Den vej, jeg bor på, har det lidet poetiske navn Vej 398. Min barndoms vej havde det mere velklingende navn Guldbjergvej, beliggende i et villakvarter, hvor vejene var opkaldt efter byer på Fyn.
Mine børn voksede op i et kvarter, hvor vejene var opkaldt efter grønlandske bynavne, og vores vej havde det endnu mere eksotisk klingende navn Ivigtutvej.
Nu er jeg imidlertid bosiddende i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, hvor kun få og større veje har et navn i stedet for et nummer.
Her har jeg boet de seneste 10 år, og forleden fik jeg et brev fra min bank i Danmark, hvori en venlig dame forklarede, at jeg stod opført på en adresse i Danmark, men ikke var opført i folkeregisteret. Det mente hun at jeg burde rette, så det ikke så ud, som om jeg var emigreret.
Ordet ”emigreret” fremkaldte tågede billeder af Liv Ullmann og episoder fra filmen ”Udvandrerne” med ugelange sejlture over Atlanten, og jeg kunne ikke forbinde det med min egen situation.
Jeg er ikke emigreret, jeg bor bare i udlandet. En udlandsdansker ligesom mange andre. Jeg har valgt at bo i udlandet, og jeg kan til enhver tid vælge at rejse eller beslutte at flytte tilbage Danmark.
Anderledes forholder det sig med mine børn, som ikke ligefrem valgte at flytte til Cambodja, men snarere valgte at flytte med deres forældre. De var på daværende tidspunkt 11 og 16 år. Her 10 år senere er de stadig udlandsdanskere, omend ikke i Cambodja.
Eller måske er spørgsmålet, om de egentlig er udlandsdanskere, i hvert fald ifølge ovenstående definition - at man til enhver tid kan rejse eller flytte til Danmark. Min datter bor i Malmø, og hun kan til enhver tid besøge familie og venner på den anden side af Øresund. Men hun kan ikke bo der.
Jeg forklarer indimellem spørgende cambodjanske venner eller kolleger, hvor i verden mine børn befinder sig.
At min søn er gift med en singaporeaner og bor i Singapore er en rimelig og enkel forklaring. Anderledes forholder det sig med min datter, som er gift med en nigerianer og bor i Sverige.
”Sverige er tæt på Danmark,” forklarer jeg, men er samtidig klar over, at det næste spørgsmål som regel er uundgåeligt: ”Hvorfor bor hun ikke i Danmark?”.
”Immigrationslovene i Danmark er strammere end de amerikanske,” plejer jeg at sige, for enhver cambodjaner ved, at det er meget svært at få opholdstilladelse i USA.
”Hvis man er gift med en afrikaner og er under 24 år kan man ikke bo i Danmark, heller ikke hvis man er dansk statsborger.”
Efter den forklaring begynder mine tæer som regel at krølle lidt, for selvom uddannelsesniveauet generelt er lavt, kan de fleste cambodjanere godt lægge to og to sammen:
Hvis en ung dansker ikke kan bo i Danmark med en afrikansk ægtefælle, kan man heller ikke bo der med en asiatisk, inklusive en cambodjansk ægtefælle. Dømt ude på forhånd.
På det tidspunkt i samtalen kan jeg for det meste se, at de forstår pointen, og at de forsøger at holde den pæne facade. Bag facaden aner jeg noget, som gør mig flov over mit hjemland - en undren over en meget mærkelig regel, som jeg er sikker på, de aldrig har hørt magen til.
Faktum er, at min datter på grund af denne mærkelige regel ikke er udlandsdansker, men eksildansker.
Hun kan ikke vælge at bo i Danmark, i hvert fald ikke hvis hun vil bo sammen med sin mand og sit barns far, som øjensynligt kommer fra et forkert kontinent på kloden.
En anden besynderlighed ved de danske immigrationslove er det forhold, at fødselstallet generelt er dalende i Danmark, samtidig med at ressourcestærke unge i den fødedygtige alder forhindres i at bosætte sig i landet. Manglen på logik er slående for ikke at sige nedslående.
Selv er jeg altid blevet godt modtaget som udlænding i Cambodja, og børnene, jeg møder, råber ofte ”Hello!”, især hvis jeg bevæger mig lidt uden for alfarvej.
Er det mon, fordi jeg kommer fra et godt kontinent, fordi jeg formodes at bringe penge, udvikling og uddannelse med mig, at jeg bliver godt modtaget af både børn og voksne?
Måske, men faktum er at udlændinge, vesterlændinge, også bringer andet end goder med sig: menneskehandel, prostitution i stor stil, inklusive børneprostitution, udnyttelse af tekstilarbejdere, som lever på et eksistensminimum, omfattende og ulovlig skovhugst, som er i færd med at ødelægge klimaet i Cambodja.
De fine træsorter bliver sejlet eller kørt til Vietnam eller Kina og derfra solgt videre som fine møbler til Europa.
På den baggrund vil jeg konkludere: Der findes ingen gode eller dårlige kontinenter, kun gode eller dårlige motiver og handlinger kloden rundt.
Min datters eksil ophører om få år, når hun når en alder på 24 - måske. Til den tid skal hun nemlig kæmpe mod andre regler i lovjunglen, som gør det svært at trænge igennem.
Og min datter har fået en oplevelse af sit fædreland, som har sat sig spor. Som hun sagde til mig efter få uger i Danmark og samtaler med forskellige sagsbehandlere om en fremtid i Danmark:
”Mor, jeg tror sagsbehandlerne i Danmark har fået at vide, at de ikke skal lukke udlændinge ind. De er blevet oplært i, hvilke regler og love de skal bruge for at lukke folk ude.”
Anderledes positivt blev de taget imod i Sverige: opholdstilladelse efter seks uger, sprogskole og indslusning på det svenske arbejdsmarked, vuggestue, psykologistudium. En fremtid i Sverige er nemmere end en fremtid i Danmark.
Et velmenende familiemedlem skrev til min datter før afrejsen fra Cambodja og forsøgte at skåne hende for en frustrerende oplevelse. Han mente ikke, at en opholdstilladelse ville være mulig, hverken før eller siden, og afsluttede sin mail med de noget barske og konkluderende ord: ”Fort Europa er lukket.”
Min datter drog dog af sted med sin familie alligevel, og fandt ud af, at ordene heldigvis ikke var helt sande:
Fort Europa er ikke lukket, det er kun Fort Danmark, som har forskanset sig. Vejen, hun bor på nu, hedder Furugatan, og det bliver den nok ved med at hedde en hel del år endnu.
Summa summarum: Hallo Danmark, Dannevirke er yt, vi lever i en global tidsalder!
Følgende to vers kan synges eller rappes:
Dannevirke er yt,
nogen føler sig snydt.
Rejs ikke ud i verden som ung,
immigrationen kan blive tung.
Dannevirke er yt,
vi har brug for at tænke nyt.
Giv en fremmed et klem,
kloden er vores hjem.
Anne Mette Jürgensen er tidligere sognepræst og har været udsendt af Danmission til Cambodja siden 2005