Menighedsråd møder manipulation. Ensretning er ødelæggende for folkekirken

SOM EN ANDEN Sancho Panza, en tro våbendrager, er domprovst Anders Gadegaard den 21. juli faret i blækhuset og forsøger i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad med bondesnuhed at dreje eller spinne, som det jo hedder på nysprog, sagen om den vragede sognepræst til embedet i Berlin i en helt ny retning.

Gadegaard må have forlæst sig grundigt på fremstilingen, thi det lykkes ham at få det til at handle om klynk og selvmedlidenhed fra kandidatens side.

Ud over at den fremstilling er forkert, er det også særdeles usympatisk, når en domprovst på denne facon hænger en ansøger til et ledigt embede ud. Også selvom han forsøger at dække ind ved at generalisere om Tidehverv.

Men ubevidst lykkes det jo Gadegaard at ramme hele kernen i problematikken. Nemlig den magtbrynde, der er blevet så ubehageligt nærværende i folkekirkens absolutte top.

Med stor patos fremhæver Gadegaard menighedens kaldsret. Og deri gør han ret. For menighedsrådet bør være absolut frit til at vælge sin præst. Problemet er ikke menigheder og menighedsråd - men den manipulation, de udsættes for. Ud fra samtale og prøveprædikener skal menighedsrådet kalde deres præst. I nærværende tilfælde er det jo bemærkelsesværdigt, at kandidatens prædikener beskrives som fremragende og trøsterige. Men desværre oplever ansøgere, at biskopper og i dette tilfælde også formanden for Danske Sømands- og Udlandskirker på forhånd forsøger at udelukke kandidater, alene fordi de ikke abonnerer på den teologi, som biskoppen ønsker.

Denne ensretning er ødelæggende for folkekirken. I stedet for at søge at fremme sit eget teologiske ståsted ville det klæde biskoppen og hans tro væbner, om man sikrede sig, at samtaler mellem kandidat og menighedsråd gik ret til. Dermed kunne man undgå, at der eksempelvis spørges til kandidatens politiske overbevisninger, da det for det første er ulovligt og for det andet komplet ligegyldigt.

Ole Bach Piekut, sognepræst i Vester Skerninge, Ulbølle og Hundstrup, Fåborgvej 20, Vester Skerninge