DET ER NOK DE FÆRRESTE mennesker, der dagligt tænker på, hvilken glæde og gavn vi har af menneskerettighederne. Det er de færreste danskere, der som individer kommer i situationer, hvor vi føler, at rettighederne bliver krænket.
Og dog. Der er danskere, der har sager, som skal afgøres hos Menneskerettighedsdomstolen. Altså kan vi alle få brug for det sikkerhedsnet, som rettighederne giver. Det er i den senere tid blevet diskuteret, om vi i Danmark bør melde os ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Lad os et øjeblik tænke over konsekvensen.
Hvis ét land kan melde sig ud, så kan alle melde sig ud. Og hvor står vi så? Vi oplever i øjeblikket store problemer med at overholde menneskerettighederne i eksempelvis Rusland og Ukraine, hvilket understreger nødvendigheden af at bevare Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Ikke nok med at der i ikke-EU-lande er pres på menneskerettighederne. Inden for grænserne af det europæiske fællesskab oplever vi det også. I Grækenland og Ungarn har vi i det forgangne år (endda på politisk plan) været vidne til krænkende udtalelser mod blandt andet jøder, romaer og homoseksuelle. Derfor er det så meget desto vigtigere ikke bare at opretholde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men også at håndhæve den med skærpet blik. Derfor er det også påfaldende i særegen grad, at debatten om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention falder i 60-året for København-Bonn-erklæringerne, der netop omhandler forpligtelsen til den personlige friheds ukrænkelighed og garanterer mindretallets rettigheder og lighed for loven.
Tænk engang, hvis vi tilbage i 1920'erne og 1930'erne havde haft en konvention, der kunne påpege uhyrlighederne i datidens Tyskland. Måske kunne vi have undgået nazisternes drab, terror og krig.
Poul Elmegaard, formand for Europabevægelsen Region Midtjylland, Sindbjergvej 1G, Silkeborg