I debatten om de helt åbenbart økonomiske udfordringer, som folkekirken står over for, med stigende udgifter og faldende medlemstal, fristes mange til at anbefale yderligere centralisering med henblik på bedre styring. Jeg tror, man skal gå den stik modsatte vej.
Lad mig illustrere pointen med følgende eksempel: Ved en foredragsaften i et jysk sogn fortalte menighedsrådet mig, at man skulle udbygge sognehuset, der på ingen måde havde kulturhistorisk værdi, der kræver særlige hensyn. Pengene havde man, og en dygtig lokal arkitekt havde leveret tegningerne, så man var klar til at gå i gang.
LÆS OGSÅ: Han er indbegrebet af økonomisk ansvarlighed i folkekirken
Men nej, lød det fra stiftet: Sognet skulle anvende stiftets arkitekt. Resultatet blev langt dyrere. Og grimmere. Hvad værre er, er jeg ret sikker på, at lysten til at påtage sig økonomisk ansvar i forvaltningen af midlerne ikke blev styrket af den oplevelse.
Folkekirken har ikke brug for mere management og centralisering, men for større nærhed og sammenkobling af beslutningskompetence og ansvar. Lad en reform tage afsæt i et helt enkelt princip: Kirkeskatten skal finansiere sognets aktiviteter. Og menighedsrådet er det ansvarlige organ. Fører det til underskud og overforbrug, må provsti eller stift naturligvis gribe ind. Men udgangspunktet må være tillid til, at ansvaret kan løftes lokalt. Et sådant principielt udgangspunkt vil også gøre det mere attraktivt at blive medlem af et menighedsråd end i dag
Mette Bock er medlem af Folke-tinget (LA) og medlem af folkekirken