NÅR MAN OM ET PAR ÅR selv kan fejre 50-årsstudenterjubilæum, kan det godt give et stik i hjertet at se årets studenter svinge huerne og give den gas oven på flere måneders anstrengelser. De fejrer livet med fest og farver og ungdommens ret, som alle nyudklækkede studenter til alle tider har gjort.
Men der er én afgørende forskel på dengang og nu. Karakterer var ikke noget, vi gik synderlig meget op i dengang. Det betyder ikke, at vi ikke tog fagene alvorligt og gjorde os umage ved eksamen. Selvfølgelig gjorde vi det, og når nogen klarede sig ekstraordinært godt og indkasserede et 13-tal, var det en mindre sensation. Det skete nemlig kun undtagelsesvist. Nu vrimler det med 12-taller til studentereksamen, og man taler om en helt ny type studerende: superstudenterne. Superstudenten brillerer med sine topkarakterer og ærgrer sig godt og grundigt, hvis perlerækken skæmmes af enkelte karakterer under 12. Det giver ridser i lakken.
Er der tale om en historisk triumf i uddannelsessystemet? Næppe. Selvom vi i slutningen af 1960'erne ikke kendte til superstudenter som et sociologisk fænomen, vil jeg tillade mig at påstå, at det generelle præstationsniveau på ingen måde stod tilbage for nutiden - for nu at sige det mildt.
HVAD ER DER SKET i mellemtiden? Der er sket det højst uheldige, at forholdet mellem faglig indlæring og karakterer er blevet perverteret. Ideelt set bør selve faget naturligvis være målet for en seriøs tilegnelse. Intet over og intet ved siden af den substantielle faglighed.
Reelt er faget nu blevet et middel til at score en høj karakter. Intet over og intet ved siden af de gode karakterer. Opportunismen har invaderet gymnasieuddannelserne. Eleverne lægger i stadig højere grad strategiske kalkuler til grund for deres fagvalg.
Videbegæret og den intellektuelle nysgerrighed må vige for fristelsen til at tage de fag, som lettest giver adgang til høje karakterer. Fagene er blevet jetoner, der markerer indsatsen i uddannelsessystemets roulettespil. Forklaringen er naturligvis adgangsbegrænsningen på de videregående uddannelser.
Gymnasiet er i den danske konkurrencestat forvandlet til et kasino, hvor eleverne gør deres forskellige indsatser i håb om at høste gevinsten, læs: topkarakterer. Til stor skade for de unge, som ikke er så heldige at peake i en alder af 18-19 år. De er taberne i uddannelsessystemets lykkelotto.
OG HVAD MERE ER: Meget tyder på, at det ikke nødvendigvis er de unge, der friktionsløst går den lige vej, som når længst i sidste ende. Der findes utallige eksempler på personer, som har klaret sig temmelig dårligt i ungdommen og alligevel er endt som store kapaciteter. Forfatteren J.P. Jacobsen dumpede på studenterkursus - i dansk, såmænd! Teologen og idéhistorikeren Johannes Sløk dumpede til optagelsesprøven ved postvæsnet. Digteren Thorkild Bjørnvig dumpede i gymnasiet endda hele to gange, men kom, så og sejrede som forfatter og snuppede i forbifarten også lige en doktorgrad. For nogle år siden havde en række professorer på Aarhus Universitet mod til at pege på, at de med de herskende optagelseskrav næppe kunne blive optaget på det studium, de nu var professorer på.
På engelsk har man udtrykket ”late bloomer” og på tysk ”spätentwickler” om en person, der udvikler sig mere sendrægtigt end andre, men senere overtrumfer alle forventninger. Den type personer har man meget lidt blik for i Leverpostejdanmark.
Her favoriserer man det standardiserede billede af et menneske i udvikling: motorvejen! Man har svært ved at affinde sig med, at mennesket indi-mellem vandrer ad snørklede stier. Unge så vel som ældre.
Det er på tide at revurdere de perverse konsekvenser af optagelsesbetingelserne til de videregående uddannelser. Som et minimum bør kvote 2-andelen øges betragteligt. Alt andet er spild af talenter og ressourcer.
Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk