er blevet ubærligt at leve. Er det virkeligt vores bedste svar på ensomhed og social isolation at give mennesker en dødssprøjte
Bolette Marie Kjær Jørgensen er medlem af Det Etiske Råd.