MORTEN MESSERSCHMIDT fra Dansk Folkeparti har tilsyneladende kun én mission i tilværelsen: at komme i medierne. Det er nu igen lykkedes ham med et uintelligent angreb på Det Etiske Råd (”Det Etiske Råd er uetisk”, Kristeligt Dagblad den 28. april). Man skal lede meget længe for at finde en så forkludret og modsigelsesfuld argumentation som den, Messerschmidt (MM) lægger for dagen.
1. MM fastslår triumferende: ”Den objektive sandhed om det gode findes ikke”. Det er selvfølgelig elementært rigtigt. ”Lad enhver sige, hvad han skønner sandt, og lad Sandheden selv være Gud befalet” (G.E. Lessing, 1779). Men det har ingen som helst kritisk brod mod Det Etiske Råd! Rådet har aldrig hyldet den opfattelse, som MM her kritiserer. Tværtimod har det i hele sin levetid lagt vægt på ikke at være et konsensusorgan, der forhandler sig frem til endegyldige anbefalinger. Stort set alle anbefalinger fra rådet indeholder flere, afvigende synspunkter.
2. MM refererer til sin ungdoms jurastudier, hvor han fik den opfattelse, at etiske domme altid er relative. Tager man i betragtning, hvilke alvorlige bedragerisager der har involveret erhvervsjurister gennem de seneste årtier, kunne man godt ønske sig, at nutidens jurastuderende lærte lidt mere om betydningen af etiske normer. Normer er ikke relative.
Og at en objektiv sandhed om det gode ganske rigtigt ikke findes, betyder selvsagt ikke, at enhver handling er lige god, og at etisk refleksion derfor er ligegyldig.
3. MM kløjes forskrækkeligt i forskellen mellem naturvidenskab og etik. Hans bandbulle tager udgangspunkt i et forslag fra Det Etiske Råd om, at oksekød belægges med afgifter – fremsat i håb om, at det kan bidrage til at mindske klimabelastningen fra oksekødsproduktion. Med forslaget lægger rådet op til en demokratisk debat, sådan som det er rådets mandat.
Men at klodens klima er alvorligt belastet, er selvsagt ikke et etisk spørgsmål; det er en elementær, naturvidenskabelig sandhed, der ikke kan ”relativeres”. Hvis ikke et mirakel indtræder, vil store dele af kloden blive ubeboelige for vore børnebørn, også her i Danmark.
MM BENYTTER lejligheden til at gøre denne naturvidenskabelige sandhed til en etisk dom – en logisk fejl, som Det Etiske Råd aldrig kunne finde på at begå. MM synes at mene, at der findes ”eksperter” i etiske spørgsmål og andre ”eksperter” i klimaspørgsmål. Men der findes netop ikke nogen indiskutabel ekspertise i etik. At drøfte og tage stilling til, hvad der er det gode liv, er i demokratiet et ansvar for os alle. Og da ikke mindst for de valgte politikere (som MM). Klimakrisen rejser næsten uløselige etiske dilemmaer, som enhver politiker må forholde sig til – efter bedste evne og skøn.
4. MM finder det ”uetisk”, at Det Etiske Råd i det hele taget forsøger at forholde sig til dette uhyre vanskelige spørgsmål (som VK-regeringen vel at mærke pålagde rådet fra 2005 med en ændring af loven for Det Etiske Råd). Hvordan kan det så være ”uetisk”?
Jo, siger MM studentikost, rådet er offentligt finansieret, men ”statens institutioner forsøger vi (ellers) i et og alt at gøre ikke-værdiladede”. Hvad for noget? Er statens institutioner ikke i allerhøjeste grad ladede med vore politiske valg? Er velfærdsstaten og minimalstaten ikke udtryk for to forskellige værdivalg?
Det er muligt, at djøf’ere som MM kunne ønske sig, at staten kun er en maskine for tekniske løsninger på tekniske problemer. Men det er en illusion. At Messerschmidt tænker på denne nyliberale måde, viser kun, at han snarere hører hjemme i Liberal Alliance end i Dansk Folkeparti.
Klavs Birkholm er lektor i etik og var medlem af Det Etiske Råd fra 2003 til 2011