Min og din Karen Blixen - 50 år efter hendes død

Forfatter Pia Juhl Jessen mindes her Karen Blixen. En kvinde som man ikke slipper igen, når man først har fået et forhold til hende, siger hun

I dag er det 50 år siden, at Karen Blixen døde
I dag er det 50 år siden, at Karen Blixen døde. Foto: Cecil Beaton Denmark.

FOR NOGEN vil i dag, fredag, være en fredag som alle andre fredage. Det vil være indgangen til weekenden.

Men for en flok af mennesker i Danmark, og i resten af verden for den sags skyld, vil dagen i dag være en dag, hvor vi ser tilbage og mindes en af de allerstørste danske forfattere.

LÆS OGSÅ:  At leve sig ind i Karen Blixens tilværelse

Det er i dag 50-årsdagen for Karen Blixens død. I den store offentlighed vil det nok stille og roligt gå hen over hovederne på folk, men vi er nok nogle stykker, som vil markere dagen på den ene eller anden måde.

Får man først et forhold til Karen Blixen, så slipper man ikke let ud igen, om overhovedet. Jeg taler af erfaring!

LÆS IGEN: Luther og Blixen mødte folket med tillid

For mit eget vedkommende startede det i 1980erne, hvor filmen om Karen Blixens tid i Afrika kom op i biograferne verden over. Jeg blev fuldstændig slået omkuld og rystet i min grundvold: Tænk, at denne billedskønne film var om en dansk kvindes tid i Afrika. Det var, før folkeskolens litteraturkanon så dagens lys, så jeg havde intet nævneværdigt kendskab til Blixen inden.

Man kan synes om filmen, hvad man vil, men den øgede interessen for Blixen og gjorde det muligt at åbne hendes dejlige hjem, Rungstedlund, for offentligheden.

Mange mener at kende Karen Blixen, fordi de har set filmen, men intet kunne være mere forkert, for Karen Blixens liv og hendes forfatterskab virker nærmest uudtømmeligt.

Spørgsmålet er, om vi i virkeligheden nogensinde kommer rigtigt ind under huden på hende, og er det overhovedet noget, vi skal? Blixens egne breve er nok noget af det tætteste, vi kommer på hende.

Filmen igangsatte det, der for mig er en stadig igangværende passion: interessen for Blixen. Jeg har siden læst rigtig meget, både af og også om Blixen, og hos mig vækker en nyudkommen Blixen-bog altid begejstring.

Jeg blev fanget fuldstændig ind i det univers, der handler om Karen Blixen, og tro mig, der er stort set ingen ende på det. Og heldigvis. Det er en kilde til stadig fryd, når nyt materiale, nye bøger, film eller andet om Karen Blixen ser dagens lys, og jeg ved, at jeg ikke er alene om denne følelse.

Vi er mange, der bruger timevis i denne unikke dames selskab, og det er altid dejligt at møde mennesker, som deler denne lidenskab, omend det sjældent sker ude i det almindelige, virkelige liv.

Så vi må holde sammen og udveksle holdninger og meninger, der er ingen, der har patent på hende, men vi føler vist alle, at hun lidt er vores, og jeg føler, hun lidt er min.

Pia Juhl Jessen er forfatter