I KØLVANDET på en stribe ”sager” om problemer i samspillet mellem ministre og folketing har Folketingets Præsidium og Folketingets Udvalg for Forretningsordenen i foråret sendt en interessant beretning om ministeransvar på gaden. Det er langtfra hverdagskost, og initiativet fortjener i sig selv ros. Det er vigtigt at få indkredset, hvad der egentlig ligger i ministeransvaret.
Omvendt kan man dog også rejse spørgsmålet, om folketingsberetningen tilfører noget nyt. Trods velklingende formuleringer fremstår beretningen reelt som udtryk for en vis resignation over for ansvarsgrundlaget for ministre. Man går et skridt frem og et tilbage.
Hvis vi zoomer ind på indholdet, springer det i øjnene, at det bøjes i neon, at beretningen kun er skrevet med de politiske briller på, og altså kun med blik for ministeransvar rent politisk. Den traditionelle sondring mellem politisk og retligt ministeransvar er trukket knivskarpt op, og det er kun det første af de to ben, som beretningen står på.
INDEN FOR DETTE FELT er budskabet - ikke overraskende - at der er brug for at ”højne bevidstheden” om principperne om ministres ansvar. Principperne er, som det siges, ”afgørende, når det kommer til at sikre Folketinget og dets udvalg og medlemmers adgang til at modtage oplysninger fra regeringen og kunne agere i tillid til, at de oplysninger, der modtages er korrekte, retvisende og fyldestgørende”. Her gensynges velkendte strofer.
Det er dog interessant, at beretningen indeholder en sidebemærkning om, at en minister ikke kun bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også selv at sørge for, at sådanne oplysninger bliver lagt frem for Folketinget.
I forarbejder til for eksempel lovforslag bør man således ikke være så selektiv, at der kun medtages de oplysninger, der taler for forslaget. Her har man formentlig tænkt på den meget omtalte sag om begrænsninger af retten til børnecheck, hvor advarsler fra dele af embedsmandsapparatet om problemer med EU-retten blev ”glemt”, da lovforslaget blev fremsat i Folketinget.
FOR MIG AT SE er det svært at være uenig i disse opstregninger af ministeransvaret. Dog kan man spørge, hvad beretningens ambition er? Det er lidt af et paradoks, at initiativet vist bygger på en opfattelse af, at der er aktuelle udfordringer for at sikre, at ministre har et ansvar, hvis der for eksempel sker misinformation af Folketinget, samtidig med at man på forhånd har tabt pusten over for at løse udfordringerne. Melodien er den velkendte, nemlig at tilstandene ikke er alt for gode, men de er, som de er. Synsvinklen læner sig op ad en tradition for en vis resignation over for det teflonprægede ministeransvar.
Også beretningens delkonklusion om, at det ikke er vejen frem at opbygge et parallelt embedsmandsapparat i Folketingets regi, er noget defensiv. Heller ikke her ser man åbenbart muligheder. Det kunne dog i mine øjne for eksempel være værd at overveje mellemformer, hvor Folketinget tilføres merviden på udvalgte områder, uden at målet er, at Folketinget skal kunne matche regeringens rådgivningsapparat i et 1-1-forhold.
Det er selvsagt urealistisk. Trods sin lidt sukkende grundklang er Folketingets ministeransvarsberetning et fald fremad. Man kan håbe, at den bliver fulgt op af operationelle tiltag, der kan styrke ministeransvaret.
Michael Gøtze er professor og ph.d. på Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet