I DEN VESTLIGE VERDEN er vi blevet så fortrolige med menneskerettighedsbegreberne, at de synes hævet over diskussion. De er blevet lige så politisk korrekte og lige så indiskutable som at erklære, at man går ind for samarbejde, at man bør tænke positivt, at man foretrækker menneskelig integritet og så videre. Menneskerettighederne er blevet en række modsigelsesfrie udsagn.
Menneskerettighederne er resultat af en gradvis udvikling af basale rettigheder i enkeltstater. Det engelske Magna Carta fra 1215 og Habeas Corpus Act fra 1679 begrænsede øvrighedens magt over for den enkelte borger. Siden fulgte Amerikas frihedserklæring (1776) og den franske erklæring om borgerrettigheder (1789) efter revolutionen.
FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder stammer fra 1948 og er formuleret i 30 artikler. De handler om rettigheder med hensyn til at være fri for noget (for eksempel tortur, vilkårlige anholdelser, indblanding i privatlivet) og rettigheder med hensyn til at være fri til noget (for eksempel nationalitet, sundhedsydelser og undervisning).
ARTIKEL 1 I Menneskerettighedserklæringen er højtidelig næsten en indgangsbøn og tager udgangspunkt i det at være menneske: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle med hverandre i broderskabets ånd.
I tidsskriftet Slagmark diskuterer idéhistoriker Henrik Borup Nielsen menneskerettighedsbegrebet med udgangspunkt i filosoffen Hannah Arendts værker. Arendt anerkender ikke, at menneskerettighederne skulle kunne begrundes i selve det at være menneske. Da hun som jøde må flygte fra Nazityskland i 1933, har hun ingen rettigheder, fordi hun er statsløs. Først i 1951 opnår hun amerikansk statsborgerskab. Verden fandt intet helligt i den abstrakte nøgenhed ved det at være menneske, siger hun. Menneskerettighederne er derfor ikke oprindelige, højtidelige endsige gudgivne rettigheder, som indehaves qua menneske. I praksis kan de kun virkeliggøres inden for et samfunds konkrete fællesskab.
Arendt siger: Menneskerettighederne, der angiveligt skulle være umistelige, viste sig at være umulige at gennemtvinge selv i lande, hvis forfatning byggede på dem så snart der dukkede mennesker op, som ikke længere var borgere i nogen suveræn stat.
ARENDT FORMULERER som sit udgangspunkt, at mennesker har en ret til at have rettigheder. Borup Nielsen citerer hende for: Vi blev først opmærksomme på eksistensen af en ret til at have rettigheder (...) og en ret til at tilhøre en eller anden slags organiseret fællesskab, da millioner af mennesker dukkede op, som havde mistet disse rettigheder og ikke kunne genvinde dem på grund af den nye globale situation.
I samme nummer af Slagmark anmelder sociologen Frederik Thuesen Pedersen den canadiske forfatter og politiker Michael Ignatiefs bog Menneskerettigheder som politik og afgudsdyrkelse. Ifølge Ignatief er menneskerettighederne blevet den vigtigste trosartikel i en sekulær kultur, der frygter, at den ikke har andet at tro på. Han peger på, at begreberne har haft en global succes, fordi der med formuleringen af menneskerettighederne er etableret et anerkendt grundlag at protestere ud fra.
Men Ignatief vil helst væk fra det skær af religion, som menneskerettighedsbegrebet har fået. Han vil hellere tale om klogskabsregler, der ligesom færdselsreglerne skal sikre borgerne beskyttelse i deres frihed til at færdes. Og færdselsregler er ikke religiøse. De er fornuftige og praktiske. Det er klogt at indrette samfundet i respekt for de grundlæggende frihedsregler, for det går dette samfund og dets borgere bedre.
Den største svaghed ved menneskerettighederne er da heller ikke, at de blot er menneskeskabte, at de med andre ord ikke er hellige. Heller ikke, at de ikke efterleves af mange stater og regimer verden over. Nej, den største trussel mod menneskerettighedernes troværdighed er, at lande, der bryster sig af, at de bygger deres demokratier på de principper, som udtrykkes i menneskerettighederne, selv tager lemfældigt på dem, når det gælder deres egne interesser.
USA, som hyppigt legitimerer sin udenrigspolitik gennem menneskerettighederne har dødsstraf og udøver tortur, som regnes for den alvorligste krænkelse af menneskerettighederne. Der er fortsat langt fra magtens ret til rettens magt, som Thuesen Pedersen udtrykker det.
Ikke-vestlige kulturer, som iagttager vestlige landes inkonsistens med hensyn til at respektere menneskerettighederne, konkluderer så, at det er principperne, der er noget galt med.